My name is Mads Emil Dreyer – would you like to see my playlist?
»Music to me is – having spent a lot of time listening, composing, and thinking about it – still, essentially, a mystery.«
Schou is a powerhouse – unafraid to try new things, push himself in new directions, and pull us all along with him. We sorely need this energy, and we are lucky to have Schou and his do-it-anyway attitude.
But sometimes do-it-anyway needs tempering a little. Schou spoke about how he prepared this concert without guidance from his teachers. Brave, but I missed a guiding hand, a sharper focus. Both concerts were too long, and not always coherent. I sensed an artist who has defined himself by who he isn’t, but not yet by who he is.
Still, there were glimpses of a unique personality. Stefan Prins’ Generation Kill was an odd choice to start a debut concert with – Schou’s back was facing the audience, and the piece did little to highlight his skills as a performer (I also hated the piece, but that’s a personal matter). So I’m going to pretend that the concert started with Johannes Kreidler’s Guitar Piece – a vile little video-nasty to which Schou fully committed. A perfect manifesto – the absolute nerve of presenting two years of soloist class education by eating your guitar. I wish we’d had more of this playfulness.
But the energy sagged with a disparate selection of pieces that seemed more like a composer class concert than a presentation of a fresh artistic profile. Props to Schou for this – using your debut concert to focus on younger composers is bold, and should be celebrated. I just wish we’d had more Schou. My highlight was Emil Vijgen’s Photobooth Study, where Schou got to engage with his instrument in a different way, let loose a little, and be a soloist.
Schou may present himself as a force of nature, and he is, but there is an air of sensitivity (reticence, even) to his presence that does not always match up with the pieces being performed. Rob Durnin’s What, de facto could have benefitted from some more ‘fuck you’ attitude – the performance was oddly shy.
The late-night concert’s improvisation was fun: it’s always a joy to see Marcela Lucatelli and Henrik Olsson improvise (although Schou was the clear third wheel). However, the concert was overlong, and did not add much to Schou’s profile. I get that he wanted to show more sides of himself, but, again, it came at the expense of focus. Replacing Esben Nordborg Møller’s bloated Drones with Sarah Nemtsov’s lounge-jazz tinged Seven Colours from earlier would both shorten the concerts and sharpen the intention.
But these things are matters of polish. Schou is a rare and exceptional artist, and deserves accolades for his work and for these concerts. With more confidence and time to refine his vision, there is no doubt that Schou will be an essential fixture on the new music scene for years to come.
Endelig, efter deres koncert i Den Sorte Diamant for tre år siden, er samarbejdet mellem den danske guitarist Jakob Bro og den japanske perkussionist Midori Takada ude i albumformat – og det skuffer bestemt ikke.
Deres venskab kan umiddelbart virke overraskende, givet deres forskelligheder, men あなたに出会うまで / Until I Met You viser, hvordan det bygger på en fælles evne til at lukke øjnene og lytte. De giver hinanden plads til at udfolde det, de gør bedst: Bros simple, men raffinerede melodier og Takadas magiske lydflader. På titelnummeret skitserer Bro med akustisk guitar og sparsomme noder stregerne, som Takada fylder ud med boblende marimba og gong. På »A Brief Rest of Sisyphos« vender rollerne – her skaber Takada rammerne, mens Bro tilfører detaljerne.
De sublime søsternumre »Landscape II, Simplicity« og »Landscape I, Austerity« er mere abstrakte end de foregående værker. »Landscape II« emmer af håb og længsel med klangfulde chimes og perkussion, mens et midterstykke med guitar og klaver folder sig ud i melodisk harmoni. »Landscape I« bærer samme længsel, men med en mere melankolsk tone; en blidt bølgende marimba understøtter et vidunderligt smukt guitarstykke. Begge numre rummer en tydelig respekt og ømhed mellem musikerne: Bro og Takada lytter til hinanden med sjælden nærvær, og sammen skaber de noget helt særligt.
»Music to me is – having spent a lot of time listening, composing, and thinking about it – still, essentially, a mystery.«
»Musik er et mange-dimensionelt sprog, hvor vi kan tale om og være i mange slags følelser og sansninger. Musik kan selvfølgelig handle om kærlighed, fest og glæde, men også om alle mulige andre, mørkere, mere komplicerede og uforklarlige følelser. Ved at vise os dette mørke giver musikken os lov til at have det som vi faktisk har det, på en umiddelbar, før-sproglig måde.«
Jacob Anderskov er pianist, komponist og bandleder fra København. Han har udgivet over 25 album, modtaget flere priser og er af den internationale presse anerkendt som en markant stemme i nutidig musik. Hans projekter spænder fra fri improvisation til komponerede værker for større ensembler, ofte med nye broer mellem det skrevne og det åbne. Siden 2019 er han professor ved Rytmisk Musikkonservatorium.
»Music for me is a universal tool for opening myself for feelings. It may be anger. It may be happiness or sadness. Music may make you wanna dance or cry. But it never leaves you indifferent to the emotional load it brings. Good music, at least. Music may tell stories. It may as well be a background, or a soundtrack for the moment, for the day, for life. That being said, music for me is a company for everyday. And I’m quite lucky that it’s my company at work as well, I guess.«
Jan Janczy is a Polish journalist and radio host at Radio Nowy Świat. His main fields of professional interest are Northern Europe, international affairs and music. He interviewed among others 3x Grammy Awards winner Fantastic Negrito, Röyksopp, Alabaster DePlume, Archive, Trentemøller and Mogwai. In 2024 together with JazzDanmark, Kultur(a) and Radio Nowy Świat he released a podcast series devoted to the history of Polish-Danish jazz connections. He is a Swedish philologist by education.
En nykomponeret opera i en retssal lyder måske som et banalt greb. Men da jeg træder ind i ventesalen i Aarhus’ Retten til Niels Rønsholdt og Louise Becks Den Stærkes Ret – Den Svages Pligt, er jeg i tvivl, om jeg er gået forkert. Et aflangt rum, borde spredt ud, balkonen ovenover – og så et nodeark i en glasmontre, der formentlig normalt udstiller gamle lovdokumenter. Scenografien er diskret, men den juridiske ramme sætter straks tanker i gang om lov, magt og retfærdighed.
Snart træder næsten 20 sangere frem på balkonen. Musikken er tonal, båret af klangfylde og gentagne fraser, der gradvist forskydes som i en kanon. Man fornemmer lån fra minimalismen, men også en næsten folkelig enkelhed, der gør koret både dragende og foruroligende. Plottet – en datter, der opsøger sin fars spøgelse for at kræve hans våben – bliver kun antydet i brudstykker. Det er stemningen, der driver værket, og det forvandles radikalt, da sangerne forlader balkonen og stiller sig blandt publikum, mens tre dansere bevæger sig gennem salen.
Et nøgleøjeblik opstår, da koret pludselig slår stemmegafler an og placerer dem på bordene, så et vibrerende »wuu-uu« fylder rummet. Gåsehuden er øjeblikkelig. Kort efter synger de direkte til os, med intens øjenkontakt. Det føles både intimt og grænseoverskridende, som at blive tiltalt i en retssag uden mulighed for at svare. Jeg ønskede at kigge væk, men blev fanget i pligten til at holde blikket. Her blev titlen kropslig: den svages pligt at underkaste sig.
Som værket ebber ud, vender alle sangerne sig mod faderen og allierer sig med datteren. Bøger flås ned fra reolerne, sider rives itu, og mens der synges »Lyt og lær«, flimrer Orwells 1984 i baghovedet. Det er både urovækkende og uhyggeligt aktuelt i en tid, hvor autoritetstro og manipulation igen spiller en rolle i det offentlige rum.
Den Stærkes Ret er en af de mest intense musikalske oplevelser, jeg har haft i årevis. Den forener æstetik, krop og samfundskommentar på en måde, der får én til at gyse. Jeg venter allerede på akt to og tre.