En tone, otte åndedræt og klangen af venten

oct

kortkritik

Elisa Kragerup, Louise Alenius, vokalensemblet ÆTLA m.fl.: »Kejseren af Portugalien«

Henrik Marstal Martin Dam Kristensen

Blot én skuespiller er på scenen i Kejseren af Portugalien – omgivet af otte sangere. I Elisa Kragerups stramt koreograferede iscenesættelse bliver Louise Alenius’ a cappella-komposition en fysisk oplevelse, hvor åndedræt og bevægelse smelter sammen. Den akustiske lydside interagerer besynderligt tyst med de øredøvende, maskinelle lyde, der opstår undervejs, når fx lyskegler på scenen bliver hævet og sænket. Det er, som hvis tilværelsens ubarmhjertighed her i glimt får et lydligt udtryk, der indfanger Selma Lagerlöfs intentioner.

Den sparsomme – eller måske snarere nøjsomme – lydside spejler sammen med de tarvelige bondedragter det hårde, monotone liv i en svensk bygd fra før, verden blev moderne. Og handlingen? En fattig bonde forguder sin datter, men da hun som ung voksen drager afsted til Stockholm uden at vende tilbage, bevirker hans årelange afsavn, at han på donquijotesk manér tror sig kejser over det imaginære land Portugalien, som datteren naturligvis tænkes indsat i som regent. Bondens længsel tangerer vanvid, mens datterens svigt eller tankeløshed ender med at ramme hende selv: På godotsk vis venter og venter han på hende, ligesom hun efter hans druknedød gør det på ham, da hans lig ikke er til at finde.

Stykket præges af en næsten konstant ubrudt drone i koret (frembragt ved hjælp af korisk vejrtrækning), altså en enkelt vedholdende tone, der som kunstnerisk greb illustrerer, hvordan musik i en teaterforestilling kan fremstå så minimal, at klangen i sig selv bliver meddelelsen, og fraværet af et musikalsk narrativ bliver hensigten. »Én tone spillet smukt, det er nok,« sagde Arvo Pärt engang. Bortset fra, at denne tone her bliver sunget, ville han i dette stykke have set sit udsagn bekræftet på radikal vis: Et maksimalt udtryk opnået med minimale midler, som vokalensemblet ÆTLA lykkes med at indfri.

04.06.2025

Mit navn er Søren Lampe – vil du se min playliste?

»Musik for mig er i høj grad et valg. Jeg er meget lidt fan af baggrundstapet eller musik til arbejdet, selvom jeg i mit virke, som både musiker og tekstforfatter, er dybt afhængig af det musiske element. Min smag er ret bred, som det tydeligt vil fremgå af min playliste, og mit valg af musik er i højeste grad afhængigt af mit humør. Lettere depressiv er det Bill Evans eller Mahler, solskinshumør, italiensk patospop eller Gino Vanelli. I det klassiske tankeeksperiment – vil du helst miste synet eller hørelsen – hælder jeg mod blindheden. Jeg har set rigeligt. Musikken må ikke forstumme.«

Søren Lampe er sanger, komponist og tekstforfatter. Hans nyeste udgivelse, The Lamp is Low, er hans sjette i eget navn – heraf to på dansk, den ene med udelukkende egne sange, undtagen ét enkelt nummer. Genren er jazz, men med tydelige aftryk af soul, blues, bossa nova, den danske sangskat og klassisk musik.

03.06.2025

My name is Anna Roemer – would you like to see my playlist?

»Music is where my heart is. The place where I feel the most freedom and possibility to express myself. It's also the place I seek to when I need to calm down.«

Anna Roemer is a Danish guitarist and composer from South Zealand, now based in Copenhagen. She has performed with artists like Hannah Schneider, Jacob Bellens, and Guldimund. Together with saxophonist Cecilie Strange, she forms the acclaimed duo K A L E II D O, known for music that constantly evolves. The duo has received national and international praise and won the Carl Prize for »Jazz Composer of the Year« for their albums Elements and Places (2024).

Not the Royal Rock Star We Might Have Wished For

jun

kortkritik

David M. A. P. Palmquist: »King Frederik X’s Honour March«

Jakob Gustav Winckler Jakob Gustav Winckler. © Jakob Gustav Winckler

Surely, I can’t be the only one who nearly choked on my oyster on New Year’s Eve, when King Frederik X delivered his first New Year’s speech. What a modern take on the old tradition! Instead of sitting solemnly at a desk, he calmly walked into the room – a room demanding attention, where a futuristic mural stole the show. I could barely focus on the speech itself, distracted by the psychedelic imagery behind him: a visual nod to Yellow Submarine by The Beatles. Was this a sign of a rock star ascending the throne?

Wishful thinking, as it turned out. The speech turned into a parade of predictable platitudes. The same can be said about the King’s new Honour March, composed by David M. A. P. Palmquist, former conductor of the Royal Danish Life Guards Music Corps. A traditional and sluggish piece that plays it entirely by the book.

Since H.C. Lumbye gifted a march to Frederik VII in 1861, it has been a tradition for members of the royal family to be granted personal marches. Take the lively and self-ironic Parade March for Queen Margrethe, which includes quotes from both »I Danmark er jeg født« and »Daisy Bell«. Or Crown Prince Frederik’s brisk and quirky Honour March in 6/8 time – written by Fuzzy for the now-King’s 30th birthday – tipping its hat to Carl Nielsen’s »Som en rejselysten flåde«.

But where is the personal character in Palmquist’s march? The composer approaches the task far too conceptually, attempting to give the piece a musical signature with a kind of rebus at the beginning. The first note is an F, followed by one ten steps higher – thus spelling »Frederik the 10th« in musical code. The many references to other military music are just as internal. What’s missing is something that breaks with protocol – just like King Frederik himself has done in his most memorable and beloved moments. In the end, it sounds like a march that has forgotten who it was written for.

English translation: Andreo Michaelo Mielczarek. Proofreading: Seb Doubinsky

Ikke den royale rockstjerne, man kunne ønske sig

may

kortkritik

David M. A. P. Palmquist: »Kong Frederik X’s Honnørmarch«

Jeg kan næppe være den eneste, der var ved at få østersen galt i halsen nytårsaften, da Kong Frederik X holdt sin første nytårstale. Sikke en modernisering af den gamle tradition! I stedet for at sidde klar ved bordet, trådte han roligt ind i rummet – et opmærksomhedskrævende rum, hvor et futuristisk vægmaleri stjal fokus. Jeg kunne knap nok høre talen for bare at stirre på det psykedeliske motiv bag ham: en visuel hilsen til Yellow Submarine med The Beatles. Et varsel om en rockstjerne på tronen?

Ønsketænkning, skulle det vise sig. For talen var en parade af forudsigelige floskler. Det samme kan man sige kongens nye honnørmarch, komponeret af David M. A. P. Palmquist, tidligere dirigent i Den Kongelige Livgardes Musikkorps. En traditionsbunden og gumpetung sag, der følger alle kunstens regler.

Siden H.C. Lumbye i 1861 forærede en march til Frederik 7., har det været en tradition, at medlemmer af den kongelige familie tildeles personlige marcher. Tag den livfulde og selvironiske Dronning Margrethes Parademarch – der både indeholder citater fra »I Danmark er jeg født« og »Daisy Bell«. Eller den tjeppe og skæve Kronprins Frederiks Honnørmarch i seksottendedele – skrevet af Fuzzy i anledning af kongens 30-års fødselsdag – der kipper med flaget til Carls Nielsens »Som en rejselysten flåde«.

Men hvor er det personlige særpræg i Palmquists march? Komponisten går alt for konceptuelt til værks, når han indledningsvist forsøger at give marchen en signatur med en slags musikalsk rebus. Den første tone er et f, efterfulgt af en tone ti trin højere – sådan staver man til Frederik 10 med noder. Ligeså intern er marchens mange referencer til anden militærmusik. Man savner noget, som bryder med etiketten – præcis som Kong Frederik i sine mest mindeværdige og folkekære øjeblikke. Det ender med at lyde som en march, der har glemt, hvem den er skrevet til.

29.05.2025

Mit navn er Jakob Kvist – vil du se min playliste?

»Musik er meget magisk. Når den er god, er den en direkte vej ind til hjertet, ud til det næste menneske, hen til Vorherre og tilbage igen. Det er glæde og smerte på en uforklarlig klinge, og fra mine yngste dage har musik været altafgørende for mig. Den har formet store klumper af min identitet og været et ubrydeligt kit til mange af de mennesker, jeg har holdt allermest af. I Danmark behandler vi ikke vores musikere særlig godt. Derfor har jeg valgt nogle usmarte sange herfra.«

Jakob Kvist er journalist, forfatter og forlægger. Han var med til at grundlægge PeoplesPress, ArtPeople og Radio24Syv. I dag er han blandt andet bestyrelsesformand i Impact Press/Momenta, og han har udgivet en lang række bøger, senest Sidste udkald for rejsende Jørgen Leth. Han var gift med sanger og sangskriver Laura Illeborg, der døde sidste år under en koncert i Tisvilde.