kortkritik

Grand Miniature Worlds

Éliane Radigue: »Naldjorlak«
© PR
© PR
12. july

In Naldjorlak French composer Éliane Radigue takes us on a journey of microscopic proportions as a seemingly simple musical situation reminiscent of her earlier work for synthesizers unfolds. Naldjorlak is a work for unaccompanied cello and Radigue’s first composition for acoustic instruments and relies on a verbal communication between composer and performer. Cellist Charles Curtis, hones in on just one note for the duration of the piece, however, this premise which at first can strike the listener as simple is anything but. 

What 91 year-old Radigue is asking of her listener is to be present and it might come as no great surprise that she has been a practicing Buddhist since the 1970's. To experience Radigue’s music you need to be able to follow sound to its silence, and that is a mental state. Naldjorlak is an invitation to deep listening. What do you hear when you stop in your tracks and begin truly listening as Charles Curtis drones on? Curtis is right at home in Radigue’s investigation of sound and his playing reminds us that without a great performer a great work of sound art does not exist. Had there been a score we could have mused that the work itself exists for the reader to experience through reading, but given the fact that composer and soloist have worked verbally it is more difficult to imagine this piece without its performer and so it’s difficult to fully know when we are hearing Radigue and when we hear Curtis. 

Curtis brings Naldjorlak to life so subtly that it’s easy to think that he is doing nothing. It sounds deceptively simple at first but if you take the time to actually experience the pace of the droning you will notice that not only are the two versions offered on this release vastly different in character and expressivity. They aren’t really drones with its implicit monotony, rather they are microscopic worlds of constantly changing textures of sound, and it is the way Curtis so masterfully mediates Radigue’s ideas that makes these recordings from Los Angeles and Paris so captivating.

kortkritik

Ikke den royale rockstjerne, man kunne ønske sig

David M. A. P. Palmquist: »Kong Frederik X’s Honnørmarch«
© Kongehuset
© Kongehuset

Jeg kan næppe være den eneste, der var ved at få østersen galt i halsen nytårsaften, da Kong Frederik X holdt sin første nytårstale. Sikke en modernisering af den gamle tradition! I stedet for at sidde klar ved bordet, trådte han roligt ind i rummet – et opmærksomhedskrævende rum, hvor et futuristisk vægmaleri stjal fokus. Jeg kunne knap nok høre talen for bare at stirre på det psykedeliske motiv bag ham: en visuel hilsen til Yellow Submarine med The Beatles. Et varsel om en rockstjerne på tronen?

Ønsketænkning, skulle det vise sig. For talen var en parade af forudsigelige floskler. Det samme kan man sige kongens nye honnørmarch, komponeret af David M. A. P. Palmquist, tidligere dirigent i Den Kongelige Livgardes Musikkorps. En traditionsbunden og gumpetung sag, der følger alle kunstens regler. 

Siden H.C. Lumbye i 1861 forærede en march til Frederik 7., har det været en tradition, at medlemmer af den kongelige familie tildeles personlige marcher. Tag den livfulde og selvironiske Dronning Margrethes Parademarch – der både indeholder citater fra »I Danmark er jeg født« og »Daisy Bell«. Eller den tjeppe og skæve Kronprins Frederiks Honnørmarch i seksottendedele – skrevet af Fuzzy i anledning af kongens 30-års fødselsdag – der kipper med flaget til Carls Nielsens »Som en rejselysten flåde«. 

Men hvor er det personlige særpræg i Palmquists march? Komponisten går alt for konceptuelt til værks, når han indledningsvist forsøger at give marchen en signatur med en slags musikalsk rebus. Den første tone er et f, efterfulgt af en tone ti trin højere – sådan staver man til Frederik 10 med noder. Ligeså intern er marchens mange referencer til anden militærmusik. Man savner noget, som bryder med etiketten – præcis som Kong Frederik i sine mest mindeværdige og folkekære øjeblikke. Det ender med at lyde som en march, der har glemt, hvem den er skrevet til. 

Playliste

Mit navn er Jakob Kvist – vil du se min playliste?

29. may
© PR

»Musik er meget magisk. Når den er god, er den en direkte vej ind til hjertet, ud til det næste menneske, hen til Vorherre og tilbage igen. Det er glæde og smerte på en uforklarlig klinge, og fra mine yngste dage har musik været altafgørende for mig. Den har formet store klumper af min identitet og været et ubrydeligt kit til mange af de mennesker, jeg har holdt allermest af. I Danmark behandler vi ikke vores musikere særlig godt. Derfor har jeg valgt nogle usmarte sange herfra.« 

Jakob Kvist er journalist, forfatter og forlægger. Han var med til at grundlægge PeoplesPress, ArtPeople og Radio24Syv. I dag er han blandt andet bestyrelsesformand i Impact Press/Momenta, og han har udgivet en lang række bøger, senest Sidste udkald for rejsende Jørgen Leth. Han var gift med sanger og sangskriver Laura Illeborg, der døde sidste år under en koncert i Tisvilde. 

Playliste

My name is Alexandre Bazin – would you like to see my playlist?

29. may
© Clement Beauvais

»Music exploration and creation is not limited to notes, timbres and traditional structures, but extends to everything that shapes the listening experience.«

Alexandre Bazin is a French musician, and documentary producer, active in the experimental music scene at the fringes of GRM. His music is published by Important Records, Umor Rex Records, and Constructive. Bazin began his musical journey early, first studying classical piano at the conservatory before exploring jazz and electroacoustic music. The study of other musical languages has opened new perspectives and led him to rethink music beyond its traditional structures. He discovered a world where sound becomes raw material, and where production plays an essential part. This exploration revealed to him that music creation transcends notes and timbres, encompassing all elements that shape the listening experience, with sound engineering playing a pivotal function in this process. Bazin produces monthly documentaries for Radio France and GRM (Groupe de Recherches Musicales), chronicling the history of the experimental scene from its origins to the present.



 

kortkritik

When Orpheus Turns His Head

O Future: Enter Afterlife
© PR
© PR
27. may

Thorvaldsens Museum is a fitting place to unfold a narrative about the soul’s journey to the underworld. Not only are the halls filled with depictions of Greek mythology, the museum itself is a kind of mausoleum, with Bertel Thorvaldsen’s grave situated at the heart of an inner courtyard. Everything should align perfectly when the multimedia duo O Future stages the descent into Hades through sound and animated video projections. But it doesn’t.

Through eight rooms and five sound works, we move from the banks of the River Styx, through the underworld, and finally to Elysium, where the blissful afterlife awaits. Along the way, we are confronted with judgment, choice, and struggle – existential themes played out on the grandest scale. The electronic soundscape, delivered through headphones, begins with a simmering, oppressive digital lament and accelerates through the rooms to a heavy electronic beat layered with symphonic undertones. We hear jazzy saxophones, looped synths, and white noise, before safely arriving in a spherical, almost sacred, digital choir.

There’s an intriguing theme in the collision between digital voices and the idea of death, but it is drowned out by the many loose ends of the exhibition. Why, for instance, is there no synchronicity between sound and visuals? Why are videos consistently projected onto sculptures that bear no relation to Greek mythology? And why the oddly synthetic color palette that evokes 1990s MTV more than it does the vast drama the story seeks to evoke? I hurriedly close my eyes and try to focus on the beat – but it’s too late. Orpheus has turned his head, and Eurydice is lost. So is this exhibition.

English translation: Andreo Michaelo Mielczarek

kortkritik

Når Orfeus vender hovedet

O Future: »Enter Afterlife«
© PR
© PR
27. may

Thorvaldsens Museum er et oplagt sted at udfolde en fortælling om sjælens rejse mod dødsriget. Ikke alene er salene fyldt med skildringer af græsk mytologi, museet er også i sig selv et mausolæum med Bertel Thorvaldsens grav i midten af en indre gårdhave. Alt burde altså spille, når multimedieduoen O Future iscenesætter rejsen mod Hades gennem lyd og animerede videoprojektioner. Det gør det bare ikke.

Gennem otte rum og fem lydværker bevæger vi os fra bredden af floden Styx gennem underverdenen og ender i Elysion, hvor det lykkelige efterliv venter. Undervejs konfronteres vi med dommen, valget og kampen – eksistentielle grundtemaer på den helt store klinge. Den elektroniske lydside, som afspilles i høretelefoner, åbner ulmende og murende med en slags digital klagesang og accelererer gennem rummene til et tungt elektronisk beat med symfoniske undertoner. Her er jazzede saxofoner, loopet synth og hvid støj, før vi ender trygt i et sfærisk, nærmest sakralt, digitalt kor. 

Der ligger et interessant tema i mødet mellem de digitale stemmer og forestillingen om døden, men det drukner i udstillingens mange løse ender. Hvorfor følges lyd- og billedside eksempelvis ikke ad? Hvorfor projiceres videoerne konsekvent op på statuer, der ikke hører til den i græske mytologi? Og hvorfor den underligt syntetiske farveholdning, der mere minder om 90’ernes MTV, end om det kæmpe drama, fortællingen slår an? Jeg skynder mig at lukke øjnene og koncentrerer mig om beatet – men det er for sent. Orfeus har drejet hovedet, og Eurydike står ikke til at redde. Det gør denne udstilling heller ikke.