
In Naldjorlak French composer Éliane Radigue takes us on a journey of microscopic proportions as a seemingly simple musical situation reminiscent of her earlier work for synthesizers unfolds. Naldjorlak is a work for unaccompanied cello and Radigue’s first composition for acoustic instruments and relies on a verbal communication between composer and performer. Cellist Charles Curtis, hones in on just one note for the duration of the piece, however, this premise which at first can strike the listener as simple is anything but.
What 91 year-old Radigue is asking of her listener is to be present and it might come as no great surprise that she has been a practicing Buddhist since the 1970's. To experience Radigue’s music you need to be able to follow sound to its silence, and that is a mental state. Naldjorlak is an invitation to deep listening. What do you hear when you stop in your tracks and begin truly listening as Charles Curtis drones on? Curtis is right at home in Radigue’s investigation of sound and his playing reminds us that without a great performer a great work of sound art does not exist. Had there been a score we could have mused that the work itself exists for the reader to experience through reading, but given the fact that composer and soloist have worked verbally it is more difficult to imagine this piece without its performer and so it’s difficult to fully know when we are hearing Radigue and when we hear Curtis.
Curtis brings Naldjorlak to life so subtly that it’s easy to think that he is doing nothing. It sounds deceptively simple at first but if you take the time to actually experience the pace of the droning you will notice that not only are the two versions offered on this release vastly different in character and expressivity. They aren’t really drones with its implicit monotony, rather they are microscopic worlds of constantly changing textures of sound, and it is the way Curtis so masterfully mediates Radigue’s ideas that makes these recordings from Los Angeles and Paris so captivating.
Som du spørger, får du svar!

Er det ikke essensen af komponistens arbejde? At få andre til at gøre noget. Jeg sad efter Spor-koncerten Asking People to Do Things med den nykonceptuelle supergruppe Current Resonance og studsede over temaet. Selvfølgelig med mindre man som de fire komponister på scenen gør det meste selv, konkluderede jeg. Med en velkommen sans for de helstøbte koncertoplevelser havde gruppen sammensat et program, der undersøgte ordrens maskering i spørgsmålet.
Koncerten virkede som en jagt efter en bagvej om selve processen med at komponere og opføre musik, som man kender fra den musikalske konceptualisme hos eksempelvis Johannes Kreidler eller Trond Reinholdtsen. I det æstetiske ærinde var det interessant at opleve spørgsmål og imperativer blive omsat til kompositorisk materiale. Carolyn Chens Introducing Object genoplivede ready-made tanken med fluxus-dessiner i højttalerne, som dikterede performernes overgrundige beskrivelse af en kagedåse. Senere revsede Matthew Grouse dynamikken i koncertrummet og tog publikum som gidsel med det interaktive spørgeværk SPEAK BEFORE YOU THINK. Ud af koncertsalen kom vi også mellem værkerne, hvor flashmobvideoer fra Aarhus fungerede som underholdene pauseskærm.
Fordi gruppen leverede årets koncert i 2023, blev jeg efterladt med en følelse af, at de denne gang havde sværere ved at få konceptværkerne helt ud over rampen. Jeg savnede de store teatralske effekter. Bedst fungerede Dylan Richards og Michael Hopes bombastiske fællesværk, hvor Richards’ karakteristiske digitale opkast blev sidestillet med Hope, der gav den som gradvist mere uduelig hype man. Hvilket vidunderligt kaos.

Hvad var det for mytiske skabninger, der gemte sig lige under vandspejlet i totalinstallationen Breaking the Surface? Kunstnerkompagniet Between Music havde på Spor Festival omdannet Musikhusets sal til et diset grænseland. Den gådefulde tærskel til det undersøiske. Som besøgende drev vi rundt på overfladen, men mærkede, hvor fascinerende dybt fantasierne om livet under vand rækker.
Der var low arousel – tenderende til det behagesyge – i det lysdæmpede udstillingsrum. Pirrende klange som i værket Sirenes, hvor små vandfaste højttalere hængt op i wire, blev sænket og hævet i glaslanterner med vand. Som en kølhalende parafrase af Janet Cardiffs Forty Part Motet, hørte man sirenernes toner drukne og stemmerne gispe efter ilt. Lydkunstgrebet var næsten for tydeligt: de akusmatiske stemmer i materiel transformation, ringene i vandet fra højttalermembranernes vibrationer, den besøgendes frihed til selv at søge ind i klangen. Men værkets lavmælte poesi var alligevel nok til at vække en interesse for lydens overgange.
Men det var de skabninger, der befolkede installationens loopede videoer, som jeg var mest betaget af. Hvem var den nedsunkne brud i værket The Neck, der spillede på sin klangkvalte violin blandt døde fisk og ålegræs? Havde hun været der hele tiden, dømt til at spille, eller gik noget forud for denne bizarre scene? Det mystiske videoværk inviterede til videredigtning, og en hel sagnverden åbnede sig for mit indre. Fortryllende.
En sorg der ikke kan spejles i verden
»Jeg er ikke slettet«, oplæste kunstneren Faun Vium. Et brev fra hendes søster indledte operaperformancen Dronning Annabel, der tager afsæt i søsterens indlæggelse. Vi stod foran Brønshøj Vandtårn. Med champagne i hånden, sang vi sammen en mol-dunkel sang, som havde startet hele processen. »Vi forsøger at forvandle psykosens poesi fra en ensom til en delt oplevelse«, stod der i programmet. En champagneprop sprang på vej ind i tårnet. Stemningen var premiere-let og tungsindig på samme tid.
Brønshøj Vandtårn er med sine svimlende betonsøjler nærmest et værk i sig selv. De mest uskadelige lyde bider fra sig i tårnets kolossale rumklang. Mellem søjlerne blev vi bænket og oplevede, hvordan værket byttede en båndet samtale mellem Vium og søsteren med performance i rummet. Tre sangere – to af dem spillede også cello og kontrabas – bevægede sig rundt i det kølige rum med skulpturelle skaller, som de udklækkede fra og forpuppede sig i. Men på grund af den anti-sceniske arkitektur, var det frustrerende svært at tage deres energi ind. Alting foregik i øjenkrogen, delvist hengemt bag en søjle. Derfor fik jeg – til trods for det inkluderende oplæg – en ærgerlig følelse af en halv oplevelse.
Måske var det pointen: Som publikum var man, ligesom den tvangsindlagte, låst i sin stol. I stedet gav jeg mig hen til klangen. Det var betagende at høre, hvordan samtalerne om »en sorg, der ikke kan spejles i verden« og sprogets utilstrækkelighed blev forlænget i sangernes fraser, hvor ordene blev opløst i den umådelige klang. Nogle gange sang sopranen, så det hvinede i ørene. Til sidst voksede en optagelse af de to søskendes fælles sang fra den personlige relation og ud i rummets sfære. Poesien forplantede sig i tårnets potentiale og satte et smukt klingende punktum for værket.
Hvad nu hvis Schuberts vandrer mødte en cyborg?

Franz Schuberts Täuschung, altså »bedrag-delen« fra Winterreise, hvor et dansende lys forfører en nedslået vandrer, der savner distraktion, får en eksklusiv tur i ny musik-transformatoren af den københavnske duo EKKI MINNA og tonemesteren Sebastian Vinther Christensen. Deres humoristiske og stilsikre arrangementer lader Schuberts forførende lys danse lige ind i vores tid.
EKKI MINNA har skiftet klaveret ud med accordeon, mens Christian Winther Christensen går mere radikalt til værks med sit karakteristiske og uforudsigelige mix af slag, knibs og mikromelodier fra cello, accordion eller er det et lille orgel? Et veltilrettelagt fysisk statement om, at klassiske instrumenter i vores tid kan frembringe noget radikalt anderledes. Det indledende, fjantende og dansende lys leder os videre til Mads Emil Dreyers smukke, rolige, langt mere alvorlige, ambiente lydlandskab – et blødt og indadvendt sted, der giver mulighed for at meditere over livets bølgende dissonans og konsonans. Lykkes værket i at finde samklang til sidst, selvom tonerne igen og igen søger spænding i yderområderne?
Til sidst hilser det antropocæne temmelig foruroligende på os med sin ambiente uhygge og en cyborgs stemme, Mia Ghabarous autotunede vokal i »A lot of Angels.« Ja, Schuberts vandrer findes også i vores tid, og afslutningen på turen er ildevarslende i en grad, så man får lidt lyst til at gå hjem og preppe.
NO MORE NO LESS er en vellykket collage af humor, spænding og melankoli, hvis dansende lys sætter både livets vaklen og vores musikarv i et tankevækkende perspektiv.

Vild med telefoner? Så lyt med. For britiske Beachers har siddet en dag på sit kontor i London og, med sin smartphone, optaget lyden af en fastnettelefon, der venter på, at du taster et nummer, efter du har løftet røret. En uskyldig, men jo også lidt påtrængende lyd: Brug mig, bip-bip-bip-duuuut, nu!
Optagelsen har han klippet op, panoreret rundt, skiftet toneleje på og dyppet i forsinkelse hist og her. Gjort til musikalsk materiale, altså. Og ud af anstrengelsen vokser på Off the Hook små klange og harmonier som fra et selvbygget orgel. Men støjlyde fra kontoret følger med, og det gør det lille album til noget ret hjemsøgt.
Der er hvide knirkelyde, måske fra en stol. Diskante skrig som fra fjerne, undslupne undulater. Korte tasteklik, mystisk stilhed. Efter den harmoniske orgelåbning lader Beachers en dyb bas rumle under opklippede bip. Lægger lag på lag eller gør bratte skift. Det er ikke meningen, det skal være enormt formfuldendt; man skal ligesom mærke, at det er et menneske, der leger med det digitale.
Tålmodigt opbygges små pulseringer, måske endda et beat. Hør hverdagens skjulte fester og drifter, siger musikken, men også: Se, hvad vi kan få ventetid til at gå med, mens vi glemmer, hvad vi egentlig venter på – at nogen tager telefonen, at chefen giver os fri, døden, der indhenter os.
Til sidst høres bare den rå optagelse. Et minuts bip, dut og tilfældig støj. Som om hvert motiv bukker for sit publikum. Hvor sær en udgivelse, hvor nostalgisk på sin vis. Og hvor kreativ.