Simon Steen-Andersen
60
© Alexander Banck-Petersen
Det er et ydmygt emne, Simon Steen-Andersen har valgt til sin performance Walk the Walk: emnet er at gå. Følgerigtigt går de fire performere fra schweiziske Ensemble This Ensemble That rundt på scenen både i almindelige og lysende sko, på stedet, på løbebånd, og bare helt normalt. Walk the Walk er en tour de force gennem forskellige vinkler på emnet, og forskellige vinkler at lave teater på. Performerne er del af en nøje timet score, hvor hvert et skridt og til tider enhver stavelse skal leveres pointeret for at gå op i en højere enhed med scenografi, lydplayback og de øvrige medspillere. Instrumenter spiller de ikke på, de spiller på og med rekvisitterne; sko eller mikrofoner for eksempel. Kun helt til sidst får perkussionist Brian Archinal lov til at røre drumsettet, indtil også det bliver taget fra ham når det bliver hevet op i luften. Trommerne spiller videre, dog, ved hjælp af en slags trommeslagsmaskine. Scenografien tager over.
Tysk teater ser ud til at have inspireret komponisten, der arbejder med kneb som meta-samtaler om værket i værket (som den tyske instruktør René Pollesch), musikalsk nonsense (i stil med noget Christoph Marthaler kunne have fundet på), eller en scenografi der bliver til et selvspillende instrument (som Heiner Goebbels tidligere har gjort). Bedst fungerer værket, når sammenhængen mellem emnet og det sceniske og musikalske bliver tydligt, som når performerne går i takt med et lydsample, der bliver kortere og kortere, og det udsnit af scenen, vi som publikum ser, bliver mindre og mindre. Mindre godt fungerer det, hvor musikerne agerer som skuespillere, eller skal lipsynche til lydklip, hvilket de desværre gør rigtig meget.
Walk the Walk er en multimediel undersøgelse af et tilsyneladende banalt tema. Men præcis hvorfor vi skal se et stykke om at gå bliver ikke helt klart. Snarere virker emnet som en undskyldning for de forskellige permuteringer af mediale konstellationer, komponisten vil lege med. Live-tale, optaget tale, samples, scenografi, rekvisitter, lys – alt dette er instrumenterne, Steen-Andersen bygger sin komposition af. Imponerende er det, og han finder på originale kombinationer. Æstetisk efterlader det et blandet indtryk. Et eller andet sted mellem sofistikeret koncept, en hjemmelavet virkende scenografi, drenget humor og lecture performance. Steen-Andersen spiller højt risiko når han vælger selv at stå for alt fra musik til scenografi, lys og instruktion. I nogle få øjeblikke bliver publikum belønnet med noget enestående. Men hvorfor ikke have tillid til et dygtigt hold skuespillere, en scenograf, lysdesigner, dramaturg eller en instruktør? Den præcision, værket forlanger, bliver ikke helt forløst.
© Christian Larsen / DR
Jeg savner, at DR går hele vejen, når der eksperimenteres med repertoiresammensætningen. For hvor var det en god ide at lade Else Marie Pades vokalværk Dette er Vølvens spådom stå midt i Orlando di Lassos Sibylle-profetier i Studie 2 fredag aften med DR Vokalensemblet. De illegale kvart- og kvintparalleller i de rene kvindestemmer stod i smuk kontrast til Lassos renæssancetoner. Øret blev skærpet af begges musik.
Pades korte værk fra 1956 var en uropførelse, og Orlandos 12 satser over 25 minutter kunne godt bruge mere modspil af den art. P2-værten formidlede alle værkerne samvittighedsfuldt med mange ord, så koncertens profeti-koncept blev slået fast, men det ville have været befriende, hvis ny eller eksperimenterende musik havde stået uformidlet inde imellem Orlandos korsatser. Så øret engang imellem var blevet i tvivl, om musikken var 500 år, 50 år eller måske blot fem minutter gammel. Det sker på andre scener verden over lige nu – og nye og gamle klangverdener påvirker på mærkværdig vis hinanden undervejs.
Det kunne DR have gjort og fx ladet Nørgård-satsen stå inde i Orlando frem for at indlede koncerten, eller lade triumviratet af Suosalo (videokunstner), Supponen (komponist f. 1988) og Kalle Hakosalo (slagtøj, kendt fra NEKO3) skabe satser, der spillede direkte op med renæssancesatserne. I stedet stod de for Orakel, som over 45 minutter kørte i tomgang halvdelen af tiden. Alle muligheder var ellers til stede – med det yderst vokalpotente DR Ensemble placeret rundt om publikum, men kun for at hviske få ord/toner og til sidst række armene i vejret. Vistnok som træers blade stræber mod himlen. Men det faldt til jorden, når den lange tid ikke var brugt bedre – de smukke videokunstelementer til trods.
Lad alle værkerne tale bedre sammen næste gang, DR.
1.5002290426019
21.09.2023
En bilmanual og håndens magi
Hsiao-Tung Yuan: »the eternal clock has stopped and awaits its moment«
© Sól Ey
Ifølge det dramatiske princip kendt som Tjekhovs pistol, bør en pistol aldrig indgå i et skuespils scenografi, hvis ikke den bliver affyret. Jeg kom til at tænke på det under det første værk, som percussionisten Hsiao-Tung Yuan fremførte i Koncertkirken – en uropførelse af Joss Smiths poetiske og sanselige ode til tiden og regnen, the eternal clock has stopped and awaits its moment (2023) – hvor hun i begyndelse sad bag et forhæng. Kun hendes hånd viste sig i glimt for at lokke med små, flygtige melodistumper på marimbaen og forsvinde igen. At sætte fokus på det, der måske i virkeligheden er det primære instrument – hånden – var en fængslende måde at begynde koncerten på. Hvad mon denne hånd skulle bruges til?
Svaret var, at den skulle bruges til utroligt meget i løbet af de fem spændende og afvekslende værker, der udgjorde den fremragende koncert: Hamre forlængerledninger ind i strømudtag, der sitrede og rumlede med en kraft, som styrede de både jordens indre og himmellegemernes bevægelser; styrte over en lilletromme om kap med – eller i protest mod – en metronoms nådesløse taktstok. Særligt betaget var jeg af François Sarhans Home Work (2008-11), hvor Yuan klædt i orange reflekstøj på rablende vis reciterede en bilmanual og trommede på sig selv med sine hænder som verdens mest maniske bilmekaniker. Og af Nina Fukuokas Belgian rare groove & breatbeat (2015), som begyndte med, at Yuan krøllede nodearkene sammen, hældte perler udover marimbaen og strøg dens kanter med en violinbue, inden alting kulminerede i en trommehvirvel af en voldsomhed, der lød som en krigserklæring. BANG!
© PR
Idéen bag fra eufori, det nye album fra den danske lydkunstner og musiker Najaaraq Vestbirk alias Courtesy, er simpel: At tage en række af 90'ernes og start-00'ernes mest mindeværdige og – sagt på den kærligste måde – kitschede hits, dekonstruere dem, koge dem ned til deres mest basale bestanddele og finde frem til deres nøgne, synthbaserede kerne. Det er en simpel idé, men Courtesy får utroligt meget ud af den.
fra eufori er nemlig en ægte, uforbeholden kærlighedserklæring til en musikalsk æra, der alt for ofte bliver gjort til en punchline. Det bedste ved Courtesys fortolkninger er på den måde det, der oprindeligt gjorde sangene gode: deres totale mangel på kynisme og ironisk distance.
Med et hold af nogle af tidens mest interessante pop-eksperimentalister er Courtesy en slags arkæolog, der finder guld i sangenes muld – guld, der altid har ligget der, men som måske umiddelbart ikke var til at få øje på: En ulmende uhygge gemt bag den triphoppede lækkerhed i Olives »You're Not Alone«; en knusende inderlighed i Lasgos hårdt pumpede »Something«; noget nærmest pastoralidyllisk i DJ Encores »I See Right Through You«; en sødme gemt bag det teatralske drama og den sireneagtige utilnærmelighed i Enyas »Orinoco Flow«. Jeg har aldrig før tænkt over, hvor besynderlig den hvirvlende klaversolo midt i Guru Joshs »Infinity« er. Eller at der er en nærmest skæbnesvanger aura over Madonnas »What It Feels Like for a Girl«.
fra eufori er som at vise sin yndlingsfilm til en ven, der ikke har set den før: Pludselig ser man filmen gennem deres øjne og får øje på ting, man aldrig havde forestillet sig.
© PR
Med Yön mustia kukkia har finske Lauri Ainala og hans altid foranderlige mytisk-mystiske orkester Paavoharju udgivet, hvad de selv kalder tredje kapitel i en serie af albums, hvoraf de to foregående blev udgivet helt tilbage i 2005 og 2008. Der er altså løbet en anselig mængde vand under broen, siden man sidst kunne lytte til Paavoharju i denne type konstellation.
Som tidligere lyder musikken, som er den hjemsøgt af venlige spøgelser. Man kan høre, at lydene kommer fra et land højt mod nord, hvor man lærer at være på god fod med mørket. Skurrende båndstøj, dirrende strenge, virrende samples og helt og halvt hviskede sangstemmer skaber en kalejdoskopisk melankolsk atmosfære. Som brudstykker af folkemusik fra flere forskellige verdner på én gang, der alle kæmper imod hinanden for at trænge igennem den kakofoni, de tilsammen skaber. Dette kan opleves i nummeret »Haihtuu« med Teemu Eerolas violin, der summer i stereo som en bi omkring lytterens hoved, mens rytmiske samples og Anniina Saksas vemodige sangstemme skaber en fremdrift, der tilnærmer sig en popsang. Mindre poppede er numre som »Marian kierto«, hvor en operaagtig vokal bølger frem og tilbage over en fugtigt skovbund af synths og samples.
Lauri Ainala har stadig et helt særligt talent for at bakse lyde sammen, som i andres hænder bare ikke ville kunne fungere. Sammen med sine medsammensvorne har han med Yön mustia kukkia formået at skabe ikke bare et kærkomment genhør med fortidens spøgelser, men også et spændende nyt kapitel i Paavoharjus krøllede historie.
© Anne Niedermeier
Du troede måske, at improvisationsmusik handler om fokus? Om transcendens? Matana Roberts var kommet til Stairway – midlertidig residens for spillestedet Alice – for at vise noget andet. Impro-jazzen er adspredt, distraheret, fuld af indskudte bemærkninger.
»I would like to riff of the theme of memory,« sagde Roberts, der stod alene på scenen med en nedarvet sopransaxofon. For dem er minder ikke parkeret i fortiden, men noget som ånder her og nu. Minderne trækker vejret igennem jazzens fraser og ankom til Roberts onsdag aften som erindringer af mennesker: deres afdøde forældre, musikalske forbilleder og – mere abstrakt – fortidens slavegjorte.
På den ene side var der noget befriende ved den hierarkiløse tilgang, de trådte op med. Spontaniteten kendte ingen grænser. Roberts bevægede sig konstant ind og ud af instrumentet, kommenterede på sit spil, parodierede saxofonlegender, talte i en lind strøm om Covid-19 og om at den amerikanske forfatning blev skrevet af fulde mænd. Publikum blev også aktiveret gennem fællesklange, spørgsmål og slutteligt en væmmelig sang om slaveauktion.
På den anden side efterlod Roberts’ uvilkårlighed også rummet fuldstændig affortryllet. Det var svært at finde den poesi og klangglæde, som også er en stor del af deres indspillede musik. De var hele tiden på vej mod det næste indfald og tabte nuet i jagten på det. Ærgerligt.
