Det er et ydmygt emne, Simon Steen-Andersen har valgt til sin performance Walk the Walk: emnet er at gå. Følgerigtigt går de fire performere fra schweiziske Ensemble This Ensemble That rundt på scenen både i almindelige og lysende sko, på stedet, på løbebånd, og bare helt normalt. Walk the Walk er en tour de force gennem forskellige vinkler på emnet, og forskellige vinkler at lave teater på. Performerne er del af en nøje timet score, hvor hvert et skridt og til tider enhver stavelse skal leveres pointeret for at gå op i en højere enhed med scenografi, lydplayback og de øvrige medspillere. Instrumenter spiller de ikke på, de spiller på og med rekvisitterne; sko eller mikrofoner for eksempel. Kun helt til sidst får perkussionist Brian Archinal lov til at røre drumsettet, indtil også det bliver taget fra ham når det bliver hevet op i luften. Trommerne spiller videre, dog, ved hjælp af en slags trommeslagsmaskine. Scenografien tager over.
Tysk teater ser ud til at have inspireret komponisten, der arbejder med kneb som meta-samtaler om værket i værket (som den tyske instruktør René Pollesch), musikalsk nonsense (i stil med noget Christoph Marthaler kunne have fundet på), eller en scenografi der bliver til et selvspillende instrument (som Heiner Goebbels tidligere har gjort). Bedst fungerer værket, når sammenhængen mellem emnet og det sceniske og musikalske bliver tydligt, som når performerne går i takt med et lydsample, der bliver kortere og kortere, og det udsnit af scenen, vi som publikum ser, bliver mindre og mindre. Mindre godt fungerer det, hvor musikerne agerer som skuespillere, eller skal lipsynche til lydklip, hvilket de desværre gør rigtig meget.
Walk the Walk er en multimediel undersøgelse af et tilsyneladende banalt tema. Men præcis hvorfor vi skal se et stykke om at gå bliver ikke helt klart. Snarere virker emnet som en undskyldning for de forskellige permuteringer af mediale konstellationer, komponisten vil lege med. Live-tale, optaget tale, samples, scenografi, rekvisitter, lys – alt dette er instrumenterne, Steen-Andersen bygger sin komposition af. Imponerende er det, og han finder på originale kombinationer. Æstetisk efterlader det et blandet indtryk. Et eller andet sted mellem sofistikeret koncept, en hjemmelavet virkende scenografi, drenget humor og lecture performance. Steen-Andersen spiller højt risiko når han vælger selv at stå for alt fra musik til scenografi, lys og instruktion. I nogle få øjeblikke bliver publikum belønnet med noget enestående. Men hvorfor ikke have tillid til et dygtigt hold skuespillere, en scenograf, lysdesigner, dramaturg eller en instruktør? Den præcision, værket forlanger, bliver ikke helt forløst.
My name is Deejay Unqanny – would you like to see my playlist?
»Unqanny can often prefer the dual extremities of hyper-dense volume-hiked overload-delivery and a somnolent barely-there faintness, where events are rationed to preserve any savouring opportunities...«
Deejay Unqanny used to oscillate between spinning in Old York (The Woolpack Inn) and New York (Nublu), but lately he's been tending towards an existence in the ethereal sphere. Many sonics form his grist. In the light (or dark) of current climes, he has drawn his cloak over a clutch of voices that are enfolded with a particularly distressed passion.
På et snusket hotelværelse mødes liv, traumer og musik
To kammeroperaer af den irske komponist Emma O’Halloran, begge baseret på skuespil af hendes onkel, Mark O’Halloran. Den første, Trade, er fuldstændig fængslende og dybt bevægende: historien om to mænd, der mødes for at have sex på et snusket hotelværelse, hvis sammenfiltrede liv er tynget af traumer og kærlighed. Komponisten taler om det »smukke økonomiske sprog« i sin onkels tekst, og det samme kan siges om hendes musik, der lader teksten opbygge mere og mere spænding og intensitet uden at klemme den – men lige så ofte nærmest trækker sig helt tilbage og lader teateret og fortællingen få overtaget. Den vokale skuespilpræstation er fremragende.
Den stilistiske opfindsomhed i Trade, hvor de to karakterer tegnes så levende, vender tilbage i monologen Mary Motorhead, men med mindre held. Her kan de musikalske samples komme til at stå i vejen for vores blik ind i fangen, der fortæller om sit hårde liv, inden hun splittede sin mands hoved med en kniv. Sammen med Trade understreger det dog kun O’Hallorans talent for teater og hendes sikre musikalske håndelag. Ville det være for meget at håbe på en eller to virkelig teatrale, fortællende operaer som disse i den avantgardistiske del af Copenhagen Opera Festival?
Dansk oversættelse: Andreo Michaelo Mielczarek
Mit navn er Rikke Frisk – vil du se min playliste?
»Musik er for mig et enestående paradoks. Det er både chancen for at give slip og glemme sig selv – og vejen til en ultimativ, ordløs forbundethed med andre. Ligesom i naturen, kan man blive fuldkommen væk og finde sig selv igen. Og så er de to ting i øvrigt noget af det, der kan gøre mig allermest spontant lykkelig.«
Rikke Frisk er festivalchef for Copenhagen Opera Festival og bestyrelsesleder for spillestede ALICE på Nørrebro. Hun har tidligere været med til at skabe blandt andet Strøm Festival, det danske værtskab for WOMEX og den feministiske samtalefestival Talk Town. Og så spillede hun engang dårlig bas i rockbandet Learning From Las Vegas.
Mit navn er Rasmus Bang – vil du se min playliste?
»Musik for mig er tilstede i stort set alt, jeg beskæftiger mig med. Hvis det skal deles op i statisk og flydende kunst, hører jeg musik, når jeg kigger på malerier, bygninger, madretter, mennesker og landskaber. Musik er en flydende kunst, der ikke kender rammer og grænser, det flyder ind og ud af ting, ind og ud af bevidstheden. Det er her bare – til at blive lyttet til, ikke nødvendigvis altid forstået, men altid registreret og følt. Nu bliver jeg hængt på torvet på Djursland for sådanne filosofiske holdninger, men jeg har det også fint med at lade dette ovenstående postulat være min svanesang.«
Rasmus Bang er trommeslager og sanger i bandet KATLA, som spiller doom med dødsmetal- og blackmetalinspirationer. Han tatoverer til dagligt og bor på Christianshavn i København med sin kæreste Marie, deres søn Kaj Anker og hunden Frank. Oprindeligt fra Djursland.
Mit navn er Julie Østengaard – vil du se min playliste?
»Musik er for mig en drivkraft og et sted jeg altid kan høre til, både alene og med andre. Den er en invitation ind i andres virkeligheder og forbinder på tværs af identitet og kultur. Meget magisk!«
Julie Østengaard arbejder med elektronisk lyd og komposition i installatoriske og performative formater. Hendes tidligere værker har inkorporeret elementer som advarselssirener, trafikstøj, mobiltelefoner, hjerneimpulser og indholdet af et gammelt skibsværft. I de seneste år har hun beskæftiget sig med identitet og kollektive idealer i vestlig kultur og hvordan sociale, teknologiske og psykologiske forhold former vores liv. Julie er aktuel med udstillingen MADE TO BREAK på Regelbau 411. Udstillingen er en installatorisk fortolkning af hendes kommende album Slug Barbie, som hun også optræder med i koncertformat på Struer Tracks 2025.