Vi går rundt i en have: Der er mørkt, palmer og bregner overalt, oplyst af infrarødt lys og påsat sensorer, så planterne skaber knitrende noise. Rødt blinkende lys over hovedet ligner droner. Velkommen til verdens undergang. Og verdens start. Vi ved det ikke helt. Måske er det en seriøs ravefest, som er gået i stå. Ligesom technoen i filmen An Invitation to Disappear, som foregår i en sydøstasiatisk olieplantage, udvisker nat og dag – gør sanserne lullende sårbare og medgørlige.  

I 90’erne lød altid Erik Saties triste klavermusik i DR-udsendelser om klimakatastrofer. Her – i begyndelsen af et nyt kaotisk år – kan man forsvinde ind i udstillingen Solarstalgia skabt af den fransk-schweiziske kunstner (og Olafur Eliasson-elev) Julian Charrière. Og sanse livet i en apokalyptisk efterverden med alle dens ildevarslende lyde, sådan helt immersivt og altomsluttende – for det er sådan, vi i dag måske kan lære lidt om de geologiske kræfter og forandringerne i naturen omkring os. 

For enden af Arkens lange udstillingsrum drages blikket af en onyx-kampesten, som udsender lys (værket Vertigo). Når man nærmer sig noget med lys, bliver man grådig. Griselydene, man hører, stammer fra vulkaner i Etiopien og Island. En fortærende lyd. Ligesom hele udstillingen på raffineret vis adresserer både øjne og technoglade ører.

Mens mange stadig sukker efter at se en fuld Sort Sol igen lyse på den mørkegrå danske himmel, har bandets evighedscrooner Steen Jørgensen, sammen med sin lige så gode halvdel, pianist Marina Botes, skabt musik, der er noget helt andet – noget dybere. Og ja, jeg har set ord som »prætentiøs« og »kedelig« slynget efter duoen, men intet af det hæfter sig på deres nye udspil, som er en serie af intime suiter, hvor Jørgensens spoken word væves sammen med Botes’ fantastiske klaverspil. Hvis ambitionen er at bygge bro mellem det klassiske og det elektroniske, så lykkes det med overbevisning.

Som lyriker, der bevæger sig i samme natsorte landskab som Jørgensen, må jeg kippe med hatten for de stærke, poetiske billeder, der præger Dråberne 5, 7, 8 og 11. Især på pladens længste skæring, den dramatiske »Hul – Dråberne 7«. Mens Jørgensen fabulerer om den indre bys lysende melankoli, bliver musikken en transformation, en forvandlingskugle af ambiente flader, dæmpede strygere og en kvindevokal, der smyger sig ind som en skygge – indtil sangen stiger i dramatisk tempo, med fokus på tekstlinien »En nat i indre kvarter«.

Musikken holdes primært i klavertungt terræn, hvor Botes’ tangenter finder ro i dæmpede pedalslag og lette strygere. Kun i sjældne øjeblikke bryder kompositionerne frem, som på åbneren »Glemsel – Dråberne 5«, hvor kammerorkester og jazzede breakbeats skaber en dragende og nærmest filmisk stemning. 

Dråberne 5, 7, 8 og 11 er et dragende, inspirerende og decideret lækkert eksperiment, hvor kærligheden mellem de to kunstnere mærkes i hver tone. Hvis det her er Jørgensens karriere-vinter, tager jeg gerne imod flere mørke varme øjeblikke. 

Jeg tror ikke, jeg er den rette til at bakse med alle de eksistentielle spørgsmål om tro og kultur, som multikunstner og politisk eksperimentalist Abdullah Miniawy bakser med på sit nyeste album Nigma Enigma. Pladen er lige dele arabisk chant, folkemusik og klangkunst, baseret på modulær synth og feltoptagelser. Og den egyptiske komponist bruger pladens 11 abstraktioner som lydsiden til det, han selv kalder »en arabisk opera om tvivl og tro«. Men som ikke-arabisk, livslang ateist er det svært for undertegnede at sætte sig ind i de store spørgsmål, som Miniawy stiller på sit modersmål, mens samples af bål og filtreringer sætter en ellers gådefuld stemning, der spiller godt op med albummets titel. Da musikken også fungerer som lydside til et immersivt videospil, er vi endnu længere fra hjemmebanen, da undertegnede ikke har rørt ved den slags siden Quake i 1992.

Lægger man sin søgen efter mening på hylden og lader sig farve af musikkens umiddelbarhed, har vi at gøre med et stærkt konceptuelt, vellydende værk, hvor Miniawys stemme – oftest chantende arabiske gloser fra gamle folkesange – blandes med elektronisk støj. Her er især overgangen fra den smukke, tostemmige chanting på »Jayhano Al Kawahi« – med stærkt religiøse undertoner – til den dybt anarkistiske støjvignet »Half a Year II« – med filtrerede sinustoner og dunkende angreb af basstøj – en god karakteristik af et minimalistisk stykke klangkunst.

Men uden at kunne dele Miniawys kulturelle og åndelige kontekst, føles albummet som en gåde, jeg ikke kan løse. Som at drikke Irish Coffee uden whiskey: Den egentlige ros udebliver. Nigma Enigma vil tale til dem, der kan relatere til de spirituelle og filosofiske spørgsmål, Miniawy stiller, mens andre måske vil opleve det som en musikalsk rejse uden helt at forstå destinationen.