kortkritik

Enhver slutning er også en ny begyndelse

Aarhus Symfoniorkester, Allan Gravgaard Madsen og Morten Riis: »Away«

9. september

Allan Gravgaard Madsen og Morten Riis’ Away er et »mixed media« orkesterværk. Det fysiske orkester suppleres med lyd og billedoptagelser fra Aarhus Teaters kælder (træblæsekvintet), Aarhus Domkirke (messingkvintet) og Marselisborghallen (strygeorkester). Alle disse steder har på et tidspunkt huset Aarhus Symfoniorkester i de sidste 90 år.

Away indledes af de sidste to akkorder fra ouverturen til Rossinis Willhelm Tell (1829), der udforskes rundt i orkesteret. Løbende forlader musikere orkestret, for sidenhen at dukke op i mindre konstellationer på optagelser fra de omtalte steder. Orkesteret spiller via teknologi på tværs af tid og rum på meget vellykket vis.

Værket udforsker stilstand og bevægelse, med luft som et centralt greb: Ofte blæser blæserne i deres instrumenter uden at producere toner. Strygerne efterligner lyden af vind med plastikposer. For mig har Away tre højdepunkter: Trompeter og slagtøj spiller fraser, der viser sig at foregribe en video af en fløjtenist, der går gennem byen. Trompeterne mimer lyden af en lastbil, »bip-bop-bip-bop«, og slagtøjet er fløjtenistens stiletter. Musique concrete vendt på hovedet! Et sted ses halvdelen af strygerne sidde i en cirkel og spille stærkt dissonante akkorder, for så at dræbe dem igen – det fysiske chok aktiverede mine ører. Tredje højdepunkt: da hele orkesteret spiller sammen igen, mens alle tre projektioner er i gang. Her kan værket begynde, og man mærker tydeligt energien stige i rummet. Men – desværre – så snart vi har ramt det klimaks, falder intensiteten igen.

Med sine knap 45 minutter er Away desværre en kende for langt og stillestående til min smag. Effekten af de føromtalte brud havde måske ikke været lige så stærk i et kortere forløb. Men jeg havde nok ønsket bare lidt mere af den intensitet, værket tydeligvis kunne præsentere. Jeg sad tilbage med en lidt flad følelse. Værket endte også så tyst, at flere var i tvivl, om det overhovedet var slut, og vi kunne klappe.

Playliste

Mit navn er Marta Bo – vil du se min playliste?

1. september

»Musik rammer mig stærkest, når den vækker længsel. Når jeg mærker den som et stik i maven, kan jeg begynde at tro på en oprigtighed i verden.«

Marta Bo er 24 år, bratschist på fritidsbasis og bachelorstuderende i musikvidenskab på Københavns Universitet. Hun er netop startet som praktikant i Seismograf.

Playliste

My name is Simon Cummings – would you like to see my playlist?

30. august

»Music is inseparable from listening: a close, attentive act. It’s not about beauty, truth or even intelligibility, but connection. This intense, focused intimacy is where meaning and everything else begins.«

Simon Cummings is a composer, writer, and researcher based in England. His music centres on two areas, both of which blur abstract and emotional impulses. The first, explored in instrumental work, involves highly intricate algorithmic processes rooted in carefully-defined behaviours, in a bespoke approach that combines stochastic and intuitive methods to realise large-scale behavioural transformations. His electronic music typically begins with visual stimuli, used to sculpt time-frequency structures investigating the boundary between noise and pitch, reappraising what defines each and their boundaries. He is currently working on a song cycle for voice and electronics for Icelandic soprano Heiða Árnadóttir, to be premièred in 2026. His research is primarily long-form critical writing on contemporary music, published on his website 5:4, as well as in assorted online and print publications.

kortkritik

Når synthesizere spirer: Filip Leymans organiske debut

Filip Leyman: »Soft Light«

Martin Funder

28. august

Skovsøen er et arnested i mere end én forstand. Skovens myriader af liv er afhængige af vandet, men dens piblende forgreninger, intense ro og bløde spejlbillede rummer også stærke musikalske potentialer. Det er præcis sådan en livgivende energi, der danner udgangspunktet for svenske Filip Leymans solodebutalbum, Soft Light. Allerede fra albummets første nummer, »Beyond the Sea«, fornemmer man, hvordan Leyman formår at skabe et organisk univers, hvor enhver lyd gøder jorden for den næste. Det er svært at finde hverken start eller slutpunkt, når de mange synthesizere og strygere vokser ind og ud af hinanden – man må bare overgive sig, og synke ned i det sfæriske univers af rumklange og tung, rolig bas.

Filip Leymans virke kan ikke beskrives uden at nævne svenske Anna von Hausswolff. Hendes musik er som en naturkraft, båret af lange, sakrale orgelpassager – og hvad der er Hausswolff, hvad der er Leyman, er aldrig helt til at afgøre. Soft Light samler årtiers gemte kompositioner og fremstår som en naturlig forlængelse af de mange album og soundtracks, de to har skabt sammen. Albummet rummer en stærk filmisk dimension: i et nummer som »Shapes« kulminerer de lagdelte klange i et blændende klimaks, der føles som slowmotion i lyd.

Leyman optræder her som en musikalsk botaniker, der tålmodigt lader sine synthesizere gro, spire og blomstre. Selvom Soft Light er vokset frem over mange år, lyder det utroligt sammenhængende – som ét langt åndedrag. Albummet synes snarere dyrket end komponeret. Lad os håbe, at Soft Light blot er begyndelsen, og at Leyman lader flere soloalbum vokse frem i samme lys.

Playliste

Mit navn er Lars Muhl – vil du se min playliste?

24. august

»Musik for mig er bevægelse. Når lyden bevæger noget dybt i mig og åbner hjertet, når den vækker kroppen og byder op til dans, når den gør mig eftertænksom. Uanset hvor den kommer fra og hvad end man kalder den, reagerer jeg på om den for mig er ærlig. Hvis den er påstået og ønsker opmærksomhed for opmærksomhedens skyld, hvis den er kunstlet og kun vil sig selv kan jeg ikke tage den ind. Jeg elsker sangere, der synger fra det nøgne og ubeskyttede. Det skal ikke partout være avanceret, men om at blive som barn igen. Pop, rock, jazz, klassisk, det er for mig totalt ligegyldigt, bare det er sandt. Det er det, jeg bestræber mig på, både i mine sange og i mit forfatterskab.«

Lars Muhl er forfatter, mystiker og musiker. Siden 1965 har han – parallelt med sin musikalske karriere – studeret sammenlignende religion og filosofi, og siden 1988 har han specialiseret sig i aramæisk samt kristen og jødisk mystik. I 2003 stiftede han hjælpeorganisationen Hearts & Hands, hvor han fortsat er bestyrelsesformand. Muhl har modtaget DJBFAs Hæderspris (1995) og WBC’s Songwriter Million Certificate (1996) og blev i 2013 optaget på Watkins’ liste over verdens 100 mest spirituelt indflydelsesrige personer.

kortkritik

Ingebrigt Håker Flaten skaber musikalske mønstre ud af kaos

Ingebrigt Håker Flaten (Exit) Knarr: »Drops«

Kristoffer Møllegaard

22. august

Nøgleordet til denne udgivelse findes allerede i åbningsnummerets titel: »Deluge (deconstructed)«. Her piller Håker Flaten en Wayne Shorter-komposition fra hinanden som et LEGO-sæt og samler den igen på en måde, der kun glimtvis minder om originalen. Ud af brikkerne vokser et kort, gentagende guitarmotiv, som trommer, saxofoner, bas og klaver kredser om i stadig mere opløste mønstre. Melodierne bliver gradvis mindre konkrete, instrumenterne spiller mindre sammen, intensiteten vokser næsten umærkeligt – indtil alting falder fra hinanden, og processen begynder forfra. Samme greb bruges i tredje nummer, »Kanón (for Paal Nilssen-Love)«, hvor spænding og udløsning formes i en bølgegang, der driver musikken fremad. Håker Flaten mestrer kunsten at skabe dramatiske kurver, som fører lytteren sikkert igennem selv de mest tumultariske passager.

Easy listening er det ikke – vi er stadig i freejazzens territorium – men der er en særegen dragende balance mellem kaos og afmålthed. Først fanges man af overraskelsen i musikkens pludselige drejninger, siden af genkendelsens glæde, når man begynder at fornemme de steder, hvor musikken spidser til.

Albummet afsluttes med »Austin Vibes (tweaked by Karl Hjalmar Nyberg)«, en støjende collage, der langsomt åbner sig mod brudstykker af mere konventionelle blæsermelodier. Her kommer vi tættest på noget, der ligner en klassisk jazzfornemmelse – og alligevel ikke. Det er stadigvæk ikke umiddelbart letfordøjelig musik. Men selv når Håker Flaten og hans medmusikanter bevæger sig længst ud i det fragmenterede, formår de at gøre det svært forståelige let at forstå.