kortkritik

Glitchede traumer på væggen

Yeule: »Glitch Princess«
© PR
© PR

Inden singaporeanske Yeules andet studiealbum, Glitch Princess, slutter af med en knap fem timer lang synthmeditation, er der allerede sket en del. 

Hovedpersonen har præsenteret sig selv med netop glitchet stemme på »My Name is Nat Cmiel«. Oven på den sparsomme lyd af spilledåse har vi lært, at Nat Cmiel ikke bare er en balletinteresseret person i starten af tyverne, der elsker flotte lydteksturer, men også kan lide »at blive knaldet og knalde«, slet og ret. Stemningen er dyster.

Det er kun begyndelsen på en rejse ned i sindets afgrund. Yeule synger bedragende forsigtigt om selvskade og traumer, mens kvindestemmen bliver til en pigestemme og ender som lyse, robottiske hyl. Alt sammen manipuleret, udsat for sabotage og tilsat stjernetåger af synth. »How can I burn out of my real body?« lyder et af de gentagede mantraer.

Albummet pendulerer mellem lydkunst og rendyrket pop, der på overfladen er glad, men bærer på smertelig, underkuet lyrik. Især første halvdel er værd at lytte til for eksperimenterne med vokal og kontrasten mellem eksplosioner af poplykke og afgrundens dybde. Anden halvdel har en tendens til at reducere glitch til ren effekt i mere traditionelle popskemaer. Indtil da er Yeules Glitch Princess en af årets mest løfterigt forstemmende udgivelser.

Playliste

Mit navn er er Pernille Jensen – vil du se min playliste?

16. may
© Thomas Borberg

»Musik er min makker, og det har den været altid. Jeg er vokset op i et hjem uden klaver med en far der var kranfører og en mor der er sosu-assistent. Der var ingen stor pladesamling at gå på jagt i, og det stod ikke skrevet i nogen stjerner, at jeg skulle ende på Politiken. Vi holdt jo Det Fri Aktuelt. Men radioen var altid tændt, og jeg har kunnet trampe min egen sti igennem musikhistorien, uden forældre der slog mig oveni hovedet med deres Beatles-plader. Måske er det derfor, min musiksmag er blevet et hot mess af syrerock, streaming-konger, salsa og satan. Til gengæld jeg spiller ikke selv. Det er min lille gave til alle jer andre.«

Pernille Jensen (f. 1984) er musikanmelder på Politiken. Hun begyndte at skrive for musiktidsskriftet Geiger i 2004, og har siden skrevet for Undertoner og Soundvenue, før hun kom til Politiken i 2011.

Playliste

Mit navn er Telestjernen – vil du se min playliste?

10. may
© Jane Gisselman

»Musik er for mig minder, følelser og oplevelser i – og af – verden. Men den handler lige så meget om at sætte noget i gang og måske – mest af alt – om at holde fast i den frie leg. At lege med andre! Og i den leg kan man proppe hvad som helst: provokationer, fortællinger, der binder os sammen som folk, åndssvage lyde fra jordbærfarvede orgler, rytmebokse af træ og strengeinstrumenter fra en nedlagt centralskole, og meget mere. Når man laver musik, ender det ofte med noget fysisk, man kan stå med i hånden og sige: ‘Det her kom inde fra mit hoved, men nu findes det fandme i virkeligheden – her, på vinyl!’ Og i morgen, du kære kaffekop, går turen i øveren, hvor vi spiller det med mit orkester. For musikken skal ud i verden. På nye eventyr. Sammen med os. Det kan musikken – og jeg – sammen. Det giver en vidunderlig følelse af frihed. Og det er en rar måde at være i verden på. Til alle tider.«

Rasmus Mørup Johansen (f. 1977) – bedre kendt som Telestjernen, men også som protestsangeren Rasmus Johansen fra Fly (tre albums) – er dansksproget sangskriver og musikalsk igangsætter. Han har desuden medvirket i sangskriverkollektiverne Keminova Cowboys og Arctic Assembly (ét album med hver). Ved siden af sit virke som sangskriver og fællesskabsbygger laver han også børnemusik til og med den lokale cirkusklub, Cirkus Højdeskræk. Herudover har han lavet musik med Onkel Reje, børneorkestre og børn fra hele landet. Aktuelt er Telestjernen ude med sit syvende album, Kultfilm fra Karup.

Playliste

My name is Sven Helbig – would you like to see my playlist?

9. may
© PR

»Every moment is nothing but the uttermost end of the past. Music makes this edge wide and beautiful.«

Sven Helbig is a German composer and producer known for combining orchestral and choral music with electronic elements and a strong poetic sensibility. A self-taught musician raised in Eisenhüttenstadt, he released his debut album Pocket Symphonies on Deutsche Grammophon to critical acclaim for its emotional depth and formal precision. Helbig has collaborated with ensembles such as the BBC Singers, Fauré Quartett, and Staatskapelle Dresden, as well as with artists like Rammstein and the Pet Shop Boys. He just released REQUIEM A on Deutsche Grammophon. It is a deeply personal and reflective composition, intertwining classical Latin liturgical texts with new ones written by Helbig himself. The work revolves around themes of loss, memory, and the possibility of renewal – with the »A« in the title symbolizing Anfang (beginning) and the belief in a new start after devastation.

Playliste

My name is Andreo Michaelo Mielczarek – would you like to see my playlist?

25. april
© Kåre Viemose

»Recently, I discovered that when a couple of thousand people clap their thick gloves in minus 30 degrees, it sounds like the softest techno – a freezing space where the cold air turns into a wave of warmth, and we, in a moment of collective devotion, become one with the rhythm, one with the invisible bond that connects us in the warmth of silence. Music is not just sounds, but a vain attempt to capture the infinite, which has always been and always will be.«

Andreo Michaelo Mielczarek has been the editor-in-chief of Seismograf since 2021. He is also a music critic and cultural journalist at Kristeligt Dagblad and Århus Stiftstidende/Avisen Danmark and has over the years written to publications such as Kunsten.nu, Glissando (Poland), Neural (Italy), Raw Vision (UK), Nutida Musik (Sweden), Kunstkritikk (DK/Sweden), Iscene.dk, B.T., and Jazz Special. He is the author (together with Lars Muhl) of the book HVA' SAA! En guidet rutsjebanetur gennem Aarhus – før, nu og i fremtiden (2024) and has also contributed to the anthology on music criticism Man skal høre meget (ed. Thomas Michelsen and Claus Røllum-Larsen, 2024). He is a founder and partner in the Polish-Danish cultural organization Kultur(a), and wherever there is a piano, he will be there, eager to coax a melody from it.

Playliste

My name is Patrick Becker – would you like to see my playlist?

25. april

»Music is hope, confusion, and memory talking with each other, leading us toward futures we haven't yet imagined.«

Patrick Becker is co-director of the Wolke Verlag publishing house and co-editor of the contemporary music magazine Positionen.