Echoes from a Forgotten Time

mar

kortkritik

Raed Yassin: »Phantom Orchestra«

The abstract, collage-like »Movements« on Lebanese artist Raed Yassin's Phantom Orchestra are yet another piece of contemporary art born out of the COVID-19 crisis. Like a distant echo from a time most have already repressed, the experimental artist has assembled a series of recordings performed by a motley group of Berlin musicians – all united by a single premise: improvisation.

Over nearly an hour, Yassin weaves these recordings into seven progressive suites, ranging from approximately nine to twenty minutes. And while the sonic chaos at times reaches such heights that one struggles to find a common auditory anchor, the result is a creatively stimulating listening experience, as hand-played percussion, Baltic folk singing, and the Japanese koto (harp) seamlessly merge – despite the musicians never having been in the same room together.

At its core lies an immensely inspiring concept, one that draws equally from sampling aesthetics and contemporary art. This is particularly evident considering that the pieces were reportedly created using no fewer than twelve turntables, introducing an element of chance. One can only assume that this required a remarkable degree of planning – which makes it all the more astonishing when, for instance, the interplay between modular synths and drums on »Movement III« unfolds, or when the almost horror-like contrast between happy jazz trumpet, frantic vocals, and demonically prepared piano emerges on »Movement IV«.

At times, the idea behind the work is more fascinating than the sound itself, but all in all, Phantom Orchestra is a dazzling, slightly mad experiment, driven by a will to create harmony in chaos. A final echo of the pandemic – of standing together while apart.

English translation: Andreo Michaelo Mielczarek

Man må godt spille arty cello på Roskilde

jun

kortkritik

RF 2023: Jules Fischer & Josefine Opsahl: »It doesn’t look like anything to me«

Andreo Michaelo Mielczarek Andreo Michaelo Mielczarek. © Kåre Viemose

Fremtidsrejser, utopier, aktivistisk og meget arty anti-hverdag – dét er Roskilde Festival, især her i 2023, og der har Josefine Opsahl selvfølgelig fået plads. I performanceværket It doesn’t look like anything to me (tænk sci-fi-serien Westworld) flåede hun ikke i celloens strenge, men formede langsomt et neoklassisk score med folkemusik fra gamle dage (eller måske folkemusik fra fremtiden?), mens fire performere gled rundt i knæbeskyttere, brød ud i soul, brydekæmpede og fodstampede i rundkreds.

I midten af det hele, med publikum omkring sig, sad Opsahl, i spidse støvler, den skarpe lydlige iscenesætter – skruede op og ned for ambience, som man gør i værker, der også har en visuel side og et budskab, her kold maskulinitet versus ny sårbarhed. Ikke storladen, mere tilbageholdende, dejligt befriet for unødig svulstighed. Skarpt.

Opsahl passede godt til Roskildes kuraterede eksperimentarium, Platform-scenen, hvor kunstarter blandes og stilles i nyt lys for et nysgerrigt publikum. I en halv time fik hun Dyrskuepladsen til at lytte til cellomusik og se Jules Fischers cool koreografi. Den medrivende totaloplevelse stoppede brat. Det gør totaloplevelser. Efter sidste cellostrøg stod stilheden tilbage. Mange fik en på opleveren. Det var arty. Det må man godt på Roskilde.

29.06.2023

Mit navn er Mikkel Hess – vil du se min playliste?

Mikkel Hess er komponist, trommeslager og bandleder i bandet Hess Is More. Han er desuden musikproducent for film, teater og dans og har bl.a. lavet musik til balletten UROPA, filmen When Animals Dream, som havde premiere på Cannes Film Festival i 2014. Han er aktuel på Teater Sort/Hvid med koncertprojektet Apollonian Blackout, der foregår på og omkring et kæmpemæssigt bord, hvor publikum inviteres helt tæt på kunstnerne. Det er en videreudvikling af koncertformatet Apollonian Circles, som blev tildelt en Danish Music Awards Jazz i 2022.

Om sin playliste siger Hess: »En håndfuld favoritter, mest af lidt ældre dato. Måske der er et fællestræk ved den måde disse numre udfolder tiden. Grænsende til det stædige hist og her?«

Fremtidens identitetskrise

jun

kortkritik

Teater I DER: »Hvem er du, når verden går under?«

Sébastien Doubinsky © PR

Hvem vil vi være i fremtiden? Det er det temmelig obskure spørgsmål, Aarhus-København teatergruppe I DER har valgt at stille i deres hørespil præsenteret på Institut for X i Aarhus. Dekorationen er minimal, hver tilskuer/lytter sidder alene i et aflukke, omgivet, men alligevel isoleret, fra de andre. Der bliver delt høretelefoner ud til hver af os, og vi sidder med front mod væggen eller en anden tilskuer. Historien udfolder sig, understøttet af atmosfærisk musik: Synthesizere, Rhodes-klaver, computerlyde. Tre karakterer – altså stemmer – rammer vores ører: »produceren« af lyd-»dokumentet«, en kvinde uden navn eller identitet, en A.I., som lever af informationen transmitteret af den kvindelige karakter, da hun opdager de på hinanden følgende jordkloder, hver genfødt efter en katastrofe.

Historien er ligetil science-fiction med et eksistentielt twist: Kan en A.I. blive »nogen« ved hjælp af en andens oplevelser og minder? Kan menneske og maskine leve sammen i fremtiden, uden at den ene erstatter den anden? Selvom oplevelsen er lidt begrænset af formatet – lydeffekterne er ret basic, og måske mere eksperimentelle effekter kunne have forbedret historien endnu mere – er den behagelig og tankevækkende, idet den omformulerer den klassiske Descartes-sætning, »jeg tror, derfor er jeg« til »jeg tror, derfor kunne jeg være det.«

Future Identity Crisis

jun

kortkritik

Teater I DER: »Hvem er du, når verden går under?«

Who will we be in the future? It is the rather obscure question the Aarhus-Copenhagen theater group I DER has chosen to pose in their sound-only play presented at the Institut for X in Aarhus. The set is minimal, each spectator/listener sitting alone in a cubicle, surrounded, yet isolated, from the others. Earphones are distributed to each of us, and we are sitting, facing the wall or another spectator. The story unfolds, supported by atmospheric music: Synthesizers, Rhodes-piano, computer sounds. Three characters – hence, voices – reach our ears: the »producer« of the sound »document«, a woman without a name or an identity, an A.I. which feeds on the information transmitted by the female character as she discovers the successive Earths, each reborn after a disaster.

The story is straightforward science-fiction, with an existential twist: can an A.I. become »someone« using another's experience and memories? Can man and machine live together in the future, without one replacing the other? Although slightly limited by its format – the sound effects are quite basic, and maybe more experimental effects could have enhanced the story even more – the experience is pleasant and mind-teasing, reformulating the classic Descartes sentence, »I think, therefore I am« into »I think, therefore I could be.«

Metalguitar vs. strygekvartet: 3-0

jun

kortkritik

David T. Little: Black Lodge

Henrik Friis

Renskuret »nu metal« med pæne, halvtunge guitar-riffs møder spinkle strygere på albumversionen af operaen Black Lodge. Det er den amerikanske grænsegænger-komponist David T. Little, der har skabt den sære fusion. Han har fundet fællesnævneren mellem hård rock og melodisk, klassisk musik – og det er åbenbart storladen, lidt skinger sang med kraftige vibrationer og mod på at gå efter de mest teatralske, højtidelige øjeblikke hele tiden. Det er en horroropera med hilsener til William S. Burroughs opklippede tekster og David Lynchs uhyggelige univers fra Twin Peaks – the black lodge – hvor de døde opholder sig i en slags forgård til helvede.

Helt konkret sidder glamrock-sangeren Timur i den sorte hytte og synger sin desperation ud som operaens eneste medvirkende. I selskab med glitterbandet The Dime Museum og strygekvartetten Isaura. En time tager det, før albummet kulminerer i monstrøs falsetsang og alle former for heavyrock-klicheer i lydbilleder, hvor de medvirkende strygere og deres små klangfigurer taber stort til guitarens hvide støj og stortrommens tunge bund.

Det store problem her er, at musikken ganske enkelt ikke er uhyggelig eller vild. Oprindelig er projektet både en mørktonet film og en opsætning på Opera Philadelphias festival O22, og måske kunne værket faktisk noget med sin visuelle side. For sig er musikken ret uinteressant, og man tager sig selv i at overveje, om man har misforstået det hele? Er det egentlig en rock/opera-parodi? I det tilfælde er det måske meget sjovt.