kortkritik

Gåsehud i retten: Når musik bliver til magtspil

Niels Rønsholdt og Louise Beck: »Den Stærkes Ret – Den Svages Pligt« – Aarhus Festuge
© Malte Bülow Photography
© Malte Bülow Photography

En nykomponeret opera i en retssal lyder måske som et banalt greb. Men da jeg træder ind i ventesalen i Aarhus’ Retten til Niels Rønsholdt og Louise Becks Den Stærkes Ret – Den Svages Pligt, er jeg i tvivl, om jeg er gået forkert. Et aflangt rum, borde spredt ud, balkonen ovenover – og så et nodeark i en glasmontre, der formentlig normalt udstiller gamle lovdokumenter. Scenografien er diskret, men den juridiske ramme sætter straks tanker i gang om lov, magt og retfærdighed.

Snart træder næsten 20 sangere frem på balkonen. Musikken er tonal, båret af klangfylde og gentagne fraser, der gradvist forskydes som i en kanon. Man fornemmer lån fra minimalismen, men også en næsten folkelig enkelhed, der gør koret både dragende og foruroligende. Plottet – en datter, der opsøger sin fars spøgelse for at kræve hans våben – bliver kun antydet i brudstykker. Det er stemningen, der driver værket, og det forvandles radikalt, da sangerne forlader balkonen og stiller sig blandt publikum, mens tre dansere bevæger sig gennem salen.

Et nøgleøjeblik opstår, da koret pludselig slår stemmegafler an og placerer dem på bordene, så et vibrerende »wuu-uu« fylder rummet. Gåsehuden er øjeblikkelig. Kort efter synger de direkte til os, med intens øjenkontakt. Det føles både intimt og grænseoverskridende, som at blive tiltalt i en retssag uden mulighed for at svare. Jeg ønskede at kigge væk, men blev fanget i pligten til at holde blikket. Her blev titlen kropslig: den svages pligt at underkaste sig.

Som værket ebber ud, vender alle sangerne sig mod faderen og allierer sig med datteren. Bøger flås ned fra reolerne, sider rives itu, og mens der synges »Lyt og lær«, flimrer Orwells 1984 i baghovedet. Det er både urovækkende og uhyggeligt aktuelt i en tid, hvor autoritetstro og manipulation igen spiller en rolle i det offentlige rum.

Den Stærkes Ret er en af de mest intense musikalske oplevelser, jeg har haft i årevis. Den forener æstetik, krop og samfundskommentar på en måde, der får én til at gyse. Jeg venter allerede på akt to og tre.

kortkritik

Musikformidling med fikse idéer

DR2: »Her er dit hit«
Carsten Holm og L.O.C. © Thomas Behrndtz/DR
Carsten Holm og L.O.C. © Thomas Behrndtz/DR
25. october

Holdet bag DR’s nye musikprogram – der højst usædvanligt faktisk handler om musik – når lige at balancere på kanten af det fortænkte i første afsnit om L.O.C.-baskeren »Frk. Escobar« (2005).

Pligtskyldigt og overfortolkende analyseres temamelodien af en jazzkomponist ved flyglet, studentikost blæser vært Carsten Holm en skoleopgave om lyrikkens »dualitet« op på en containervæg, og fordi hjerneforskeren må være på hurtigkald hos alle kulturredaktioner, får Peter Vuust også lov at fortælle en anekdote om savlende hunde.

L.O.C. griner måbende hver gang, men bærer heldigvis over med redaktionens fikse idéer, tager engageret invitationen til musikalsk næranalyse op, og pludselig sidder rapperen og siger »crescendo« i bedste sendetid lørdag aften. Det er faktisk ret godt gået i sidste ende.

Lad dette være startskuddet til mere lydnær musikformidling på de store medier, også gerne af den mere kritiske slags end her.