En dristig vision for fløjte og stemme

mar

kortkritik

Laura Cocks: »FATHM«

Så dygtig en musiker er fløjtenisten Laura Cocks, at deres instrument ved optrædener for øjet forekommer som blot en forlængelse af kroppen. Cocks er en kraftfuld New York-baseret samarbejdspartner og fortolker inden for nyklassisk og eksperimentel musik – særligt som leder af det avantgardistiske ny musik-ensemble TAK Ensemble. Nu udgiver Cocks deres første soloudgivelse med improviserede kompositioner, FATHM, en akrobatisk sammenfletning af fløjte og stemme, der nikker til mærkelige og flygtige visioner – blandt andet fugle, tråde, frø mellem tænderne. På FATHM bringer Cocks al deres kunnen som fortolker af bestilte værker – senest udforsket i deres soloudgivelse fra 2022, field anatomies – i spil for at udvikle et uhæmmet, men særdeles fokuseret musikalsk sprog.

Hvis albummets mystiske trackliste fremstår som en form for kryptogram, så bliver lytteoplevelsen af FATHM en proces med dekodning, hvor grænserne mellem vokal og instrument udforskes. Åbningsnummeret, »A thread held between your fingers«, præsenterer Cocks som sin egen flimrende skygge, idet de samtidig spiller fløjte og udsender skrigende toner kun en anelse forskudt i tonehøjde. »Illinois« rives ud af Sufjan Stevens’ jerngreb og bliver til en rasende mumlen af halvblæste toner med underliggende rystelser af stemme. Cocks eksperimenterer videre med disse hæse klangfarver på de tre stykker: »To beget« og de senere variationer »To outstretch« og afslutningsnummeret »To fly«, der afspejler udviklingen af et danselignende tripletmotiv.

»FAVN«, som tilsyneladende er en tro skildring af en elefant med svær søvnapnø, kan måske forsone sig med den følsomme lytter gennem sin rene hengivenhed til det groteske, mens »A seed sucked between your teeth«, der kredser dovent omkring en stor none, inviterer til mere himmelske overvejelser. »A marsh wren« kunne tage den titulære fugl som sit udgangspunkt, men forestiller sig hurtigt en ny art, der synger en sang med travlhed, smæld og knips. På »YARN« antyder Cocks endnu en form for dyresang ved at skabe en kontrapunktisk dialog af miaven og knurren. Fløjtenistens evne til at balancere disse særegne hybrider er i sidste ende med til at definere FATHM lige så meget som Cocks’ glubske energi; dette er et album, der lige så gerne råber, som det snor sig.

Dansk oversættelse: Andreo Michaelo Mielczarek

Skinner som kviksølv

feb

kortkritik

Anders Vestergaard: »Propeller«

Rasmus Weirup Rasmus Weirup. © Rasmus Weirup

Jeg blev for alvor bekendt med perkussionisten Anders Vestergaard, da han sidste år, sammen med Marcela Lucatelli og Lars Pilgaard, stod bag en af årets allerbedste plader, Necromancy. Af den årsag var det med høje forventninger, at jeg første gang lyttede til Vestergaards nye soloalbum, Propeller – og kan med begejstring meddele, at det netop er den ildfulde ritualistiske stil, der kendetegnede hans arbejde på Necromancy, som på Propeller fås i sin mest destillerede form.

»Pulse« og »Reflex« hedder de to kompositioner, der udgør albummet, og der er netop en slags basal fysikalitet over de cirkulære rytmiske strukturer, som var de en direkte forlængelse af kroppens puls eller et produkt af nervesystemets reflekser. Her er tale om rytmer, der føles naturlige, nærmest selvfølgelige, som om de har eksisteret siden universets begyndelse og bare ikke er blevet indspillet før nu.

I så fald er det heldigt, at det netop er Vestergaard, der indspillede dem. Hans virtuose brug af rumklang og subtile elektroniske manipulation tilfører indspilningerne en overvældende detaljegrad, der åbenbarer sig mere og mere for mig ved hvert lyt: De skingre, metalliske overtoner, der pludseligt flænser lydbilledet; rytmernes forvrængede ekko, der konstant tiltager i styrke og fremmaner en sfærisk, nærmest psykedelisk karakter, som kontrasterer smukt med slagtøjets materielle tyngde. Det er denne kontrast mellem rytmernes nærmest naturgivne kraft og selve indspilningens aura – skinnende kemisk som kviksølv, sitrende som elektricitet – der gør albummet så stærkt.

29.01.2024

Mit navn er Hanne Boel – vil du se min playliste?

»For mig er musik en stadig påmindelse om, at der er så meget mere til livet end det, jeg lige her og nu tror – men det kræver, jeg opsøger og lytter. Her er fem sange, som jeg nyder at høre pt. De ligger alle og roder i perifirien af tracks, jeg ville ønske, jeg var en del af...«

Gennem knap 30 år har Hanne Boel befundet sig på toppen af den danske soulpopscene, og hendes kartotek tæller alt fra rock- og pophits til jazz og gospel. Med sin dybe, soul-inspirerede stemme og særprægede røst har Hanne Boel også markeret sig unikt på livefronten, hvor hendes koncerter er i høj kurs. Boel har netop udgivet albummet Norwegian Recordings med de to guitarister Jacob Funch og Jens Runge.

Jazzmusiker går hybrid

jan

kortkritik

Nikolaj Hess: »Melody«

Jeppe Rönnow

Hybridmusik er en mærkelig størrelse. Engang hed partiturmusikkens møde med improvisationsmusikken crossover. Jazzpianisten Nikolaj Hess genopliver denne genre med sin nyeste udgivelse Melody – skrevet til violinisten Cæcilie Balling og indspillet med Danmarks Underholdningsorkester, komponisten selv og hans faste jazztrio.

De to forskellige genrer udvander tit hinanden, for hvor jazz/pop/rock ofte kræver et tight beat, gør kompositionsmusikken det netop ikke – en for mekanisk rytme kan ødelægge det hele her. Men i »Birds« og »Waves«, der indleder det halv time lange værk, lykkes det faktisk Hess ikke at falde i denne genrefælde. Trommesættet bruges som percussion eller stille baggrund med whiskers og Ballings violinstemme står stærkt og mere klar af kontrasterne. Udtrykket er svævende og stemningsskabende, men i de tre satser med betegnelsen Melody er de musikalske ideer ikke stærke nok i et symfonisk partitur. De rytmiske dele forvirrer mere end de bidrager til helheden, og det bliver for rodet og mister retning, hvor Hess lader alle musikere improvisere frit. Cæcilie Balling fanger dog noget intenst med sin violintone, særligt i den lange cadenza.

I den afsluttende »Choral« opstår der pludselig en helt anden kvalitet. Hess har gennemkomponeret en lille koralmelodi, som både er enkel men også kompleks i stemmeføringerne. I smuk, nyromantisk stil bruger han både orkestret og soloviolinen, så rørende og sårbare musikalske øjeblikke opstår. Mere af det en anden gang! Det er godt at eksperimentere og bryde genrerne op – det har vi brug for i øjeblikket. Så indspilningen bydes velkommen, om end det er en svær størrelse.

23.01.2024

Mit navn er Camilla Dayyani – vil du se min playliste?

»Musik er for mig at være i kontakt med noget større. Jeg er ikke religiøs, men med musikken kommer jeg i kontakt med noget spirituelt eller åndeligt, både som musiker og lytter. Samtidig kan musikken skabe unikke møder mellem mennesker. Det nonverbale er en perfekt ramme for kulturmøder, fordi vi med det samme connecter med noget større og vigtigere, som alle mennesker på jorden forstår.«

Sanger og komponist Camilla Dayyani er vokset op i Danmark med sine søskende, sin danske mor og iranske far. Hendes vej ind i musikken er gået via skolekor, violin timer på musikskolen og soulbands m.m. i gymnasietiden. Senere forelskede hun sig pladask i Billie Holiday og de store klassiske jazzsangerinder. Herfra var det jazzens tonesprog, der optog hende i årene på musikkonservatoriet og de første år af hendes karriere. Det udgangspunkt kan man høre på hendes tidligere udgivelser: Silver and Gold (2005), Anadyomene (2007), Come My Way (2009) og Rummet Fyldt (2013).

På det aktuelle album Mine Miniaturer sætter Camilla Dayyani både danske og persiske digtere stævne på tværs af århundreder og store geografiske afstande og samler på den måde både sine kulturelle og musikalske rødder i sine kompositioner. Albummet er tænkt som et samlet værk for ensemblet, som består af strygekvartet, jazzkvartet og to persiske musikere. Hun synger og reciterer på dansk, persisk og engelsk.

Hun har før kredset omkring musikken i lyrikken, og bl.a. skrevet musik til og indspillet digte af Pia Tafdrup, Dan Turéll, Johannes Jensen og Piet Hein. Nysgerrigheden har ført Camilla Dayyani rundt i genrerne. Hun har sunget moderne klassiske værker af Morten Olsen med Athelas Ensemblet, indspillet moderne jazz med sine egne kvartetter, sunget børnemusik på YouTube-succesen Sangskattekisten, sunget iransk popmusik fra 70’erne og meget andet.

18.01.2024

My name is Charlotte Rowan – would you like to see my playlist?

The English choir conductor Charlotte Rowan took over the position as conductor of the Danish Girls' Choir in August 2023 and is the eighth conductor in the choir's history. She grew up as a chorister at Liverpool Metropolitan Cathedral, where she later became an Organ Scholar, at the same time as she studied singing and conducting at the Junior Royal Northern College of Music in Manchester.

At the age of 19, Charlotte Rowan began studying music at University of Cambridge, where she continued her education as a singer and conductor of The Chapel Choir of Sidney Sussex College. Since 2018, Charlotte Rowan has lived in Denmark, where she has partly continued her education himself as choir conductor at the Jutland Music Conservatory, partly as conductor of Herning Church's Boys' Choir for three years before she became conductor of the DR Girls' Choir.