Under en koncert, hvor begge værker for strygekvartet gør det til en pointe at strække tiden ud, når man vidt omkring i sit indre univers.
Pludselig opdager man den fortrængte håndboldspiller, der gerne vil gøre koncerten til en konkurrence: canadiske Sarah Davachis Long Gradus (2020-21) mod Niels Lyhne Løkkegaards Colliding Bubbles, der blev uropført i torsdags.
Og han er egentlig sjovere at lytte til end den indre lommefilosof, der dukker op og spørger, om den slags ambientmusik mest har karakter af institutionaliseret ritualisme eller subversiv utopi. Kedeligt spørgsmål, videre!
Håndboldspilleren er ikke i tvivl: Davachis halve time med udstrakte, overlappende grundakkorder forvrænget en anelse af ren stemning – hvor intervallerne kan lyde lidt skæve – bliver hurtigt til et ensidigt og selvgodt udsagn om at justere vores moderne ører.
Mere liv er der hos Løkkegaard, hvor Bozzini-kvartetten på samme tid spiller på mundharmonika og strygere. Også her med lange, changerende akkorder, dog nu med en gradvis bevægelse fra den lyse til den mørke ende af harmonikaerne.
Men trumfen er, at Løkkegaard har indlejret en ubestemmelighed i værket, en optisk illusion: Længe spiller buerne toneløst på strengene – eller vistnok toneløst, må jeg næsten skrive, for finurligt nok lyder harmonikaerne som lyse strygere.
Man er simpelthen konstant i tvivl om, hvor de fine klange kommer fra. Så meget desto større effekt, da musikerne skifter greb og endelig lader strygerne klinge. Sejr til Løkkegaard!
Holdet bag DR’s nye musikprogram – der højst usædvanligt faktisk handler om musik – når lige at balancere på kanten af det fortænkte i første afsnit om L.O.C.-baskeren »Frk. Escobar« (2005).
Pligtskyldigt og overfortolkende analyseres temamelodien af en jazzkomponist ved flyglet, studentikost blæser vært Carsten Holm en skoleopgave om lyrikkens »dualitet« op på en containervæg, og fordi hjerneforskeren må være på hurtigkald hos alle kulturredaktioner, får Peter Vuust også lov at fortælle en anekdote om savlende hunde.
L.O.C. griner måbende hver gang, men bærer heldigvis over med redaktionens fikse idéer, tager engageret invitationen til musikalsk næranalyse op, og pludselig sidder rapperen og siger »crescendo« i bedste sendetid lørdag aften. Det er faktisk ret godt gået i sidste ende.
Lad dette være startskuddet til mere lydnær musikformidling på de store medier, også gerne af den mere kritiske slags end her.