Marcela Lucatelli forstår at gøre en entré. Stampende med et mandshøjt plakatrør koder hun en rytme i gulvet, mens et ensemble af flossede nerver finder hen bag fløjter, elguitar, slagtøj, Moog, kontrabas og harpe. Tre, to, en, støj – og Ly Trans druknede vokal over digte af Olga Ravn.
Her hersker en helt anden vildskab end i Mette Nielsens mere dramatisk reciterende komposition over Asta Olivia Nordenhofs poesi forinden, hvor Ly Tran aldrig helt fik formidlet den tekst, der egentlig var centrum for værket. I Lucatellis absurde feberdrøm kommer sopranen langt bedre til sin ret som desperat forpustet, monstrøst grinende formidler af et sammenbrud. At teksten også her forsvinder, gør mindre.
Hvor Nielsen, med en vis charme og elegance, tæmmede sit materiale med afbrydelser og små motorer af melodiske fragmenter, lyder Lucatellis tilstandsmusik som et flystyrt uden ende. Musikerne blæser og saver løs, inden de rituelt performer en spasme og griser Ly Trans hvide kjole til med smør og rødvin. Kontroltab, besættelse, forsvarsløshed … og en smule humor.
Endnu en gang er Jorden kortvarigt gået under i selskab med Marcela Lucatelli. Apokalypsen kan kun blive et antiklimaks nu.