De to violiner i Frej Wedlunds skrøbeligt langsomme Morning Lights er på randen af slet ikke at eksistere. Sammen tøver de fra start til slut, mens de sniger sig ind på en fælles tone og sender små lyn ud fra den i hver sin retning. Som et vindpust er værket pludselig forbi; måske har det efterladt kimen til noget større.
I Zechen Hus klavertrio Qin Xiang ligger noget også og ulmer. Pianisten hamrer undervejs i flyglet. I frustration? Over sine arkaisk drømmende skalaløb, over de romantiske impulser? Jeg fornemmer en lille modstand, der kan vokse til monsterstørrelse.
Anderledes velvoksen virker Philip Clarkes Spejlkvartet. Mørke bølger, der rejser sig fra celloen og forplanter sig langt op gennem strygekvartettens palet. En moden elegance, der står sig godt til de humørfyldte melodilinjer. Ingen tvivl om håndværkets niveau og evnen til at strukturere et langt forløb. Friskfyragtigt kunne jeg måske – hvis jeg lige ignorerer, at jeg ret godt kan lide værket – spørge: Men er det ikke for meget pastiche, for meget bakspejl, ikke mindst med den guldalderagtige afslutning?
Let er det ikke at følge op på et sådant epos. Det lykkes nu alligevel ret godt med Emil Johanssons korte, friskt boblende Cinq Ventilateurs for blæserkvintet, et velinstrumenteret humørstykke. Imens kan man sidde og spekulere over festivalen indtil nu. Det virker som en evighed siden, at Jeppe Ernst, Bára Gísladóttir, James Black og Marcela Lucatelli vendte vrangen ud på Pulsar. Men der er måske også nogle andre ting i spil nu, noget med en ny konstruktivitet og, tja, en forsigtighed, som ikke er uden potentiale.
Lasse Winterbottoms alvorsdrømmende Earwig, Twig, Jig and Whirligig for fløjte, klaver, bratsch og kontrabas slutter sig til det velskrevne, men også lidt høflige. Omvendt er der masser af musikdramatisk udforskning og dramaturgi i Matias Vestergårds firdelte My Hope Is Decayed for klarinet, slagtøj og klaver med værkets små musikalske samtaler.
Og så en enkelhed i vippefigurerne og de langsomt tegnede linjer i Evagoras Solias Apokidis’ afsluttende Less for to celloer, som udvikler sig til en voldsom tonejagt og sætter det punktum, Wedlunds indledning kastede op i luften.
En verden af iskold sol og helvedsblomster toner frem i Gísladóttirs musik; bredt hvislende droner sat over for kontrabassens på samme tid meditative og foruroligende botanisering. Det er storladent, men ukunstlet, en bombastisk ensartethed i en to timer lang raptus. »Solen størkner blodig, imedens den brænder,« som Baudelaire skrev.
Kun rent undtagelsesvis viger Gísladóttir og Sverrisson bort fra hovedsporet på Caeli, for eksempel med de klagende mågeskrig og konturerne af et strygerarrangement på »Caeli movendi sunt et terra«. For sproget er fundet, deres opgave er blot at lade det flyde. Hyl mod månen!
Jeg kan ikke lade være et krydslæse Gísladóttir – månens og den evige vinters besynger – med den soloptagede og lige så hyperproduktive digter Cecilie Lind: »Jeg er solen, der stod op om natten,« skriver hun i Mit barn, langdigtet om fødslen af den sorte sols baby og den personlige undergang spejlet i galaksens, »mor / mord / dødssol«.
Umuligt er det at fjerne blikket fra himmellegemer i kollaps, hvad end det er måne eller sol (ét fedt bag apokalyptiske briller). Og det er vel sådan, jeg lytter til Caeli og Gísladóttirs improvisatoriske partiturcirkler, som en myg fanget af det lys, der vil udslette den. Som en myg, der ser en komponist finde sit sprog og bade sig i den overflod af lyd, det taler.
De har improviseret op til ni timer i træk. For at udmattelsen skulle slette egoet, for at transcendere. Simpelthen. Ekstraktet af bandet Maratons kollektive udforskninger af alverdens beats og freejazzet blæs høres på debutalbummet, hvor et bølgende Rhodes-klaver drømmer dybt under Maria Dybbroes totalt vågne sax.
På den fine, cinematiske tur – CD’en er pakket i en DVD-æske med palmetræer (eller er det bregner?) på coveret – deltager Jonathan Ludvigsen fra Athletic Progression, og numre som »Den japanske have« har farve af sådanne fritænkende og lidt spacede jazzerier.
»Indianerdoku« er helt i friland med trommerne i centrum. Andetsteds lyder ambience, percussivt tingeltangel og en synthesizer, der minder om noget fra 80’er-filmen Le grand bleu.
Musikken er spraglet – og rummer måske for mange forskellige udtryk til én CD. Men kunst behøver ikke være instant, og måske er det meningen, at lytteren (også) skal svede igennem sammen med Maraton. Undertegnede kunstudsultede ego er helt med. Kunstmuseet Aros siger, kunst er mental fitness. Og muligvis også transcendens.
Tine Surel Langes debutalbum har en tilfredsstillende deskriptiv titel, »værker til lytning«. Nøgleordet værende lytning, for uden en bevidst og fokuseret tilgang til dette album vil det højst sandsynligt ikke gøre det store indtryk.
Works for Listening er oprindeligt blevet præsenteret i ambisonics – en form for sfærisk surroundsound – men er til nærværende udgivelse blevet mikset ned til stereoformat. Albummets ti numre består alle af hverdagslyde, der er blevet klippet ud, sat sammen, rykket rundt og remikset på en måde, der virkelig viser, hvor meget rumlighed og tilstedeværelse man kan opnå med kun to kanaler og et par halvgode høretelefoner.
Det første værk, Metal and Spoon, kommer efter Langes behandling til at lyde som et tidsforvrænget klokkeværk, mens Water and Stone i kraft af sine elementer fremstår langt mere meditativt rolig. Det er ikke musik i konventionel forstand – rytmikken er oftest af naturens uregelmæssige variant, de traditionelle strukturer ikkeeksisterende.
Snarere er det en form for lydskulptur. Lange er billedhugger, og mit indre øre er hendes marmor. De bedre værker, såsom de to ovennævnte, imponerer både kunstnerisk og håndværksmæssigt. De kilder i ørerne og i hjernen, er i sig selv distinkte tableauer. Andre er mindre inspirerende, som for eksempel de tre Roof Work-værker, der på grund af en begrænset palet bare ikke formår at fænge.
Violinist Katrine Grarup Elbo har med sin debutudgivelse skabt et på flere måder lille album. På knap 29 minutter er det en hurtigt overstået affære, men netop den korte spilletid og en begrænset lydpalet gør det til et engagerende lyt.
Violinen er hovedinstrumentet i størstedelen af værkets ni numre. Somme tider står strygeren alene og akustisk, andre gange manipuleres den eller kombineres med elektroniske rytmer og flader samt ordløs vokal. Der er en elegant simplicitet over det, ingen dikkedarer, violinstrengene synger for sig selv.
For eksempel nummeret »Skin«, der med violindroner, messende vokal og hvinende violindolkestød lyder som en sørgmodig filmscene i slowmotion. Eller »Vanity«s tiltagende volumen og momentum, der støt arbejder frem mod en forløsning, som dog aldrig kommer, men i stedet støjende forstummer.
Albummet virker i sit hele som lydsporet til en forestillet film. Jeg skaber filmen retroaktivt i mit hoved, mens jeg lytter. En samling af vignetter, små bidder af et større hele. Fold Unfold er et intimt album til de små timer. Og det er ganske storartet.
Orgler drevet af blod, dybstegte trompeter, træfældning optaget på indersiden af et træ og Mahlers musik opført ved hans gravsted og hørt fra indersiden af en kiste. Det er ikke, fordi fantasien fejler noget, når sampleaktivisten Matthew Herbert går i gang med at lave koncepter til sin musik, men hvordan lyder det egentlig? Lidt undervældende ...
I A Symphony of Noise følger vi Herbert, der fortæller om sine overvejelser, når han laver sin meget politiske musik. For Herbert er der noget politisk i samplingens evne til at kunne udvide og spille med verden. Så når han vil kommentere svineproduktion, optager han et svin igennem et år og komponerer One Pig med disse lyde i stedet for at skrive en svinesonate for cello.
Det lyder alt sammen meget lovende, men i praksis er det ikke så overvældende. Det politiske er tit svært at høre, for når Herbert laver musik, er det snarere, som når en hiphopproducer crate-digger; han finder teksturer i lydene, og så komponerer han en slags (glimrende) housemusik med dem. Det musikalske overskygger i praksis det politiske, hvor det er svært at høre brexit, fordi man hører en syden fra en fish ‘n’ chips-gryde.
Det gør, at Enrique Sánchez Lanschs dokumentarfilm fungerer bedst, når den fikserer på Herberts visioner frem for produktet. Det er fascinerende at komme ind i hovedet på Herbert, der eksempelvis fortæller om sin nærmest guddommelige oplevelse af at høre 3.500 mennesker bide i æbler – en sonisk begivenhed, han mener, kun Gud eller rumvæsner og FBI (der alle overvåger os!) har oplevet før ham.
Musikalsk er det også Herberts fluxuslignende soundscapes (de er kun beskrevet i tekst, som løbende læses op), der er mest interessante. Herbert er en formidabel formidler af, hvordan han forestiller sig, at eksempelvis universet kan lyde.