kortkritik

Det elektroniske alter

Fascia, Soli City, Nagaver

24. may

Bordet er en praktisk rekvisit ved de fleste koncerter med elektronisk musik. Det er nærmest et symbol på, hvordan elektronisk musik ikke er forundt den samme ekspressive, fysiske gestik som akustisk musik. En rigid symbolik blev heldigvis brudt, da koncertnetværket Up Node afholdt showcaseaften på Alice med tre nyere eksperimenterende elektroniske kunstnere fra Norge, Sverige og Danmark.

MacBook’en tronede som på et alter, da svenske Fascia indledte med en blinkende lommelygte over hovedet – hvert blink udløste brutale støjstik. Da hun stak et webcam i munden og projicerede bordets mystiske genstande op bag sig, forsvandt grænsen mellem scene og publikum med enkel, snedig teknologi.

Ved siden af sit MIDI-keyboard havde danske Soli City sin sædvanlige moving-head-lampe. Som et robothoved lyste og drejede lampen i takt med de episke crescendoer og computerstemmer. Soli Citys musik er bygget op omkring feltoptagelser og klassisk instrumentering med strygere og klaver – et univers, der udstiller kontrasten mellem menneske og teknologi. Den levende lampe og det dramatiske lysshow spillede hovedrollen på scenen, hvor komponisten Harald Bjørn stod som en gemt dukkefører, der nænsomt ledte den futuristiske historie frem.

Bordet foran norske Nagaver var lagt ned på scenegulvet som en lav mur. Bag det lave bord knælede Ilavenil Vasuky Jayapalan, og fra en DJ-mixer spillede han hårdtslående, dunkle rytmer, som indhyllede Alice i et transcenderende slør. Koncerten udviklede sig fra pumpende trance til en form for karaokeshow, hvor Jayapalan sang oven på de støvede sange – og desværre føltes musikken mere som en afvikling end som en koncert.

Bag bordet gemmer der sig uanede potentialer for auditiv innovation, men praktikaliteterne sætter ofte en grænse for de performative udfoldelser. Koncerterne med Fascia og Soli City formåede at bryde grænsen mellem afvikling og koncert, for heldigvis skal al musik ikke fremføres med samme gestik – og nogle gange skal der ikke mere end et webcam og en laserlampe til for at minde os om netop det.

kortkritik

Når maskiner drømmer: Oh No Nohs elektroniske poesi

Oh No Noh: »As Late As Possible«

Martin Funder

7. april

Der er noget udpræget mekanisk over Oh No Nohs album As Late As Possible. Som et skævt, krøllet bånd bobler melodierne frem, og de skæve taktslag gentages med en ridset LP’s haltende tempo. Det er nemt at skrive Oh No Noh ind i den fornemme tyske tradition i at tilsløre skellet mellem menneske og maskine, men på As Late As Possible lyder maskinen mere som en fjern slægtning end som et decideret kunstnerisk mål.

Bag Oh No Noh er den Leipzig-baserede guitarist Markus Rom. Foruden et hav af synthesizere og båndloops udføres albummets 11 sange på guitar, trommer, banjo, klarinet og orgel. Den manglende vokal sætter albummet i en lavmælt, cinematisk stemning, og musikken fremstår som en nostalgisk indre dialog, fortalt med en varm kærlighed til melankolien i forældede teknologier.

Selvom de maskinelle fornemmelser er fremtrædende albummet igennem, er flere af numrene drevet af mere melodiske bandkompositioner. Men for mig er As Late As Possible klart mest interessant på de mindre melodiske numre. Det skæve og støjende »Fawn« eller det famlende afslutningsnummer »Ore« er numre, hvor dialogen med maskinen tager musikken til højder, som de mere melodiske og bandbaserede numre ikke kan nå. Steder, hvor maskinerne sukker nostalgisk og danner små, uperfekte tankebobler, der afbrydes og igen starter på ny.

kortkritik

When Machines Dream: The Electronic Poetry of Oh No Noh

Oh No Noh: »As Late As Possible«

Martin Funder

7. april

There’s something distinctly mechanical about Oh No Noh’s album As Late As Possible. Like a warped, crumpled tape, melodies bubble to the surface, and the offbeat rhythms repeat with the halting tempo of a scratched LP. It’s easy to place Oh No Noh within the esteemed German tradition of blurring the lines between human and machine, but on As Late As Possible, the machine sounds more like a distant relative than a deliberate artistic objective.

Behind Oh No Noh is Leipzig-based guitarist Markus Rom. In addition to a wealth of synthesizers and tape loops, the album’s 11 tracks are performed using guitar, drums, banjo, clarinet, and organ. The absence of vocals sets the album in a subdued, cinematic mood, and the music feels like a nostalgic inner monologue, told with a warm affection for the melancholy of outdated technologies.

Although mechanical sensibilities are prominent throughout the album, several tracks are driven by more melodic band arrangements. But to me, As Late As Possible is clearly most compelling on the less melodic pieces. The crooked and noisy »Fawn« or the hesitant closing track »Ore« are moments where the dialogue with the machine elevates the music in ways that the more melodic, band-oriented pieces don’t quite reach. These are places where the machines sigh nostalgically and form small, imperfect thought bubbles that cut off and restart again.

English translation: Andreo Michaelo Mielczarek

kortkritik

Eksplosiv jazz bygger op og brænder ned

Amalie Dahl: »Breaking/Building Habits«

Kristoffer Møllegaard

4. april

Allerede fra første taktslag mærker jeg en særlig energi – saxofonist og komponist Amalie Dahl, i samspil med vibrafonist Viktoria Søndergaard, guitarist Viktor Bomstad og trommeslager Tore Ljøkelsøy, udfolder en unik balance mellem ro og behersket vildskab. Tag for eksempel udgivelsens andet nummer, der åbner i et dvælende tempo med en duet mellem Søndergaards vibrafon og Dahls saxofon. Til tider smelter deres spil sammen i harmonisk dialog, andre gange brydes samspillet af kontrasterende bevægelser. Som en samtale veksler instrumenterne mellem rolige antydninger og livlige udbrud. Det er en fryd at lytte til musik, der flyder så ubesværet. Halvvejs inde sparker Bomstad pludselig døren op med sin guitar og kaster sig ind i samtalen med eksplosiv kraft. Hvor jeg for få øjeblikke siden nød Søndergaards og Dahls fint afstemte samspil, overvældes jeg nu af det flammende, støjrockede kaos, som Bomstad antænder – og jeg elsker hvert sekund af det.

Således emmer alle tre af albummets numre af spilleglæde, selvsikre kompositioner og imponerende frie løb. Lytteren holdes på kanten af sædet, vel vidende at de fire musikere på et øjeblik kan få et ellers hyggeligt stykke til at detonere. Med Breaking/Building Habits eksemplificerer Dahl og hendes medspillere den helt unikke vitalitet ved den delvist komponerede, delvist improviserede jazzmusik. De bygger op og brænder ned, om og om igen, og man kan som lytter ikke stille andet op end at overgive sig til deres overbevisende styrkedemonstration.

Playliste

Mit navn er Mette Juul – vil du se min playliste?

4. april

»Musik er for mig livseliksir og en fundamental måde at udtrykke mig på.«

Den danske jazzsanger og sangskriver Mette Juul har igennem årene fundet sit sted mellem singer-songwriter-traditionen og jazzens univers, hvor historiefortællingen og det stemningsfulde lydbillede er i fokus. Hun er aktuel med albummet Thank You & Other Stories, der indeholder en række originale sange inspireret af verden omkring os i dag. Ligesom hendes forrige album CELESTE rummer albummet også nyfortolkninger af jazzklassikere og sange af sangskrivere som Bob Dylan og Joni Mitchell. For øjeblikket optræder hun med den svenske guitarist Andreas Hourdakis, hendes akkompagnatør igennem mange år Heine Hansen på klaver og bassisten Mikkel Riber.

Playliste

Mit navn er Anna Juuliska Nykvist – vil du se min playliste?

31. march

»Musik er for mig den korteste afstand mellem mennesker, lige efter et smil. Som musiker i et stort symfoniorkester med mange nationaliteter, skiftende dirigenter osv. er musikken det sprog, hvor vi kan mødes i dyb forståelse, selvom forudsætningerne udadtil – sprogligt, generationsmæssigt, politisk – kan synes svære. Musik er også en stor transformerende, manipulerende og forstærkende kraft på stemninger og følelser, og tit har jeg faktisk brug for at sætte musikken på pause i privaten. Jeg bruger gerne musik aktivt til at komme helt ned eller tilsvarende op i gear, men jeg undgår musik som konstant lydkulisse, da det kræver for meget af min opmærksomhed.«

Anna Juuliska Nykvist er fløjtenist i DR symfoniorkesteret, tidligere fløjtenist i Copenhagen Phil. Født og opvokset i Finland, studeret på Sibelius Akademiet i Helsingfors og på DKDM i København.