Mit navn er Mikkel B. Grevsen – vil du se min playliste?
Hvis nu verdens yndlingsvampyr selv kunne vælge et soundtrack til sit liv og levned, hvordan ville det lyde? Sådan en forfængelig type – og det er Dracula (Jakob Madsen Kvol) i denne opsætning, hvidklædt aristokrat men også uplettet engel – går selvfølgelig op i ambience. »When I Am Laid In Earth (Dido’s Lament)« og bidder fra fem lækre dødsmesser dirrer bag ordene som ørehængende underlægning. 21 sangere fra Den Jyske Opera og en pianist bebor smukt scenen og næsten hvert minut i Martin Lyngbos version af dramaet, vi alle kender. Men det frapperende er, at vi netop også via den allestedsnærværende lyd mærker, hvad der sker, når en epidemisk frygt kortslutter et samfund.
»Blodet er livet,« fortæller Dracula. Vi ser Kvol (tidligere Bowie-inkarnation i Aarhus Teaters Lazarus) dirigere sangerne. Dracula er typen, der står ved boomboxen og vil male Transsylvanien og London rød; tvinge gæsterne til at danse efter sin drabelige pibe. »Se la mia morte brami« er selvfølgelig med på lyddesigner Marcus Aurelius Hjelmborgs Dracula-mix, for Carlo Gesualdo (1566-1613) var både elsket komponist og morder, ja, de über-passionerede madrigalkomponister siges at have levet i en forvirret tid, der skabte spaltede individer. Psyken, i al sin pragt og grimhed, er også begravet i lyd.
Forestillingen Dracula – ej opera, ej musical, nok noget tredje – er skabt før corona og krig. Som et sansende menneske i 2023 kan man ikke undgå at blive berørt af musikkens sofistikerede, næsten elektriske elegance, som lader os mærke, at volden er på vej. Alt det, vi kender, er ved at vælte.
Mod fjender i det ydre rum er »musik det stærkeste våben vi har,« udtalte Mads Brügger forleden her i Seismograf. Snöleopard og musikalske venner gjorde dette meget konkret med musik direkte fra Planetariet i København ud i rummet for at ramme satellitter mellem 500 og 35.000 km væk. Tonerne returneredes tillagt forsinkelse, radiostøj og kosmisk interferens. På det store lærred kørte jordklodens overflade, set fra en satellit, med alle sine oplyste byer, og Theis Ørntoft læste op fra sin kommende klimabevidste roman med sætninger som: »Den dag, der ikke er mere olie, vil lyset slukkes i verden.« Imens kunne vi se de små grønne prikker af forvirrede satellitter fare hen over jordens smukke krumning og høre Lotte Anker, Kresten Osgood og Snöleoparden free-jazze på henholdsvis sax, trommer og sitar.
De små skrattende bib-lyde fra satellitternes resonans skabte også musik, men mest interessant var koncerten, når musikerne fik deres egne motivstumper igen – kastet ned fra det ydre rum, og der opstod et lille internt sammenspil. Er der noget derude, eller taler vi blot med os selv?
Kosmisk resonans fyldte kuppelrummet, men vi kunne godt have savnet noget mere intern resonans. Det er en smuk trend med en digter i et ensemble, hvor mange herligt kringlede formuleringer kommer frem, men musikerne skal være med til at tolke ordene. Indgå i den musikalske udlægning, som hvis det var en traditionel jazzsanger, ellers bliver musikken let baggrundstæppe eller sekundær. Hvor alle musikere er en grøn satellitprik i sin egen kredsløbsbane. Mange gode ideer var i spil – og musik er ikke et våben. Men kræver intern resonans. Ikke kun kosmisk.
»Musik for mig er en ven og en udtryksform. Du kan grine, græde, danse og udtrykke dig på så mange måder med musik, om du modtager eller deler, så er musikken ofte et vindue ind til sjælen.«
Hervé Toure er en dansk-ivoriansk skuespiller, sanger og sangskriver. Toure indtager Dansk Melodi Grand Prix 2025 med sangen »Allez Allez«, der trods den franske titel er årets eneste sang, som bliver sunget på dansk. Toure har også tidligere været professionel fodboldspiller i den franske 3. division, og derudover har han også foldet sine talenter ud på Det Kongelige Teaters skrå brædder i Arven, som i 2023 vandt en Reumert.
Hvis den japanske komponist og musiker Keiichiro Shibuyas nye album ANDROID OPERA MIRROR skulle opsummeres med et enkelt ord, ville det ord være »bombastisk«. Allerede fra første nummer »MIRROR« bliver lytteren bombarderet med glidende synthvioliner, blæsere og en robotstemme, der intonerer eksistentialistiske spørgsmål, som, ironisk nok, er blevet skrevet af en AI.
Der er noget charmerende kikset over Shibuyas poppede og overdramatiske kompositioner og androidvokalens klæge kawaii-faktor. Men inden albummet er halvvejs ovre, begynder den konstante pompøsitet at tære på charmen. »On Certainty« giver med sine allestedsnærværende strengeinstrumenter og tætpakkede arrangementer sjældent musikken og lytteren plads til at trække vejret. Shibuya og hans androidstemme siger utroligt meget hele tiden, og det er så overvældende, at meget lidt af det rent faktisk har tyngde. Når alt føles som et episk crescendo eller den forventede forløsning på samme, går virkningen tabt.
Enkeltvis er flere af numrene ellers ganske spændende: »Midnight Swan (Android Opera ver.)«, der lyder som åbningsnummeret til en mørk og romantisk anime, og sidste nummer »Scary Beauty (Vocal and Piano ver.)«, der brillerer ved netop at skære fedtet fra og fokusere på kompositionens emotionelle kerne, som kommer så meget stærkere til udtryk med den simplere instrumentering. For når lytteren ikke konstant overvældes, så får romantikken, melankolien og de eksistentielle spørgsmål lov til at gøre indtryk. Desværre er ANDROID OPERA MIRROR en lytteoplevelse, der ærgrer med sin mangel på en subtilitet, som ellers ville have klædt den.
Der var lagt op til doom, da Slim0 lørdag aften gik på scenen til et udsolgt Alice. Bandet udgav i oktober det 17 numre lange album FORGIVENESS – et album, der træder et langsomt skridt ind i stonerrockens riff-land. Trioen Slim0 var i aftenens anledning udvidet med en besætning bestående af Agnete Hannibal på cello, Aase Nielsen på saxofon og Johan Polder på bas. Lyden befinder sig et sted imellem den engelske sanger Dido, drone-metal-bandet Earth og Trillegårdens drill-trio Shooter Gang – en abstrakt sammenligning, der ikke gør numrenes unikke lyd retfærdighed, for Slim0’s lange referentielle tentakler rækker langt længere end musikkens skarpe kontraster.
Med et sakralt klingende kor og tunge trommepassager passer singlen »Trenches« virkelig godt ind i en koncert. Mørket og skiftene mellem de tre sangere – fra fælles harmonier til growl – forstærkede det teatralske metaludtryk. På samme måde var det et nostalgisk suk, der meldte sig, da Didos catchy vokallinjer fra hittet »Thank You« begyndte i det dobbelte cover »I Have But One Heart«. Den måske mindre velkendte instrumentale del, bestående af Earths »Coda Maestro in F Flat Minor«, gjorde det nummeret til et præmieeksempel på Slim0s referentielle mosebryg.
Selvom de mange kontraster skabte en ret episk koncert, efterlod de mig også lidt splittet. Splittet, fordi jeg virkelig godt kan lide Slim0's tunge og fragmenterede univers, men manglen på voluminøs tyngde efterlod mig sulten efter en mere knogleruskende lyd, der kunne ridse de skarpe kontraster endnu hårdere op. Sulten efter mere doom er bestemt ikke nogen dårlig fornemmelse, og jeg glæder mig til at høre det episke udtryk blive højere og endnu tungere.