Schou is a powerhouse – unafraid to try new things, push himself in new directions, and pull us all along with him. We sorely need this energy, and we are lucky to have Schou and his do-it-anyway attitude.
But sometimes do-it-anyway needs tempering a little. Schou spoke about how he prepared this concert without guidance from his teachers. Brave, but I missed a guiding hand, a sharper focus. Both concerts were too long, and not always coherent. I sensed an artist who has defined himself by who he isn’t, but not yet by who he is.
Still, there were glimpses of a unique personality. Stefan Prins’ Generation Kill was an odd choice to start a debut concert with – Schou’s back was facing the audience, and the piece did little to highlight his skills as a performer (I also hated the piece, but that’s a personal matter). So I’m going to pretend that the concert started with Johannes Kreidler’s Guitar Piece – a vile little video-nasty to which Schou fully committed. A perfect manifesto – the absolute nerve of presenting two years of soloist class education by eating your guitar. I wish we’d had more of this playfulness.
But the energy sagged with a disparate selection of pieces that seemed more like a composer class concert than a presentation of a fresh artistic profile. Props to Schou for this – using your debut concert to focus on younger composers is bold, and should be celebrated. I just wish we’d had more Schou. My highlight was Emil Vijgen’s Photobooth Study, where Schou got to engage with his instrument in a different way, let loose a little, and be a soloist.
Schou may present himself as a force of nature, and he is, but there is an air of sensitivity (reticence, even) to his presence that does not always match up with the pieces being performed. Rob Durnin’s What, de facto could have benefitted from some more ‘fuck you’ attitude – the performance was oddly shy.
The late-night concert’s improvisation was fun: it’s always a joy to see Marcela Lucatelli and Henrik Olsson improvise (although Schou was the clear third wheel). However, the concert was overlong, and did not add much to Schou’s profile. I get that he wanted to show more sides of himself, but, again, it came at the expense of focus. Replacing Esben Nordborg Møller’s bloated Drones with Sarah Nemtsov’s lounge-jazz tinged Seven Colours from earlier would both shorten the concerts and sharpen the intention.
But these things are matters of polish. Schou is a rare and exceptional artist, and deserves accolades for his work and for these concerts. With more confidence and time to refine his vision, there is no doubt that Schou will be an essential fixture on the new music scene for years to come.
En tubatrio, der spiller afmålte mikrotonale flader på deres hjemmedrejede instrumenter – og ovenikøbet kalder sig for Microtub… Ingen grund til at pakke noget ind, åbenbart. Hvad du hører, er, hvad du får, og hvorfor ønske sig mere, når den kirurgiske klang bliver sendt ud i et vandtårn med 40 sekunders rumklang?
ALICE havde inviteret til Brønshøj, og som opvarmning i det betonkolde rum skulle vi først afstresses af en klarinet-, zither-, og fløjteimprovisation af Jason Duncan aka Blue Lake. En kælende ambient leg: fabulerende på grænsen til det søvndyssende. Bare en enkelt lussing blandt de drømmende kærtegn havde været godt.
Så hellere den firkantede tilgang, som Microtub stædigt diskede op med: Dirrende klange rejste sig som de grå betonsøjler, der bærer den rungende konstruktion. Stålsat, nærmest kynisk, smeltede musikkens og tårnets funktionelle arkitektur sammen.
Den transformerende minimalisme var som sådan ikke vanvittig opfindsom: en toptone, der pludseligt hæver sig i akkordbrydningen, så en bundtone, der senere følger efter. Men klangene skabte den fornødne turbulens i rummet, der gjorde værkerne spændstige. Mest inciterende var de helt tætte ansatser hen mod slutningen. Dér slog lyden sprækker i luften, så det gyngede i hovedet, og det indre øre hylede med. Det stabile fundament blev faretruende usikkert: Man vidste aldrig, hvilke fascinerende knæk lyden ville tage.
With his latest album, Polish jazz wonder Tomasz Dąbrowski creates one of the most interesting and cognitive dissonant experiences of the moment. Seeking his inspiration in both Western and East European jazz traditions, Dąbrowski delivers a fascinating mix of textures and references, but also offers the possibility of a renewal of old tropes.
If the album is presented as a tribute to his mentor, Polish jazz trumpetist and pioneer Tomasz Stańko (11 July 1942 – 29 July 2018), and if one can indeed see a homage, especially in the »Jr«, »In Transit« and »Spurs of Luck« tracks, it has also and fortunately a distinctive personality of his own.
Feeding on the obvious legacy of the 1965-1967 Coltrane and avant-garde Polish jazz, Dąbrowski also mixes improbable sounds reminding the listener of a secret sauce made associating the likes of McCoy Tyner, Sam Rivers, Gerry Mulligan and even Chet Baker. For instance, the tracks »Old Habits«, »Sandy« and »Troll« could be the best tribute and deconstruction of West Coast cool jazz ever.
To conclude, Tomasz Dąbrowski & The Individual Beings is an exceptionally interesting and exhilarating album, which manages to both enchant and challenge the listener in exciting ways. Very highly recommended to all those who thought the free jazz had become a rotting corpse feeding on itself.
Med sit seneste album skaber det polske jazz-vidunder Tomasz Dąbrowski en af de mest interessante og kognitivt dissonante oplevelser i øjeblikket. Idet han søger sin inspiration i både vestlige og østeuropæiske jazztraditioner, leverer Dąbrowski en fascinerende blanding af teksturer og referencer, men tilbyder også muligheden for en fornyelse af gamle troper.
Hvis albummet præsenteres som en hyldest til hans mentor, den polske jazztrompetist og pioner Tomasz Stańko (11. juli 1942-29. juli 2018), og hvis man faktisk kan se en hyldest, især i numrene »Jr«, »In Transit« og »Spurs of Luck«, har den også og heldigvis en særegen personlighed.
Dąbrowski næres af den åbenlyse arv fra Coltrane fra 1965-1967 og polsk avantgardejazz, men blander også forbavsende lyde, der minder lytteren om en hemmelig sauce, der forbinder folk som McCoy Tyner, Sam Rivers, Gerry Mulligan og endda Chet Baker. For eksempel kunne numrene »Old Habits«, »Sandy« og »Troll« være den bedste hyldest og dekonstruktion af West Coast cool jazz nogensinde.
For at konkludere: Tomasz Dąbrowski & The Individual Beings er et usædvanligt interessant og spændende album, som formår både at fortrylle og udfordre lytteren på spændende måder. Stærkt anbefalelsesværdigt til alle dem, der troede, at freejazzen var blevet et rådnende lig, der spiser af sig selv.
Fra allerførste sekund på Another Presence af den elektroniske producer Amphior aka Mathias Hammerstrøm kan man fornemme det: åndedrættet. Eller indånding, rettere sagt. For det lyder ikke som om, der bliver pustet ud på det første nummer »Void«. Noget ophober sig. Som luft, der siver baglæns gennem elektroniske stemmelæber og samler sig i syntetiske lunger, der vugger det ambiente liv.
Man hungrer lidt efter et forløsende brøl oven på albummets optrappende indslusning, men det kommer naturligvis aldrig. I stedet kanaliserer Hammerstrøm energien ud i forskellige vægtløse tilstande. Det er oftest lavfrekvente abstrakte landskaber, Hammerstrøm maler med sine modulationer. Som den dunkle drone på »Sleepwalker«, der dog lysner til sidst med skær af daggryskor. Indimellem dukker der figurer op, man kan gribe om: små satellitter i stratosfæren, som det brudte beat bagest i mixet på den synthbårne »Dream Traveler«, der klæber om et knitrende slør af hvid støj. Velsmagende detaljer.
Hvis respirationssystemet havde fadere og cutoff-filtre, ville det lyde som Hammerstrøms musik. Og man fornemmer en slags åndelig ventilation i de elektroniske vejrtrækninger. En forvrænget stemme kæmper rundt omkring på albummet for at trænge igennem rumklangen. Hammerstrøm slipper den ikke fri, og det er ærgerligt, for det havde måske været den håndsrækning til lytteren, man ender med at savne i de dystre meditationer på Another Presence.
Quivers debut-EP, Artificial Tranquility, spilder ikke min tid. Få sekunder efter at jeg har trykket play, gennemdolkes trommehinderne af staccato elektroniske issyle. Næsten lige så hurtigt som denne bratte opvågnen, falder der et orgel ind bag støjen og ændrer oplevelsen: Et radikalt skift i tempo og humør.
Parringen mellem synths, samples og orgel – et instrument, der med sit dronende aspekt i virkeligheden ikke er så langt fra elektronisk musik, som dets kirkelige associationer ellers kunne implicere – skaber en bred spændvidde, som denne EP i høj grad benytter sig af. Sammensmeltningen af de elektroniske elementers hårde, aggressive hakken med en analog sørgmodig fylde og varme skaber et lydbillede, der kræver min absolutte opmærksomhed. Det lyder ikke bare som en masse synths og samples smidt i en blender, hakket i småstykker, og sammensat på ny – til tider lyder det faktisk som selve blendeprocessen. Kaotisk og destruktivt. Og på andre tidspunkter smukt og sammensat.
Jeg har en svaghed for denne moderne blanding af progressive electronic, samples og analoge instrumenter, og netop derfor præsenterer Quiver mig ikke for noget, jeg ikke har hørt før. Til gengæld formår han på blot omtrent 16 minutter at skabe et fuldendt værk, der både fungerer i sin egen ret og gør mig nysgerrig på, hvor han vil tage sin lyd hen i fremtiden.