kortkritik

Frahms blockbusterfantasier

Nils Frahm: »Old Friends New Friends«

Kristoffer Møllegaard. © Kristoffer Møllegaard

30. december

Nils Frahm har mange venner. På dette album alene præsenterer han lytteren for ikke mindre end 23 af dem, gamle og nye, over en spilletid på en time og tyve minutter. Det er en vældig opsamling, faktisk overvældende.

Frahm er efter sigende lidt af en lydnørd, og det høres. Næsten alle numre består af impressionistiske soloklaverstykker iblandet reallyde. Man kan høre gulvet under instrumentet knirke, når pianisten bevæger sig i sædet, eller regnen, der i tilfældet »Rain Take« trommer mod taget. Det er intimt, og det fremhæver de små ting, der så ofte er dem, der virkelig gør en forskel, når det kommer til denne slags musik, som for eksempel de flade anslag i »Weddinger Walzer«.

Desværre skorter det på sådanne øjeblikke. Næsten hvert eneste nummer på denne opsamling kunne fungere yderst effektivt som lydsporet til den introspektive sekvens i en blockbusterfilm. Men netop denne effektivitet er det, der nager mig. For i lighed med disse filmsekvenser, så kommer det hurtigt til at føles kalkuleret. Lidt for mange velkendte tricks til at fremkalde en specifik emotionel respons.

Jeg er stor fortaler for musik, der måske ikke umiddelbart gør megen væsen af sig. Men de bedste eksempler på den slags musik er dem, hvor der trods alt ydes en vis modstand, hvor det forventes, at man også selv skal gøre lidt af arbejdet. Her har Frahm ikke overladt meget til fantasien.

Playliste

Mit navn er Søren Michelsen – vil du se min playliste?

21. october

»Musik for mig er det mest kraftfulde, livsbekræftende, inspirerende, følelsesladede og uforudsigelige, der findes. Den har en enestående evne til at nå os på et dybt følelsesmæssigt plan og fungerer som en slags tidsmaskine, der forbinder os med vigtige begivenheder og minder i vores liv. Sange bliver trofaste følgesvende gennem tilværelsen, og selv når vi sent i livet måske rammes af demens og ikke længere kan genkende vores nærmeste, kan vi stadig synge med på de sange, vi lærte som unge. Musik er en nøgle til vores hukommelse og en dyb forbindelse til, hvem vi er – også når alt andet glider væk.«

Søren Michelsen er kendt som medlem af bandet Søn og trommeslager i Angående Mig. De seneste år har han arbejdet på sit soloprojekt, den netop udgivnedebut-EP I en brydningstid, der markerer en afgørende milepæl i Michelsens solokarriere. EP’ens fem sange er skabt i tæt samarbejde med producer Emil Emborg (Neon Priest, kingtommi, USSEL). Michelsens sange er en hyldest til den danske poptradition, fulde af nostalgitrips tilbage til 80'erne og 00’ernes evergreens. Med sin forening af dybtfølte temaer og popæstetik stræber han efter at skabe et univers, som både ærer fortiden og former fremtiden. Ambitionen er at skrive sange, som vi alle synger med på om 20 år. I 2023 færdiggjorde Michelsen sin bachelor på Det Rytmiske Musikkonservatorium.

Playliste

My name is Rei Nakamura – would you like to see my playlist?

16. october

»I can’t say what music is but I can say what music does: it is an experience, it travels through all my bodily senses, it brings energy (not only power but also tranquilizing and soothing, even peaceful energy); above all, it revives the memory of frozen moments, not unlike the scent of perfume, and yet it remains in the moment, the 'now' – in a recording a 'now' conserved from the past which we can relive whenever we press 'play' – and thus my playlist is a selection of moments related to person or event that was important to me.«

Rei Nakamura is a pianist specialized in contemporary music. Her career has a wide range as solo pianist, ensemble player, improviser as well as writer. Through her on-going project Movement to Sound, Sound to Movement for piano and multimedia, she has worked in close collaboration with composers as Annesley Black, Malin Bång, Christian Winther Christensen and Simon Steen-Andersen. Her observations and theoretical approaches are expressed in published texts in Neue Zeitschrift für Musik thematizing parallels in music, art and performance. 2021 she published the book Movement to sound, sound to Movement – Interpreting Multimedia Piano Compositions by Wolke Edition. As a Soloist she has premiered piano concertos with orchestras such as the SWR Symphonieorchester, WDR Synfonieorchester, RSO Berlin, Polish Nation Radio Symphony Orchestra and RAI National Radio Symphony Orchestra with conductor as Brad Lubman, Robert Treviño, Yaroslav Shemet, Michael Wendeberg and Bas Wiegers. She performed in Warsaw Philharmonic (Warsaw) and Arturo Toscanini Hall (Turin) and music festivals such as Eclat Festival Stuttgart, Ultraschall Berlin, Festival Acht Brücken Colon, MITO Festival (Turin), Warsaw Autumn (Poland) , Sound of Stockholm (Sweden), Monday Evening Concerts (USA). She was was born in Japan, grew up in Brazil and is based in Germany.

kortkritik

Man får lyst til at forsvinde i disse kosmiske horder af lyd

Christian Skjødt Hasselstrøm: »Myriader«

Andreo Michaelo Mielczarek

12. october

Britiske Burial skulle engang have sagt, at han i sin musik stræber efter at gengive oplevelsen af at stå uden for en klub og dér mærke rytmerne på asfalten. Afstande er fascinerende. Lydene i Christian Skjødt Hasselstrøms værk Myriader i en enorm vandbeholder ved Ole Rømer Observatoriet kommer langvejs fra. Det er regn fra rummet, kosmisk stråling eller højenergipartikler, som oversættes til lyd via tre detektorer. De blinker også med lys i søjlehallen, og når man famler sig vej til dem gennem mørket, »puffer« de blødt og uskyldigt. Men når man går rundt i det 1662 kvadratmeter store rum, virker lydene alligevel lidt faretruende – som artilleristiske pauker, lyde fra moderne krige eller varselssignaler fra oldgamle krigsherrer… Lydene er altid meget langt væk og buldrer lavfrekvent i rummet med en efterklang på 40 sekunder. Men det er jo bare fredelige fænomener fra fjerne galakser, og de vil os næppe noget ondt. De får os bare til at føle os så uendeligt små. Det gjorde Hasselstrøm også ved os med sit værk i en gammel kornsilo i Struer.

»Man kan få salt og mineraler på tøjet. Det kan vaskes af,« advarede guiden, som nu ringer med en klokke. Men hvad nu, hvis man slet ikke vil af med den lyd og ikke vil hjem til Aarhus, men blot vil blive dybt under jorden i mere end de givne 15 minutter og forsvinde i de kosmiske og meget lækre horder af lyd? Afstande er fascinerende, og Myriader er bedre – mere berigende – end en hvilken som helst klub i Latinerkvarteret.

kortkritik

Man mærker den ustoppelige strøm af inspiration

The Firebirds & Nordic String Quartet: »Adaptations«

Rasmus Weirup

11. october

På baggrund af en række af trioen The Firebirds’ improvisationer har seks komponister udarbejdet nye værker for strygekvartet, som så igen danner grundlag for nye jazzimprovisationer. Det er der kommet utroligt vellydende musik ud af. Og ikke mindst meget af den. Man mærker den ustoppelige strøm af inspiration, som den potentielt uendelige adaptionsmetode har foranlediget: Det i forvejen lange album har æren af at være den eneste udgivelse af ny kompositionsmusik, jeg kan huske at være stødt på, som fås i en deluxe-udgave med bonus tracks.

Et fascinerende aspekt af Adaptations er den stilistiske afsmitning mellem jazzen og den klassiske musik. The Firebirds har formentlig taget navn efter Stravinskys Ildfuglen, og det er passende, for hvis albummet minder mig om én ting, er det Stravinsky, når han var allermest jazzet (eksempelvis Koncert for klaver og blæsere fra 1923). Ét øjeblik gjorde særligt indtryk på mig: Det gælder overgangen fra improvisationen »Nocturnal Dance« – der med sin tunge, funkinfluerede basgang, sin nærmest dansable rytmik og sine lidenskabelige saxofonhyl lyder som fusionsjazz alla Herbie Hancock anno 1973 – til dens strygeradaption: komponisten Mauro Patricellis »Fato«. Et stykke musik, der overraskede mig dybt med sin storslåede dramatik og nærmest romantiske schwung (ikke ord, jeg ofte bruger til at beskrive ny musik). De to stykker musik har ikke meget til fælles, men alligevel er forbindelsen tydelig: Det er som om, de spejler hinanden i deres energiske fremdrift og maksimalistiske udtryk. Adaptations er fyldt med den slags overraskende, tankevækkende konstellationer.

Playliste

My name is Bára Gísladóttir – would you like to see my playlist?

30. september

»For me, music is all that vibrates.«

Bára Gísladóttir is an Icelandic composer and double bassist based in Copenhagen. Her work is generally based on thoughts regarding the approach and concept of sound as a living being.