Passive/Aggressive har indbudt en række musikere fra den danske under- og mellemgrund til refleksion over en af musikkens helt basale bestanddele. Forsøget på at italesætte noget så intuitivt og instinktivt som rytmik har kastet et væld af forskelligartede bidrag af sig, og samlingen overrasker positivt med sin mangfoldighed.

Som et kærlighedsbrev dedikeret til dette allestedsnærværende fænomen flyder Festskrift IV over med kreative og uventede indslag. Alt fra maleri, collage, partiturer og digterier til essays, strøtanker og dialog. Der har endda indfundet sig musik, tilgængeligt via QR-kode. Skiftevis personligt, esoterisk og konkret.

Festskriftets intentionelt åbne format leverer mindst lige så mange kvalificerede bud på, hvad rytme betyder, som der er bidragsydere. For Lisbeth Diers handler det for eksempel om det fællesskab, der opstår, når ens egen rytme møder andres. Kresten Osgood skriver imidlertid om filosofien i trommeslagerens virke, mens Lasse Munks essay drejer sig om personlighed i computergenereret musik. Andre når frem til deres pointer på mindre letgengivelige – men ikke desto mindre interessante – faconer.

Fælles for alle bidragene er, at de lægger op til endnu flere spørgsmål. De inspirerer til eftertanke og en større forståelse for, hvordan ikke blot en af musikkens, men en af selve livets absolutte hjørnesten, kan sanses og omtales.

De to violiner i Frej Wedlunds skrøbeligt langsomme Morning Lights er på randen af slet ikke at eksistere. Sammen tøver de fra start til slut, mens de sniger sig ind på en fælles tone og sender små lyn ud fra den i hver sin retning. Som et vindpust er værket pludselig forbi; måske har det efterladt kimen til noget større.

I Zechen Hus klavertrio Qin Xiang ligger noget også og ulmer. Pianisten hamrer undervejs i flyglet. I frustration? Over sine arkaisk drømmende skalaløb, over de romantiske impulser? Jeg fornemmer en lille modstand, der kan vokse til monsterstørrelse.

Anderledes velvoksen virker Philip Clarkes Spejlkvartet. Mørke bølger, der rejser sig fra celloen og forplanter sig langt op gennem strygekvartettens palet. En moden elegance, der står sig godt til de humørfyldte melodilinjer. Ingen tvivl om håndværkets niveau og evnen til at strukturere et langt forløb. Friskfyragtigt kunne jeg måske – hvis jeg lige ignorerer, at jeg ret godt kan lide værket – spørge: Men er det ikke for meget pastiche, for meget bakspejl, ikke mindst med den guldalderagtige afslutning?

Let er det ikke at følge op på et sådant epos. Det lykkes nu alligevel ret godt med Emil Johanssons korte, friskt boblende Cinq Ventilateurs for blæserkvintet, et velinstrumenteret humørstykke. Imens kan man sidde og spekulere over festivalen indtil nu. Det virker som en evighed siden, at Jeppe Ernst, Bára Gísladóttir, James Black og Marcela Lucatelli vendte vrangen ud på Pulsar. Men der er måske også nogle andre ting i spil nu, noget med en ny konstruktivitet og, tja, en forsigtighed, som ikke er uden potentiale.

Lasse Winterbottoms alvorsdrømmende Earwig, Twig, Jig and Whirligig for fløjte, klaver, bratsch og kontrabas slutter sig til det velskrevne, men også lidt høflige. Omvendt er der masser af musikdramatisk udforskning og dramaturgi i Matias Vestergårds firdelte My Hope Is Decayed for klarinet, slagtøj og klaver med værkets små musikalske samtaler.

Og så en enkelhed i vippefigurerne og de langsomt tegnede linjer i Evagoras Solias Apokidis’ afsluttende Less for to celloer, som udvikler sig til en voldsom tonejagt og sætter det punktum, Wedlunds indledning kastede op i luften.

For et år siden var Pulsar den sidste festival, der blev afholdt inden nedlukningen. I dag åbnede den så i en superslank udgave kun for den allermindste kammermusik, og åbningen var også rent tematisk et studie i enkelhed.

Først James Budinichs White Stone, en flaskepost fra den amerikanske minimalisme med sit hakkende tonegitter i violinen ledsaget af et blødt elektronisk klangtæppe. Den manglende kritiske refleksion over arven gør mig jo nok lidt rastløs, må jeg indrømme. Jeg spejder forgæves efter et strukturelt argument eller en klanglig ambition, der rækker ud over meditationen.

Lige så enkelt, men dog mere brutalistisk, er Ida Lundéns DadoDado for guitar, som hamrer marcherende repetitivt af sted. Et typisk studieværk, vel, med sin grundlæggende undersøgelse af instrumentet, men meget afgrænsede form; jeg glæder mig glubsk til at høre mere. (Opd.: Nå ja, kort var værket, men »studieværk« er måske lidt malplaceret, når Lundén selvfølgelig ikke er studerende. Beklager.)

Og så: Rob Durnins W’hood Thunk Kit for berøring af et flygel, aftenens højdepunkt. Tangenterne brugt som guiro, et instrumentalt teater med begge ben placeret i stilhedsgenren. Her er der lidt mere på færde rent formmæssigt, og tak for det: for den tålmodige granskning og stiliserede leg.

Loïc Destremaus Saxocloned for, ja gæt selv, går klangligt til værks, en klagende saxofonsirene med klapren og overtoner, der udvikler sig til en ret charmerende leg mellem fjerne ekkoer og nære pusterier med sin selvkloning. Og som leder oplagt over til Adrianna Kubica-Cypeks Into the Whale’s Eye for duvende basklarinet og metallisk liveelektronik, et værk med en ro, der lægger an til en længere samtale mellem de to solister, men hurtigt er ovre. Ligesom koncerten. Men så er vi da i gang, og hurra, altså, for det.