kortkritik

Fed Fungi

Felia Gram-Hanssen & Jaleh Negari: »Fungal Network« – udstilling + performance

1. march

Med værkerne i udstillingen Fungal Network – der består af lydværker, tekstil, et videoværk, metal relieffer og tegninger – har Felia Gram-Hanssen og Jaleh Negari arbejdet med at oversætte henholdsvis lyd til billeder og billeder til lyd. Eksempelvis har Negari skabt en række tegninger, der er en fortolkning af feltoptagelser fra Indonesien, Iran og Danmark. Tegningerne har hun efterfølgende fortolket videre til elektroniske kompositioner, der også indgår i Fungal Network.

Under en koncert i udstillingen (23. februar) forsøgte de påny at aflæse de grafiske scores og oversætte dem til lyd. Her bevægede Gram-Hanssen sig langsomt til de elektroniske kompositioner, der lød som en gruppe syngende græshopper, mens hun var rettet mod de forskellige relieffer, som hænger i loftet. Det medførte, at jeg ikke alene oplevede musikken som manifesteret i de grafiske værker, men også i hendes bevægelser. Musikken fremstod tredimensionel – forankret i både grafik og skulpturer såvel som bevægelse. Efterfølgende begyndte de at spille på forskelligt slagtøj midt på gulvet – spinkle lyde, hvor hver rytme og tone fik lov at runge klart og tydeligt i O–Overgadens smukke rammer. Et særligt underholdende aspekt ved koncerten var den utilsigtede interaktion med de deltagende, især mange børn, der pludrede og småsnakkede undervejs og endte med at fremstå som en integreret del af den musikalske performance.

Idéen om tværmedielle oversættelser er både enormt interessant at forholde sig til og er flot udført i de forskellige værker, der udgør udstillingen. Koncerten udfoldede yderligere idéen bag udstillingen og var af den grund også en perfekt indgangsvinkel til den.

Playliste

Mit navn er Mikkel Hess – vil du se min playliste?

29. june

Mikkel Hess er komponist, trommeslager og bandleder i bandet Hess Is More. Han er desuden musikproducent for film, teater og dans og har bl.a. lavet musik til balletten UROPA, filmen When Animals Dream, som havde premiere på Cannes Film Festival i 2014. Han er aktuel på Teater Sort/Hvid med koncertprojektet Apollonian Blackout, der foregår på og omkring et kæmpemæssigt bord, hvor publikum inviteres helt tæt på kunstnerne. Det er en videreudvikling af koncertformatet Apollonian Circles, som blev tildelt en Danish Music Awards Jazz i 2022.

Om sin playliste siger Hess: »En håndfuld favoritter, mest af lidt ældre dato. Måske der er et fællestræk ved den måde disse numre udfolder tiden. Grænsende til det stædige hist og her?«

kortkritik

Fremtidens identitetskrise

Teater I DER: »Hvem er du, når verden går under?«

Sébastien Doubinsky

28. june

Hvem vil vi være i fremtiden? Det er det temmelig obskure spørgsmål, Aarhus-København teatergruppe I DER har valgt at stille i deres hørespil præsenteret på Institut for X i Aarhus. Dekorationen er minimal, hver tilskuer/lytter sidder alene i et aflukke, omgivet, men alligevel isoleret, fra de andre. Der bliver delt høretelefoner ud til hver af os, og vi sidder med front mod væggen eller en anden tilskuer. Historien udfolder sig, understøttet af atmosfærisk musik: Synthesizere, Rhodes-klaver, computerlyde. Tre karakterer – altså stemmer – rammer vores ører: »produceren« af lyd-»dokumentet«, en kvinde uden navn eller identitet, en A.I., som lever af informationen transmitteret af den kvindelige karakter, da hun opdager de på hinanden følgende jordkloder, hver genfødt efter en katastrofe.

Historien er ligetil science-fiction med et eksistentielt twist: Kan en A.I. blive »nogen« ved hjælp af en andens oplevelser og minder? Kan menneske og maskine leve sammen i fremtiden, uden at den ene erstatter den anden? Selvom oplevelsen er lidt begrænset af formatet – lydeffekterne er ret basic, og måske mere eksperimentelle effekter kunne have forbedret historien endnu mere – er den behagelig og tankevækkende, idet den omformulerer den klassiske Descartes-sætning, »jeg tror, derfor er jeg« til »jeg tror, derfor kunne jeg være det.«

kortkritik

Future Identity Crisis

Teater I DER: »Hvem er du, når verden går under?«

Sébastien Doubinsky

28. june

Who will we be in the future? It is the rather obscure question the Aarhus-Copenhagen theater group I DER has chosen to pose in their sound-only play presented at the Institut for X in Aarhus. The set is minimal, each spectator/listener sitting alone in a cubicle, surrounded, yet isolated, from the others. Earphones are distributed to each of us, and we are sitting, facing the wall or another spectator. The story unfolds, supported by atmospheric music: Synthesizers, Rhodes-piano, computer sounds. Three characters – hence, voices – reach our ears: the »producer« of the sound »document«, a woman without a name or an identity, an A.I. which feeds on the information transmitted by the female character as she discovers the successive Earths, each reborn after a disaster.

The story is straightforward science-fiction, with an existential twist: can an A.I. become »someone« using another's experience and memories? Can man and machine live together in the future, without one replacing the other? Although slightly limited by its format – the sound effects are quite basic, and maybe more experimental effects could have enhanced the story even more – the experience is pleasant and mind-teasing, reformulating the classic Descartes sentence, »I think, therefore I am« into »I think, therefore I could be.«

kortkritik

Metalguitar vs. strygekvartet: 3-0

David T. Little: Black Lodge

Henrik Friis

22. june

Renskuret »nu metal« med pæne, halvtunge guitar-riffs møder spinkle strygere på albumversionen af operaen Black Lodge. Det er den amerikanske grænsegænger-komponist David T. Little, der har skabt den sære fusion. Han har fundet fællesnævneren mellem hård rock og melodisk, klassisk musik – og det er åbenbart storladen, lidt skinger sang med kraftige vibrationer og mod på at gå efter de mest teatralske, højtidelige øjeblikke hele tiden. Det er en horroropera med hilsener til William S. Burroughs opklippede tekster og David Lynchs uhyggelige univers fra Twin Peaks – the black lodge – hvor de døde opholder sig i en slags forgård til helvede.

Helt konkret sidder glamrock-sangeren Timur i den sorte hytte og synger sin desperation ud som operaens eneste medvirkende. I selskab med glitterbandet The Dime Museum og strygekvartetten Isaura. En time tager det, før albummet kulminerer i monstrøs falsetsang og alle former for heavyrock-klicheer i lydbilleder, hvor de medvirkende strygere og deres små klangfigurer taber stort til guitarens hvide støj og stortrommens tunge bund.

Det store problem her er, at musikken ganske enkelt ikke er uhyggelig eller vild. Oprindelig er projektet både en mørktonet film og en opsætning på Opera Philadelphias festival O22, og måske kunne værket faktisk noget med sin visuelle side. For sig er musikken ret uinteressant, og man tager sig selv i at overveje, om man har misforstået det hele? Er det egentlig en rock/opera-parodi? I det tilfælde er det måske meget sjovt.

Playliste

Mit navn er Line Tjørnhøj – vil du se min playliste?

21. june

Komponist Line Tjørnhøj bygger sin musik op ud fra tanken om, at den menneskelige stemme er et af de mest basale elementer i vores lydunivers – den har en umiddelbar adgang til ører og følelser. Når hun skaber musikalske fortællinger, fokuserer hun på at udforske de beroligende kvaliteter og jamrende skønheder ved instrumenter, stemmer, industrielle betonlyde samt de intime lyde, der er relateret til vores daglige menneskelige aktivitet. Tjørnhøj er kendt for at beskæftige sig med universelle temaer og tidløse problemer gennem nutidige scenerier – og især for sit mod til at tage fat på menneskelig grusomhed og magtmisbrug.