En tone, otte åndedræt og klangen af venten

18
oct
kortkritik
Elisa Kragerup, Louise Alenius, vokalensemblet ÆTLA m.fl.: »Kejseren af Portugalien«
© PR
© PR

Blot én skuespiller er på scenen i Kejseren af Portugalien – omgivet af otte sangere. I Elisa Kragerups stramt koreograferede iscenesættelse bliver Louise Alenius’ a cappella-komposition en fysisk oplevelse, hvor åndedræt og bevægelse smelter sammen. Den akustiske lydside interagerer besynderligt tyst med de øredøvende, maskinelle lyde, der opstår undervejs, når fx lyskegler på scenen bliver hævet og sænket. Det er, som hvis tilværelsens ubarmhjertighed her i glimt får et lydligt udtryk, der indfanger Selma Lagerlöfs intentioner.

Den sparsomme – eller måske snarere nøjsomme – lydside spejler sammen med de tarvelige bondedragter det hårde, monotone liv i en svensk bygd fra før, verden blev moderne. Og handlingen? En fattig bonde forguder sin datter, men da hun som ung voksen drager afsted til Stockholm uden at vende tilbage, bevirker hans årelange afsavn, at han på donquijotesk manér tror sig kejser over det imaginære land Portugalien, som datteren naturligvis tænkes indsat i som regent. Bondens længsel tangerer vanvid, mens datterens svigt eller tankeløshed ender med at ramme hende selv: På godotsk vis venter og venter han på hende, ligesom hun efter hans druknedød gør det på ham, da hans lig ikke er til at finde.

Stykket præges af en næsten konstant ubrudt drone i koret (frembragt ved hjælp af korisk vejrtrækning), altså en enkelt vedholdende tone, der som kunstnerisk greb illustrerer, hvordan musik i en teaterforestilling kan fremstå så minimal, at klangen i sig selv bliver meddelelsen, og fraværet af et musikalsk narrativ bliver hensigten. »Én tone spillet smukt, det er nok,« sagde Arvo Pärt engang. Bortset fra, at denne tone her bliver sunget, ville han i dette stykke have set sit udsagn bekræftet på radikal vis: Et maksimalt udtryk opnået med minimale midler, som vokalensemblet ÆTLA lykkes med at indfri.

01.01.2025

Mit navn er Kim Mejdahl – vil du se min playliste?

© Fiona Aagaard

»Musik for mig er en måde at være i verden på. Jeg kan ikke leve uden musik, for den er en iltmaske. Jeg finder altid undskyldninger for, hvordan jeg kan inkorporere musikken i min billedkunst. Nogle af de største kunstneriske oplevelser i mit liv har været at lytte til musikalbum, og jeg har en ordentlig stak album, som jeg er dybt forbundet med og konstant genbesøger. Musik er noget af det allermest overvældende, brutaleste, smukkeste og sjoveste, og det forbinder mig til noget spirituelt og dybt. Min dårligste vane er at cykle rundt med høj musik i ørerne, men jeg har vurderet fordelene og ulemperne og kommet frem til, at musikken må være døden værd.« 

Multikunstneren Kim Richard Adler Mejdahl er uddannet fra Det Kgl. Danske Kunstakademi og har udstillet på bl.a. Kunsthal Charlottenborg, Overgaden og Rønnebæksholm samt internationalt på filmfestivaler i bl.a. Tyskland, Frankrig, Island og Sydkorea. Under aliasset Kim Kim har Mejdahl udgivet flere album og blandt andet spillet på Roskilde Festival. Han er blandt mange kendt for sin medvirken i anden sæson af Kunstnerkolonien på DR, hvor han kørte ind i folks stuer med partybus og godt humør. Mejdahls arbejde er repræsenteret i Statens Museum for Kunsts samling. For tiden er han aktuel med udstillingen Glory på KØN – Gender Museum Denmark samt DR-serien Provinsbøssernes drøm sammen med forfatteren Glenn Bech. Tidligere på året medvirkede han i forestillingen Friskabte, som er en musikalsk fortolkning af Glenn Bechs roman Farskibet med musikeren Henriette Sennenvaldt og billedkunstneren Michael Kvium.

25.12.2024

Mit navn er Marina Botes – vil du se min playliste?

© Isak Hoffmeyer

»Musik for mig er erotik, erkendelse, fest, støj, storslået natur, stilhed.«

Marina Botes er dansk/sydafrikansk komponist, pianist og forfatter. Hun er uddannet ved DKDM og dannede i 2022 duoen JØRGENSEN/BOTES sammen med Steen Jørgensen, som er aktuel med albummet Dråberne 5, 7, 8 & 11. De tidlige musikalske inspirationer var korsang, Buxtehudes orgelværker, 90'er-rave og Hindemiths klaversonater. Hendes praksis går på tværs af kunstneriske discipliner og medier med video, symaskine, billedecollager, tangenter og ord. I 2022 debuterede Botes som forfatter med collageromanen Der vil ikke bliver talt om denne nat (Forlaget Korridor).

19.12.2024

Mit navn er Mike Tramp – vil du se min playliste?

© PR

Mike Tramps karriere er længere og mere farverig end de flestes. Han har været landets største teenageidol, lavet disko i Tyskland og været MTV-stjerne i USA. Efter at have succes med grupperne White Lion og Freak of Nature solodebuterede Tramp med albummet Capricorn i 1998. I 2022 kom det dansksprogede album For første gang. Senest har Tramp lavet albummet Mand af en tid, som udkom i foråret 2024. Med albummet gør han boet op, og som han konstaterer i et af pladens numre: »Jeg har valgt min vej og vejen gav mig svar / jeg kom som jeg var«. Alle sangene er skrevet sammen med Lars Daneskov, og pladen er produceret af Mike Tramp sammen med Søren Andersen. På pladen medvirker i øvrigt Søren Skov, Claus Langeskov, Kenni Andy, Emily Garriock Langeskov og Jørgen Thorup.

En gåde, jeg ikke er den rette til at løse

16
dec
kortkritik
Abdullah Miniawy: »Nigma Enigma«
© PR
© PR

Jeg tror ikke, jeg er den rette til at bakse med alle de eksistentielle spørgsmål om tro og kultur, som multikunstner og politisk eksperimentalist Abdullah Miniawy bakser med på sit nyeste album Nigma Enigma. Pladen er lige dele arabisk chant, folkemusik og klangkunst, baseret på modulær synth og feltoptagelser. Og den egyptiske komponist bruger pladens 11 abstraktioner som lydsiden til det, han selv kalder »en arabisk opera om tvivl og tro«. Men som ikke-arabisk, livslang ateist er det svært for undertegnede at sætte sig ind i de store spørgsmål, som Miniawy stiller på sit modersmål, mens samples af bål og filtreringer sætter en ellers gådefuld stemning, der spiller godt op med albummets titel. Da musikken også fungerer som lydside til et immersivt videospil, er vi endnu længere fra hjemmebanen, da undertegnede ikke har rørt ved den slags siden Quake i 1992.

Lægger man sin søgen efter mening på hylden og lader sig farve af musikkens umiddelbarhed, har vi at gøre med et stærkt konceptuelt, vellydende værk, hvor Miniawys stemme – oftest chantende arabiske gloser fra gamle folkesange – blandes med elektronisk støj. Her er især overgangen fra den smukke, tostemmige chanting på »Jayhano Al Kawahi« – med stærkt religiøse undertoner – til den dybt anarkistiske støjvignet »Half a Year II« – med filtrerede sinustoner og dunkende angreb af basstøj – en god karakteristik af et minimalistisk stykke klangkunst.

Men uden at kunne dele Miniawys kulturelle og åndelige kontekst, føles albummet som en gåde, jeg ikke kan løse. Som at drikke Irish Coffee uden whiskey: Den egentlige ros udebliver. Nigma Enigma vil tale til dem, der kan relatere til de spirituelle og filosofiske spørgsmål, Miniawy stiller, mens andre måske vil opleve det som en musikalsk rejse uden helt at forstå destinationen.

15.12.2024

Mit navn er Andreas Singh – vil du se min playliste?

© Julia Nikiforova

»Jeg er 44 år gammel og bor på Djursland med min kæreste, vores fem børn, tre hunde og to grise. Jeg elsker musik, som ikke kan sættes i bås.«

Andreas Asingh er trommeslager og vokalist i bandet 802, som debuterede med en koncert på New Colossus Festival i NYC i 2023 og har siden spillet på festivaler som Bloom, Roskilde og Copenhell. Deres debutsingle »My Girl« kom med kortfilmen A Heavy Metal Bedtime Story, som blev nomineret til en UK Music Award. Nummeret »22 (Velvet Vampire)« optræder i kortfilmen The Curse Of The Velvet Vampire, som vandt prisen Best International Short på den australske filmfestival A Night Of Horror. Senest har 802 vundet prisen som Årets Håb ved den danske heavy-prisuddeling Den Hårde Tone. 802 har netop udgivet bandets tredje kortfilm, 1986 Forever.