0.66700201207243
30.12.2021

Frahms blockbusterfantasier

Nils Frahm: »Old Friends New Friends«
© Nils Frahm
© Nils Frahm

Nils Frahm har mange venner. På dette album alene præsenterer han lytteren for ikke mindre end 23 af dem, gamle og nye, over en spilletid på en time og tyve minutter. Det er en vældig opsamling, faktisk overvældende.

Frahm er efter sigende lidt af en lydnørd, og det høres. Næsten alle numre består af impressionistiske soloklaverstykker iblandet reallyde. Man kan høre gulvet under instrumentet knirke, når pianisten bevæger sig i sædet, eller regnen, der i tilfældet »Rain Take« trommer mod taget. Det er intimt, og det fremhæver de små ting, der så ofte er dem, der virkelig gør en forskel, når det kommer til denne slags musik, som for eksempel de flade anslag i »Weddinger Walzer«.

Desværre skorter det på sådanne øjeblikke. Næsten hvert eneste nummer på denne opsamling kunne fungere yderst effektivt som lydsporet til den introspektive sekvens i en blockbusterfilm. Men netop denne effektivitet er det, der nager mig. For i lighed med disse filmsekvenser, så kommer det hurtigt til at føles kalkuleret. Lidt for mange velkendte tricks til at fremkalde en specifik emotionel respons.

Jeg er stor fortaler for musik, der måske ikke umiddelbart gør megen væsen af sig. Men de bedste eksempler på den slags musik er dem, hvor der trods alt ydes en vis modstand, hvor det forventes, at man også selv skal gøre lidt af arbejdet. Her har Frahm ikke overladt meget til fantasien.

14.02.2025

Krøllede bobler fra Leipzig

Oh No Noh: »As Late As Possible«

Der er noget udpræget mekanisk over Oh No Nohs album As Late As Possible. Som et skævt, krøllet bånd bobler melodierne frem, og de skæve taktslag gentages med en ridset LP’s haltende tempo. Det er nemt at skrive Oh No Noh ind i den fornemme tyske tradition i at tilsløre skellet mellem menneske og maskine, men på As Late As Possible lyder maskinen mere som en fjern slægtning end som et decideret kunstnerisk mål.



Bag Oh No Noh er den Leipzig-baserede guitarist Markus Rom. Foruden et hav af synthesizere og båndloops udføres albummets 11 sange på guitar, trommer, banjo, klarinet og orgel. Den manglende vokal sætter albummet i en lavmælt, cinematisk stemning, og musikken fremstår som en nostalgisk indre dialog, fortalt med en varm kærlighed til melankolien i forældede teknologier.



Selvom de maskinelle fornemmelser er fremtrædende albummet igennem, er flere af numrene drevet af mere melodiske bandkompositioner. Men for mig er As Late As Possible klart mest interessant på de mindre melodiske numre. Det skæve og støjende »Fawn« eller det famlende afslutningsnummer »Ore« er numre, hvor dialogen med maskinen tager musikken til højder, som de mere melodiske og bandbaserede numre ikke kan nå. Steder, hvor maskinerne sukker nostalgisk og danner små, uperfekte tankebobler, der afbrydes og igen starter på ny.

1.3333333333333
13.02.2025

Jeppes soundtrack

Christian Lollike: »Jeppe på bjerget«
© Rumle Skafte
© Rumle Skafte

Under det indledende blowjob – inden nogen overhovedet siger noget i betonghettoen – lyder der opera. Og da Jeppe (Thure Lindhardt) til slut på dramatisk vis gør et regnskab op under Kongeparrets priser 2025, synger sopranen Lina Valantiejute igen Purcells »Dido’s Lament«. Fordi en klagesang fra ca. 1688 er noget af det mest autentiske, man kan forestille sig. Christian Lollikes Holberg-klassiker skildrer søgen efter det ægte i en forløjet tid. Den PTSD-ramte krigsveteran Jeppe kommer i kløerne på Baronen, en samtidskunstner, som udsætter ham for et kunstprojekt, en »mental tidsrejse«, der skal transcendere/helbrede ham.  

Auditivt er Lollike præcis. Lydene forstærker det realityshow-agtige ridt, Jeppe er fanget i: Mozart, Kingo, heavy metal, computerspilslyde, hotel-ambient og Aarhus Teaters Kor, der synger »I Danmark er jeg født« med følelserne uden på tøjet. Countrysangene i stykkets sidste del – som foregår i en western-by i 1800-tallet – giver historien om looser-Jeppe tyngde. Lollike kender sine reality-greb (kamerafolk optager endda Jeppe gå ud af teatret og over på den nærmeste beværtning), og i en tid, hvor alt bimler og støjer, er intet mere ægte end en rigtig operasanger på scenen og true songs ude fra prærien sunget af genuine mennesker i cowboykluns. Det sker for øjnene af os, live. 

Lydsiden er skarp, akkurat som i Lollikes Orfeo (2023), hvor Monteverdi bidrog til undergangsstemningen. Jeppe på bjerget er så meget optur (den rummer også en del humor), så man tænker: Hvis jeg vågnede i en guldseng med en masse fremmede mennesker omkring mig, ville jeg elske at lytte til samme soundtrack som Jeppe. 

1.3333333333333
09.02.2025

14 Meters of Wave Swells from History’s Anonymous Depths

Jacob Kirkegaard: »Naufragium«
© Vikingeskibsmuseet i Roskilde
© Vikingeskibsmuseet i Roskilde

Sound artist Jacob Kirkegaard records sounds to connect with the world – to endure what is happening. This time, it's a commissioned work for the Museum of Copenhagen, created to accompany the exhibition of an excavated shipwreck from the harbor. The result is Naufragium (Latin for shipwreck) – gently lapping, quiveringly simple, and almost self-effacingly discreet. And in this way, everything aligns: the story of life in the harbor during the late Middle Ages is only known through rare, major events, while the bustling everyday life, connecting it to the larger world, has drowned in anonymous oblivion.

The shipwreck itself is barely recognizable. A series of ship planks – up to 14 meters in length – suspended on mirrors and supplemented by 11 crossbeams. That’s it. The light in the museum’s narrow room is dimmed, and the windows are covered with film. We are submerged into the depths of the water.

The sound loop lasts 39 minutes if one wishes to listen to it in full. Small sounds are distributed across seven speakers – four in the ceiling, three beneath the wreck. Carefully placed, the gentle lapping, dripping inserts, a trembling rustling like a nerve pathway above, and muffled sounds of wood shifting in water are heard. A kind of foghorn also makes an appearance. All of it is subtly arranged as a soundscape for a silent protagonist, staged through sound. There were likely very few storms, cannons, or other forms of grand drama in the ship’s perhaps 300 years as a cargo vessel in the Copenhagen Harbor before it sank in the 18th century. But if one looks closely – and opens their ears – it bears tangible and truthful witness to the kind of history most of us inherit: the ordinary one.

1.3333333333333
08.02.2025

14 meter bølgeskvulp fra historiens anonyme dyb

Jacob Kirkegaard: »Naufragium«
© Vikingeskibsmuseet i Roskilde
© Vikingeskibsmuseet i Roskilde

Lydkunstneren Jacob Kirkegaard optager lyde for at forbinde sig til verden – for at kunne holde det, der sker, ud. Denne gang er det på bestilling fra Københavns Museum, der vil hjælpe udstillingen af et opgravet skibsvrag fra havnen på vej med et nyt lydværk. Resultatet er Naufragium (latin for skibsvrag) – skvulpende smukt, sitrende enkelt og næsten selvudslettende diskret. Og på den måde passer tingene sammen: Historien om livet på havnen i den sene middelalder kender vi kun i form af de sjældne, store begivenheder, mens den travle dagligdag som forbindelse til den store verden er druknet i anonym glemsel. 

Skibsvraget i sig selv er næsten ukendeligt. En række skibsplanker – op til 14 meter i længde – lagt svævende på spejle og suppleret af 11 tværbrædder. Det er det hele. Lyset i museets smalle rum er dæmpet, og der er film på vinduerne. Vi kommer ned i vandets dyb. 

39 minutter er der i båndsløjfen, hvis man vil høre det hele. Små lyde fordelt på syv højttalere. Fire i loftet, tre under vraget. Nænsomt distribueret er de små skvulp, de dryppende indsatser, en sitrende raslen som en nervebane i toppen – dumpe lyde af træ, der giver sig i vandet. Et slags tågehorn får vi også. Alt sammen helt diskret som en lydkulisse til en tavs hovedperson, der skal iscenesættes klangligt. Der var sikkert sjældent storm eller kanoner – eller anden form for storladent drama i skibets måske trehundrede år som fragtinstrument i Københavns havn, indtil det sank i 1700-tallet. Men, hvis man ser godt efter – og åbner ørerne – vidner det i dag stofligt og sandfærdigt om den historie, som er de fleste af os givet. Den almindelige. 

1
07.02.2025

Skammens uhyggelige mesterlighed

Ethel Cain: »Perverts«
© Silken Weinberg
© Silken Weinberg

At kalde amerikanske Ethel Cains (Hayden Silas Anhedönia) stilskifte fra debuten Preacher’s Daughter (2022) til Perverts for en ekstrem kovending ville næsten være at tale det ned. For der er langt fra debutens gotiske lo-fi-pop til dette monster af et værk, der kombinerer dark ambient, noise og dystopiske ballader – alt sammen med Cains vanlige opgør med sin religiøse baggrund og kampen for seksuel frigørelse.

Perverts er på papiret en EP, der varer i 89 minutter, men den føles som meget mere end det. Knusende støjdroner, støvede klaveranslag og fjerne prædikantstemmer fra knitrende radioer blandes med akustiske rum. Og selvom pladen også indeholder mere gængse ballader som »Punish« og den smukke »Vacillator« – der endda har et decideret rytmisk forløb – er det de lange, episke ambientnumre, der trækker lytteren ind i det ofte gyselige mørke.

Én ting er, at Cain pludselig laver dark ambient – en anden er, at hun er så god til det. Perverts er ikke blot et dybt skræmmende indblik i gnidningsfeltet mellem seksualitet og religiøs fanatisme, men også en umiddelbar, kreativ og gennemført hyldest til en fascinerende nichegenre. Et nødvendigt album for alle dem, der ikke er bange for mørket.