Fanget mellem for meget og for lidt

21
mar
kortkritik
Amphior: »Disappearing«
Amphior. © Rikke Broholm
Amphior. © Rikke Broholm

Den elektroniske musiker Amphior AKA Mathias Hammerstrøm lægger positivt an: »Under the Stars« emmer af Twin Peaks-agtig melankolsk romantik tilført en urovækkende klang, som får forventningerne til at vokse. Allerede ved andet nummer står det dog klart, at lytteoplevelsen ikke vil være helt så positiv, som man ellers først kunne have forventet. 

»Time Is a Thief« imponerer nemlig slet ikke på samme måde. Ovenpå det klicheagtige tikkende ur i baggrunden gør hverken klavermelodien eller de atmosfæriske elementer megen væsen af sig, fastlåst i det intetsigende midterpunkt mellem for meget og for lidt.  Denne vekselvirkning mellem spændende numre og mere fyldagtige stykker viser sig desværre at præge udgivelsen som helhed.

Numrene »Healing« og »Disappearing« har begge gode melodier med en fin, æterisk, bittersød melankoli over sig. »Bloom« gør i lighed med »Time Is a Thief« også brug af et tikkende ur som baggrundselement, men til langt bedre effekt, da musikken ovenover er så meget mere fængende – ikke mindst pga. Stine Benjaminsens (AKA Recorder Recorder) afklippede vokalsamples, der giver nummeret en kærkommen underlig stemning. Udgivelsen rummer dog en række numre, der aldrig formår at efterlade et varigt indtryk, uanset hvor mange gange man lytter til dem. En melodi, der bare manglede lidt mere liv. En effekt, der med fordel kunne være blevet skruet op for. Det er en skam, for Hammerstrøm demonstrerer på omtrent halvdelen af numrene, at han evner at skabe virkelig smuk musik.

En verden af kontraster – og lidt smølfevokal

5
jul
kortkritik
Roskilde Festival: Slauson Malone 1

Celloen er overalt på årets Roskilde Festival. Nogle bruger den som alt muligt andet – hov, så var den en elbas, eller hvad med et keyboard druknet i effekter – men i amerikanske Jasper Marsalis’ Marcela Lucatelli-værdige bomberprojekt Slauson Malone 1 blev celloen faktisk brugt som, ja, cello.

Marsalis stod selv for vokal og elguitar på den åbne Platform-scene, mens Nicholas Wetherell åbnede koncerten med et motorløb på sin forstærkede cello, men så slog over i knipsede meditationer, som Marsalis bidrog til med overtonespil på guitaren. Følsomme jazzfyre? Niks, pludselig: synkrone støjløb, intimiteten splintret, og inden længe kastede Marsalis sig ud i det siddende publikum med et rullefald – og et skrig.

Imens spillede Wetherell følsomme vibratoer. For kontraster lever på Roskilde og driver jo nærmest verden fremad i disse år. Så det var den, verden, der tonede frem i musikken: gennem voldsomme omslag mellem 8-bittet smølfevokal, ambient gnavende solocello, intim indie oven i ét sekunds sample af Cher – kulminerende i en vemodig vuggevise med slør af digitaltheremin.

Det var på mange måder peak hipsteræra. Men det var også intenst rørende, omtrent som at følge Mahler ude på kanten af afgrunden, mens han prøvede at tegne hele verden op i sine partiturer. Eneste forskel: Staffeliet ser lidt anderledes ud i dag.

Skal Selvhenter ikke spille på Orange næste år? 

4
jul
kortkritik
RF 2024: Selvhenter
© Kristoffer Juel Poulsen
© Kristoffer Juel Poulsen

Det er ikke første gang, Selvhenter viser Roskilde, hvordan en saxofon kan skråle. Selv de mest avantgardeparate lyttere hev efter vejret. Ja, det var svært ikke at lade sine egne lunger leve sig ind i de lange forløb og den balstyriske energi, som det eksperimenterende københavnske firkløver excellerede i med en instrumentpark bestående af to trommesæt, synth, basun, sax og diverse. Og jo mere bandet – placeret i midten af Avalon-teltet med publikum omkring sig – vævede på deres kollektive patchworktæppe, jo mere blev disse instrumenters egenart udvisket. Selvhenter kunne ligeså vel have spillet på helt andre instrumenter. Man så Sonja LaBianca stå og trykke tonerne ud af et blæseinstrument, men det lød mere som en harpe fra rummet. Det var forunderligt, hvordan hendes saxofonfanfarer lød som nødsignaler til outer space. Og imens kørte trommerne meget jordbundne rytmer: Steve Reich-agtig puls mødte mere free forløb. 



Selvhenter pustede fuldfed punket og jazzet noise op i det telt. Uden pauser (selv ikke da en lilletromme gik kold og skulle udskiftes undervejs) og uden vand til de fremmødte. Det var et plus, at vi kunne være så tæt på musikerne, som på deres lille scene i midten lignede kæmpere i en battle-arena, Det var ny musik, der i høj grad var kropslig. I en times tid trak vi vejret (og måske endda svedte?) synkront. Og det er vældig godt at gøre noget sammen på en festival. Selvhenter på Orange Scene næste år. Kom nu!

Nordmand omfavner fremtiden med glitch og tambourkorps

29
jun
kortkritik
Øyvind Torvund: »A Walk Into the Future«
© PR
© PR

Det historiske symfoniorkesters akustiske vellyd bliver radikalt udfordret af synth og glitch på Øyvind Torvunds nye udgivelse. De første »Sweet Pieces« er en blanding af parodisk følelsesladet symfoniorkester og elektronisk ambiens, som tilsammen danner et temmelig syret og komplekst lydlandskab. Umiddelbart sødmefyldt og let tilgængeligt, næsten som stumfilm-akkompagnement eller en ballet – men noget foruroligende og komplekst er under opsejling, hvilket i den grad konsolideres af »Archaic Jam«. Her udsættes Oslo Philharmonic for både glitch, electronica og noise, som orkestrets akustiske instrumenter på bedste vis forsøger at akkompagnere, fx når en elektronisk melodi fra outer space i ny og næ titter frem.

Et taktfast og muntert tambourkorps slutter udgivelsen. Endelig lader det til, at nogen har tænkt sig at gå i samme retning, og Lettelsen melder sig. Men bip og knips afbryder illusionen, og pludselig laver det store orkester en samlet mørk melodisk bevægelse, som et akkompagnement til den mest tragiske del af en ballet. Så en række morsekoder, så tambourkorpset igen, nu en sagte melodi... Lytteren bliver kastet frem og tilbage mellem diverse musiktraditioner, som blander sig med hinanden.

A Walk Into the Future omfavner kaos og uforudsigelighed i et komplekst værk, der humoristisk og ubesværet leger med et væld af musiktraditioner. Torvund har skabt en musikalsk sci-fi om verdens vaklen mellem tradition og innovation. Samtidig er det også et klassisk symfoniorkesters spæde udforskning af scenarierne for sin egen fremtid.

29.06.2024

My name is Pasquale Ivan Dante Rinaldi – would you like to see my playlist?

© Pasquale

»Music for me is the only way to say things that are too hard to say with words.«

Pasquale Ivan Dante Rinaldi is an Italian jazz piano player and composer living in Aarhus, Denmark. After graduating from NOMAZZ( Nordic Master in Jazz), he finished his Advanced Postgraduate Diploma (Solist) in DJM in Aarhus. He is also a teacher an educator, teaching ensemble in the conservatory in Aarhus. In his career he recorded several record as a band member and sideman, such as the ones with Deezmal, Maisemat, Martina Di Roma, Patton/Padoin/Rinaldi. He just released his first album as a bandleader, Short Story Long, featuring Fulvio Sigurtà on trumpet, Jesper Bodilsen on bass, and Alessandro Paternesi on drums





 

Jeg ved en lærkerede – jeg siger ikke mer’

14
jun
kortkritik
Aske Zidore: »Lark Animations«
© Storm Ravn
© Storm Ravn

Jeg må indrømme, at det var ren koncept-liderlighed, der dragede mig til komponist og spil-designer Aske Zidores debutværk Lark Animations. Her er tale om en ubeskrevet modernist, der tør arbejde tværfagligt med sit CV i sit kompositoriske værk og samtidig lader sig inspirere af noget så klassisk som fuglefløjt. Specifikt fra alle kunstnertypers yndlingsskjald: Lærken, der kulturhistorisk udkonkurrerer den dybt overvurderede nattergal som alles yndlingspiphans. Når Zidore samtidig blander æstetik fra videospillets verden ind i konceptet og lader solisten, violinisten Bettina Mare Ezaki, bevæge sig i en spilmekanisk setup af et systematisk 12-partiturs system, så råber den postmoderne konceptnørd »hurra«.

Der er masser at råbe hurra for. For selvom tanken bag er maskinel og matematisk, tager de varme forløb i de ni »motions« eller bevægelser netop udgangspunkt i pipperens varme sangforløb, og den ensomme violin imiterer til fuldt held lærkens berømte triller. Som på »Motion A: no. 3: Sangflugt«, hvor trioliserende triller minder en om en forårskåd skov, mens »Motion A, no 4: Den vemodige sang« minder en om fuglens vemodige toner ved skumringstid. Er man, som nærværende anmelder, opvokset halvt i nærheden af natur og skov, er der masser af melankoli, genkendelsesglæde og eskapisme at hente på Zidores debut. Det er smukt og inspirerende på trods af den højkonceptuelle systemtænkning. Og heldigvis bærer nærmest alle buestrøg på Ezakis violin en stor poesi og en højtidelig varme med sig!