Niels Rønsholdt
47
Jakob Kullberg. © Søren Rønholdt
28.
november
Lad os bare få fyret konfettikanonerne af med det samme. Carl Prisens hæder som årets komponist 2021 vejer ikke for tungt på skuldrene af Niels Rønsholdt, hvis du spørger mig. Den indspillede udgave af cellokoncerten Country – bestilt af hovedrollen Jakob Kullberg – er så vellykket, at den sagtens kan bære en triumfbue af statuetter og rosende ord.
Den rønsholdtske signatur er ikke til at tage fejl af. Det handler om performerkroppen. Kullberg vender celloen 45 grader, omfortolker den som westernguitar og synger inderligt om en oprindelsesløs tid i det erobrede Amerika. En følsom trubadur omgærdet af bittersøde molklange, der både smager af hjemløs saloonfolklore og fremmedgjort Broadwaymusical.
Rønsholdt vinder ikke nyt land i arbejdet med solistrollen, hvis altså man hører Country som et frigørelsesprojekt. I stedet hører jeg på indspilningen en nøjeregnende sammensætning af autenticitetsmarkører. Trubadurismen gør et godt modspil til institutionssolisten, der pligtskyldigt river og flår i strengene, som vi hører det på »Trees (I)«. På »We Don’t Ride the Same Horse« stivner disneydramaet i refrænet, idet prærieidentitetens blå tone falder på det mest karikerede 1-slag i affraseringen.
Den største fornøjelse er ikke Kullbergs hovedrolle men derimod det birollecast af samplestemmer, som dikterer flowet, klangen og det solistiske fokus i værket. Stemmerne skaber legeringen mellem komponist, orkester og solist: en sammensat krop. Autenticiteten kommer alle mulige steder fra, lader værket til at fortælle os. Den er ikke kun repræsenteret i det oprindelige, nærværende og skrøbelige.
Playliste
Mit navn er Søren Michelsen – vil du se min playliste?
21.
october
© PR
»Musik for mig er det mest kraftfulde, livsbekræftende, inspirerende, følelsesladede og uforudsigelige, der findes. Den har en enestående evne til at nå os på et dybt følelsesmæssigt plan og fungerer som en slags tidsmaskine, der forbinder os med vigtige begivenheder og minder i vores liv. Sange bliver trofaste følgesvende gennem tilværelsen, og selv når vi sent i livet måske rammes af demens og ikke længere kan genkende vores nærmeste, kan vi stadig synge med på de sange, vi lærte som unge. Musik er en nøgle til vores hukommelse og en dyb forbindelse til, hvem vi er – også når alt andet glider væk.«
Søren Michelsen er kendt som medlem af bandet Søn og trommeslager i Angående Mig. De seneste år har han arbejdet på sit soloprojekt, den netop udgivnedebut-EP I en brydningstid, der markerer en afgørende milepæl i Michelsens solokarriere. EP’ens fem sange er skabt i tæt samarbejde med producer Emil Emborg (Neon Priest, kingtommi, USSEL). Michelsens sange er en hyldest til den danske poptradition, fulde af nostalgitrips tilbage til 80'erne og 00’ernes evergreens. Med sin forening af dybtfølte temaer og popæstetik stræber han efter at skabe et univers, som både ærer fortiden og former fremtiden. Ambitionen er at skrive sange, som vi alle synger med på om 20 år. I 2023 færdiggjorde Michelsen sin bachelor på Det Rytmiske Musikkonservatorium.
Playliste
My name is Rei Nakamura – would you like to see my playlist?
16.
october
© Klaudia Krupa
»I can’t say what music is but I can say what music does: it is an experience, it travels through all my bodily senses, it brings energy (not only power but also tranquilizing and soothing, even peaceful energy); above all, it revives the memory of frozen moments, not unlike the scent of perfume, and yet it remains in the moment, the 'now' – in a recording a 'now' conserved from the past which we can relive whenever we press 'play' – and thus my playlist is a selection of moments related to person or event that was important to me.«
Rei Nakamura is a pianist specialized in contemporary music. Her career has a wide range as solo pianist, ensemble player, improviser as well as writer. Through her on-going project Movement to Sound, Sound to Movement for piano and multimedia, she has worked in close collaboration with composers as Annesley Black, Malin Bång, Christian Winther Christensen and Simon Steen-Andersen. Her observations and theoretical approaches are expressed in published texts in Neue Zeitschrift für Musik thematizing parallels in music, art and performance. 2021 she published the book Movement to sound, sound to Movement – Interpreting Multimedia Piano Compositions by Wolke Edition. As a Soloist she has premiered piano concertos with orchestras such as the SWR Symphonieorchester, WDR Synfonieorchester, RSO Berlin, Polish Nation Radio Symphony Orchestra and RAI National Radio Symphony Orchestra with conductor as Brad Lubman, Robert Treviño, Yaroslav Shemet, Michael Wendeberg and Bas Wiegers. She performed in Warsaw Philharmonic (Warsaw) and Arturo Toscanini Hall (Turin) and music festivals such as Eclat Festival Stuttgart, Ultraschall Berlin, Festival Acht Brücken Colon, MITO Festival (Turin), Warsaw Autumn (Poland) , Sound of Stockholm (Sweden), Monday Evening Concerts (USA). She was was born in Japan, grew up in Brazil and is based in Germany.
kortkritik
Man får lyst til at forsvinde i disse kosmiske horder af lyd
Christian Skjødt Hasselstrøm: »Myriader«
© Niels Nygaard
12.
october
Britiske Burial skulle engang have sagt, at han i sin musik stræber efter at gengive oplevelsen af at stå uden for en klub og dér mærke rytmerne på asfalten. Afstande er fascinerende. Lydene i Christian Skjødt Hasselstrøms værk Myriader i en enorm vandbeholder ved Ole Rømer Observatoriet kommer langvejs fra. Det er regn fra rummet, kosmisk stråling eller højenergipartikler, som oversættes til lyd via tre detektorer. De blinker også med lys i søjlehallen, og når man famler sig vej til dem gennem mørket, »puffer« de blødt og uskyldigt. Men når man går rundt i det 1662 kvadratmeter store rum, virker lydene alligevel lidt faretruende – som artilleristiske pauker, lyde fra moderne krige eller varselssignaler fra oldgamle krigsherrer… Lydene er altid meget langt væk og buldrer lavfrekvent i rummet med en efterklang på 40 sekunder. Men det er jo bare fredelige fænomener fra fjerne galakser, og de vil os næppe noget ondt. De får os bare til at føle os så uendeligt små. Det gjorde Hasselstrøm også ved os med sit værk i en gammel kornsilo i Struer.
»Man kan få salt og mineraler på tøjet. Det kan vaskes af,« advarede guiden, som nu ringer med en klokke. Men hvad nu, hvis man slet ikke vil af med den lyd og ikke vil hjem til Aarhus, men blot vil blive dybt under jorden i mere end de givne 15 minutter og forsvinde i de kosmiske og meget lækre horder af lyd? Afstande er fascinerende, og Myriader er bedre – mere berigende – end en hvilken som helst klub i Latinerkvarteret.
kortkritik
Man mærker den ustoppelige strøm af inspiration
The Firebirds & Nordic String Quartet: »Adaptations«
© PR
11.
october
På baggrund af en række af trioen The Firebirds’ improvisationer har seks komponister udarbejdet nye værker for strygekvartet, som så igen danner grundlag for nye jazzimprovisationer. Det er der kommet utroligt vellydende musik ud af. Og ikke mindst meget af den. Man mærker den ustoppelige strøm af inspiration, som den potentielt uendelige adaptionsmetode har foranlediget: Det i forvejen lange album har æren af at være den eneste udgivelse af ny kompositionsmusik, jeg kan huske at være stødt på, som fås i en deluxe-udgave med bonus tracks.
Et fascinerende aspekt af Adaptations er den stilistiske afsmitning mellem jazzen og den klassiske musik. The Firebirds har formentlig taget navn efter Stravinskys Ildfuglen, og det er passende, for hvis albummet minder mig om én ting, er det Stravinsky, når han var allermest jazzet (eksempelvis Koncert for klaver og blæsere fra 1923). Ét øjeblik gjorde særligt indtryk på mig: Det gælder overgangen fra improvisationen »Nocturnal Dance« – der med sin tunge, funkinfluerede basgang, sin nærmest dansable rytmik og sine lidenskabelige saxofonhyl lyder som fusionsjazz alla Herbie Hancock anno 1973 – til dens strygeradaption: komponisten Mauro Patricellis »Fato«. Et stykke musik, der overraskede mig dybt med sin storslåede dramatik og nærmest romantiske schwung (ikke ord, jeg ofte bruger til at beskrive ny musik). De to stykker musik har ikke meget til fælles, men alligevel er forbindelsen tydelig: Det er som om, de spejler hinanden i deres energiske fremdrift og maksimalistiske udtryk. Adaptations er fyldt med den slags overraskende, tankevækkende konstellationer.
Playliste
My name is Bára Gísladóttir – would you like to see my playlist?
30.
september
© Anna Maggý
»For me, music is all that vibrates.«
Bára Gísladóttir is an Icelandic composer and double bassist based in Copenhagen. Her work is generally based on thoughts regarding the approach and concept of sound as a living being.