kortkritik

Forsigtigt, vildt forsigtigt, fremad

Pulsar Festival: »2-3-4-5-4-3-2«
© Fran_kie/Shutterstock.com
© Fran_kie/Shutterstock.com
13. march

De to violiner i Frej Wedlunds skrøbeligt langsomme Morning Lights er på randen af slet ikke at eksistere. Sammen tøver de fra start til slut, mens de sniger sig ind på en fælles tone og sender små lyn ud fra den i hver sin retning. Som et vindpust er værket pludselig forbi; måske har det efterladt kimen til noget større.

I Zechen Hus klavertrio Qin Xiang ligger noget også og ulmer. Pianisten hamrer undervejs i flyglet. I frustration? Over sine arkaisk drømmende skalaløb, over de romantiske impulser? Jeg fornemmer en lille modstand, der kan vokse til monsterstørrelse.

Anderledes velvoksen virker Philip Clarkes Spejlkvartet. Mørke bølger, der rejser sig fra celloen og forplanter sig langt op gennem strygekvartettens palet. En moden elegance, der står sig godt til de humørfyldte melodilinjer. Ingen tvivl om håndværkets niveau og evnen til at strukturere et langt forløb. Friskfyragtigt kunne jeg måske – hvis jeg lige ignorerer, at jeg ret godt kan lide værket – spørge: Men er det ikke for meget pastiche, for meget bakspejl, ikke mindst med den guldalderagtige afslutning?

Let er det ikke at følge op på et sådant epos. Det lykkes nu alligevel ret godt med Emil Johanssons korte, friskt boblende Cinq Ventilateurs for blæserkvintet, et velinstrumenteret humørstykke. Imens kan man sidde og spekulere over festivalen indtil nu. Det virker som en evighed siden, at Jeppe Ernst, Bára Gísladóttir, James Black og Marcela Lucatelli vendte vrangen ud på Pulsar. Men der er måske også nogle andre ting i spil nu, noget med en ny konstruktivitet og, tja, en forsigtighed, som ikke er uden potentiale.

Lasse Winterbottoms alvorsdrømmende Earwig, Twig, Jig and Whirligig for fløjte, klaver, bratsch og kontrabas slutter sig til det velskrevne, men også lidt høflige. Omvendt er der masser af musikdramatisk udforskning og dramaturgi i Matias Vestergårds firdelte My Hope Is Decayed for klarinet, slagtøj og klaver med værkets små musikalske samtaler.

Og så en enkelhed i vippefigurerne og de langsomt tegnede linjer i Evagoras Solias Apokidis’ afsluttende Less for to celloer, som udvikler sig til en voldsom tonejagt og sætter det punktum, Wedlunds indledning kastede op i luften.

© Rene Passet
© Rene Passet
20. october

Der manglede næsten bare et yippie ki-yay fra William Basinski, da han indtog Copenhagen Distillery som en del af turnéen The Last Symphony. »Buckle up bitches«, lød det så action-råt, at man et øjeblik troede, det var Bruce Willis på scenen. Basinskis medrivende superstjernekarisma er den perfekte modsætning til hans smuldrende og selvoverdragende ambientmusik. 

Koncerten var forfriskende langt fra det udstrakte fordybelsesrum, jeg forbinder med Basinskis indspillede værker. Hans berømte serie The Disintegration Loops (2002-2003), hvor båndsløjfernes dødelige verden krakelerer i slowmotion, var emblematisk for de bekymringer mange havde omkring årtusindeskiftet: Var uendeligheden i den fagre nye digitale verden faktisk begyndelsen på enden? Som ingen anden formår Basinski at lade spørgsmålet om teknologisk determinisme klinge åbent i sin musik: de patinerede båndoptagelser rummer intet svar, men derimod en nysgerrig tilstand, hvor gentagelse og forgængelighed stopper med at trække i tidsfornemmelsen fra hver sin side og i stedet slutter kreds. 

Det var fascinerende at opleve den måde, hvorpå Basinski bearbejdede sine loops. Hver gang han satte en ny lyd i rotation, virkede det, som om det var hans første møde med den. Hurtigt opstod der et sugende felt af rumklang og feedback, som dannede en sfære for båndsløjfernes omløbsbaner. Den analoge lyd gnaskede somme tider i musikken med sine små klip og kværnende komprimering. 

Afstanden mellem de ambiente terræner var kort og koncerten, der blev efterfulgt af to ekstranumre, var mere collagepræget end den ødemark, Basinski normalt maler. Særligt indtagende var landskabet, da et sekstonet motiv fortærede sig selv i rumklang og gav plads til, hvad der lød som arabisk ornamenteret sang. Transcendensen fandt Basinski i de høje frekvenser, og da han på et tidspunkt strakte en lys vokalklang ud over det grumsede båndmiljø, forsvandt grænsen mellem himmel og jord. Det var ubegribeligt smukt at høre, hvordan vokalen vågede som en strålende guddom over den profane båndoptagede verden. 

Playliste

My name is Ingri Høyland – would you like to see my playlist?

17. october
© Mads Krue Bugge

Ingri Høyland is a Norwegian artist, composer and sound artist. Through the artistic alias Hôy La, she has since 2018 released experimental electronic music with the releases such as X Heads and There's A Girl. She has performed her music at prominent festivals and concert venues in the Nordics, Europe and Japan. Ingri is educated as composer and songwriter at the Rhytmic Conservatory in Copenhagen. Her compositions are often based on a method of electronic improvisation, where she creates spaces and sounds through drones, repetitions and minimalistic melodies and patterns. She often experiments with form, lyrics and language, using her voice as an equal instrument.

As an artist, Ingri Høyland supports the movement for Radical Softness. The understanding and translation of psychological state of minds, emotions and vulnerability is for her a political and artistic starting point, which she takes with her into cross-artistic collaborations, film music and in her own projects. In November Ingri Høyland will release a new sound piece Ode To Stone composed for this years Gong Tomorrow.

kortkritik

Musikkens forrygende tale

Daniel Formo: »Orchestra of Speech«
© PR
© PR
13. october

Albummet Orchestra of Speech er kulminationen på den norske komponist Daniel Formos forskningsprojekt The Music of Language and Language of Music (2018), der omhandler relationen mellem musik og sproget i almindelige hverdagssamtaler. Er der musik til stede, når vi taler med familien ved spisebordet? Med kollegerne ved kaffemaskinen? Med Lotte på kommunekontoret? Svaret på Orchestra of Speech er et kæmpestort »JA«!

Formos 100 siders afhandling er et must read, hvis man vil filosofere over, om kommunikativ intention modarbejdes af sproglig repetition – eller over én af tekstens aforismer: »The perceptual background for experiencing the dynamic processes presented by music is our experience of the physical world in motion.« 

Men man kan også bare nyde albummet, der hverken fremstår intellektualiseret eller fortænkt, men derimod sprællevende og humoristisk. For eksempel når et legesygt hammondorgel akkompagneres af snakkende samples, som vælter ind fra højre og venstre. I den slags øjeblikke er stemningen ikke ulig at sidde på et overfyldt værtshus, mens nogen klimprer på et klaver i hjørnet. 

Albummets kække glimt i øjet understreges af titlerne: »Alarming Altercations« lyder præcist sådan, mens min favorit, »Amusing Grace« lyder temmelig langt fra den kristne hymne, titlen peger på. Alligevel giver titlen mening, for der er noget sært foruroligende over lydbilledet, der primært består af latter, og som lyder, som jeg formoder, det må lyde, når kaffen bliver serveret i menighedshuset efter gudstjenesten i en meget lille, amerikansk by. 

Hvis du som jeg ikke kan få nok af freejazzet musique concrète med granulær syntese, vil du ikke gå glip af Orchestra of Speech!

kortkritik

Nogle børn leger bedst alene

Oneohtrix Point Never: »Again«
© PR
© PR
3. october

Daniel Lopatin har bevæget sig så langt i sin karriere, at han nu har valgt at genbesøge den. Han var med til at kickstarte YouTube-generationens store fascination af at manipulere gamle reklamer på Replica. Siden udforskede han de mest kiksede synthesizerklange som stringent seriøs minimalisme på R Plus Seven, inden han legede med at overstyre start-00ernes Emo-musik (Evanescence og den slags) til en posthuman skikkelse. Efter det har han lavet filmmusik, produceret megahits og været involveret i Super Bowl-halvlegsshowet med The Weeknd. Men det er den første periode, der bliver genbesøgt på Again. 

Det forstår man godt. Her insisterer Lopatin på at vise de digitale sider af sine kompositioner frem. Loopet i starten af nummeret »The Body Trail« klikker, hver gang det starter forfra. De granulære ekkoer bliver pitchet rundt som en stjernehimmel over guitarerne i »Krumville«. Det skaber en hyper kunstig atmosfære, der i sin overdrevne falskhed skaber nogle enormt rørende rum at træde ind i. Netop fordi det digitale udtryk kan kontrolleres så minutiøst, er musikken også ofte kendetegnet ved at kunne skifte rum fra det ene øjeblik til det andet. 

Pressematerialet fortæller, at perioden genbesøges for at forløse et eventuelt potentiale. De helt store navne indenfor nyere eksperimenterende musik medvirker: Lee Ranaldo, Jim O’Rourke, og især Xiu Xius Jamie Stewart løfter nummeret »Locrian Midwest« med sin vokal. Men ofte tilføjer de ikke rigtig noget nyt. Dårligst er numrene med NOMAD-ensemblet. Hvad der kunne have udvidet Lopatins klangfarver ender desværre med at gøre skiftene mellem de stemningsfyldte rum gumpetunge. Tænk hvis de flot optagede strygere var blevet redigeret helt i stykker… I stedet står man med en følelse af, at Lopatin ikke turde sige nej, da han fik et – på papiret – flot tilbud om et samarbejde.

Again er en flot plade – fyldt med detaljer og stemninger, som kun findes i Lopatins Oneohtrix Point Never-univers. Potentialet er bare ikke helt forløst – vil man høre, hvordan det lyder, så lyt til hans udgivelser fra 2011-2015.

Playliste

Mit navn er Heida Karine Johannesdottir Mobeck – vil du se min playliste?

3. october
© Hans Hulbækmo

»Musik er frihed. Eller en vej til frihed. En måde at tænke sammen uden for sprogets kategorier. En vej til nye begyndelser. En måde at lytte til/opleve/deltage i verdens livlighed.«

Heida Karine Johannesdottir Mobeck kunstneriske baggrund er som udøvende tubaist og komponist inden for fri improvisation, free jazz, eksperimenterende pop og samtidsmusik. Sideløbende med musikken har hun arbejdet med andre æstetiske udtryk, billedkunst, poesi, kuratering, drevet pladeselskab, scenografi og musik til danseforestillinger. Hendes kunstneriske handlinger, der på mange måder har afløb, men hun ser det som en helhed, en udforskning af overgangen mellem improvisation og komposition, i samspil og med et socialt udgangspunkt, med forskellige materialer i tid og rum.