08.12.2024

Den perfekte forestilling om den perfekte kærlighed

toaspern-moeller: »Liebe«
© Kirsten Nijhof
© Kirsten Nijhof

Liebe er en forestilling, hvor alt går op i en højere enhed, på en måde man kun sjældent oplever. Selv krusningerne på scenens gulvtæppe, skabt af performernes aftryk, er ømt og elektrisk at se på. Musikken er sparsom, stilren, som moderniseret renæssance-vokalmusik, mens dansen har afsats i det traditionelle og er lige så nøgtern og afmålt.

De to performere, Alma Toaspern og Mathias Monrad Møller – der også er henholdsvis koreograf og komponist – synger og danser alene på scenen, imens uddrag af den franske forfatter Annie Ernaux’ erindringer om en altomsluttende forelskelse og ønsket om den »perfekte kærlighed« bliver projiceret på bagtæppet.

Skulle jeg beskrive Liebe med et ord, ville det være kontrapunktisk – en stram måde at skrive musik på med en særlig opmærksomhed på, hvordan melodier i flerstemmighed påvirker hinanden. Det er forbløffende, hvordan det er lykkedes at revitalisere denne ellers gamle idé så overbevisende. Materialet er nøje udvalgt og gennembehandlet – musikken, scenografien, lyset og kostumerne føltes som den blødeste overraskelse og største selvfølge. 



Møller og Toasperns minutiøse synkronisering uden nogen støtte udover hinanden er lige så forbløffende. Duoens stramme kompositionsstrategi og kompromisløse koreografi er mere end blot værktøjer i værktøjskassen. Det er en del af undersøgelsen af det erotiske og forelskede: At være underlagt, undersøgt og begæret. Liebe er en af de forestillinger, man er taknemmelig for at have oplevet.

31.01.2023

Punktum for en dirigent – kolon foran fremtiden

Ars Nova Copenhagen og Paul Hillier: »My End Is My Beginning«
© PR
© PR

En nærmest mirakuløst veludført attacca-overgang mellem to værker på henimod 400 års tidslig afstand af hinanden satte hele aftenens tema – at når noget stopper, begynder noget andet – i relief.

Netop i dette øjeblik, hvor Orlando Gibbons’ 1600-talsværk Cries of London og Per Nørgårds Wie ein Kind (1979-80) fandt hinanden, var det, som om den såkaldt tidlige musik og den såkaldt nye musik smeltede sammen til ét, som fandtes tiden ikke længere – som om ingen, heller ikke de optrædende, lige dér egentlig anede, hvad der overhovedet var ny, og hvad der var tidlig musik.

Nogle minutter tidligere havde tre af sangerne fremført aftenens titelværk, Machauts snurrige 1300-tals-rondeau Ma fin est mon commercement, hvor den korte tekst så at sige kommenterer musikken ved at beskrive, hvad der går for sig i den.

Og nu, hvor Cries of London og Wie ein Kind strejfede hinanden, var det, som om at selve koncerten, inspireret af Machauts rondeau, begyndte at kommentere sit eget indhold: Tidlig og ny musik fremstod ikke blot som hinandens begyndelse og afslutning, men også som to epoker, der paradoksalt nok betingede hinanden – nøjagtigt, som det altid har været tilfældet for Ars Nova Copenhagen selv.

Koncerten markerede finurligt, men usentimentalt, afslutningen på Paul Hilliers tyve år lange tid med koret. Men med Caroline Shaws helt uforglemmelige how to fold the wind (2021), der afsluttede koncerten, viste koret samtidig, at begyndelser altid vil optage det. Tak for al musikken, Paul Hillier. 

30.01.2023

Glimt af eventyr

Calum Builder: »Murmuration«
© PR
© PR

Da jeg først lyttede til det nye album fra den australskfødte komponist og saxofonist Calum Builder, Murmuration, kom jeg til at tænke på en sætning fra en dybt fascinerende samtale mellem filosoffen Jacques Derrida og jazzlegenden Ornette Coleman, der fandt sted i 1997: »For reasons that I'm not sure of, I am convinced that before becoming music, music was only a word«, lyder sætningen. Hvis Murmuration, et storslået jazzopus i fem dele, blot var et enkelt ord, ville ordet, tænkte jeg, være »glas«. Ikke blot fordi der er en særegen skrøbelighed over Murmuration, men også fordi albummet minder mig om de utydelige, men ekstremt kontrastfyldte fotografier, der blev taget direkte på glasplader i tiden omkring industrialiseringen: Den såkaldte kollodium-vådplade-teknik.  

Der er så uendeligt mange billeder gemt i Murmuration: Falmede, esoteriske og slørede som var de fotograferet med sitrende hænder – det er ikke tilfældigt at værkets forskellige satser har titler som »Fading Shadows in the Dark« og »Falling Into the Maelstrom« – træder de alligevel frem i helt klare glimt: Perkussion som blafrende fuglevinger; langstrakte saxofonhyl, der skærer som strømlinede jernbaneskinner gennem stenede landskaber tegnet af tuba og basun; nærmest pastoralidylliske ambientpassager afbrudt af maskinelle rytmer og kaotiske passager, der rammer som pludseligt tordenvejr; underfundige melodistumper, der minder mig om de melodier, slangetæmmere spiller i eventyr. Det kunne være et andet bud, hvis Murmuration kun var ét ord: »Eventyr«. 

23.01.2023

Dyst i udstrakt tid

Quatuor Bozzini: Sarah Davachi + Niels Lyhne Løkkegaard
© PR
© PR

Under en koncert, hvor begge værker for strygekvartet gør det til en pointe at strække tiden ud, når man vidt omkring i sit indre univers.

Pludselig opdager man den fortrængte håndboldspiller, der gerne vil gøre koncerten til en konkurrence: canadiske Sarah Davachis Long Gradus (2020-21) mod Niels Lyhne Løkkegaards Colliding Bubbles, der blev uropført i torsdags.

Og han er egentlig sjovere at lytte til end den indre lommefilosof, der dukker op og spørger, om den slags ambientmusik mest har karakter af institutionaliseret ritualisme eller subversiv utopi. Kedeligt spørgsmål, videre!

Håndboldspilleren er ikke i tvivl: Davachis halve time med udstrakte, overlappende grundakkorder forvrænget en anelse af ren stemning – hvor intervallerne kan lyde lidt skæve – bliver hurtigt til et ensidigt og selvgodt udsagn om at justere vores moderne ører.

Mere liv er der hos Løkkegaard, hvor Bozzini-kvartetten på samme tid spiller på mundharmonika og strygere. Også her med lange, changerende akkorder, dog nu med en gradvis bevægelse fra den lyse til den mørke ende af harmonikaerne.

Men trumfen er, at Løkkegaard har indlejret en ubestemmelighed i værket, en optisk illusion: Længe spiller buerne toneløst på strengene – eller vistnok toneløst, må jeg næsten skrive, for finurligt nok lyder harmonikaerne som lyse strygere.

Man er simpelthen konstant i tvivl om, hvor de fine klange kommer fra. Så meget desto større effekt, da musikerne skifter greb og endelig lader strygerne klinge. Sejr til Løkkegaard!

19.01.2023

Smukt foret med bly

Runar Magnusson: »Sub-Photic Scenario«
© PR
© PR

Der er, tænkte jeg, da jeg læste pressemeddelelsen for komponist og lydkunstner Runar Magnussons Sub-Photic Scenario, en beundringsværdig flabethed i, som Magnusson gjorde, at kræve, at ens musik bliver lyttet til på kvalitetshøjttalere. Af ren og skær trodsighed forsøgte jeg først at lytte til albummet via de indbyggede højttalere i min mobiltelefon, men måtte hurtigt sande, at han har en pointe: Det ultralavfrekvente lydbillede på Sub-Photic Scenario er bogstaveligt talt uhørligt, indtil det får lov til at komme til sin ret på, ak, et par kvalitetshøjttalere. Så hermed en opfordring til læseren: Få surround sound-systemet, som du aldrig lige fik installeret, op af flyttekassen, ja, også subwooferen, og bliv overvældet af Sub-Photic Scenarios ekstremt detaljerede, taktile og sansemættede univers. For albummet fortjener det.

Det er ikke tilfældigt, at jeg bruger ordet univers: Albummet er som en kæmpemæssig galaktisk konkylie, som, hvis du holder den mod dit øre, indeholder ikke blot det brusende hav og den ruskende vind, men også det ydre rums uendelige, vægtløse tomhed, den dybe rumlen fra de tektoniske plader, der langsomt flytter sig, og det glødende trykkammer i jordens indre. Sub-Photic Scenario kan bedst betegnes som en form for ambientmusik, men albummet kunne ikke være længere fra genrens typiske troper: Lyden er ikke let og sfærisk, men tung som var den foret med bly; den hænger ikke i rummet som bølger af lys, men står som var den hugget i granit. Hvis altså du kan modstå fristelsen til at afspille den på din mobiltelefon. 

12.01.2023

Rejser i høj opløsning

Mads Emil Nielsen: »Black Box 3«
© PR
© PR

Sidst jeg anmeldte Mads Emil Nielsen, var jeg meget betaget af, hvordan han havde overført efterkrigstidens elektroniske klange til nye kompositioner hos EMS i Sverige. Denne gang er fortiden glemt. I stedet er Black Box 3 komponeret af samples i et grid. Væk er de støjende rumklange, kaotiske sekvenser fra Framework 2. I stedet får vi et hyper præcist lydbillede.

Tracket »Climbing Plants« består af en række feltoptagelser, der vugger i fælles oscillation frem og tilbage dikteret af griddet. I løbet af otte minutter sker en metamorfose mod et mere syntetisk og drømmende billede end feltoptagelsernes udgangspunkt. 

Samme rejsende oplevelse har man i »Installation 1«. Her tester Nielsen virkelig ens højttalere, hvor subsoniske impulser modsvares af stammende højfrekvente klik-lyde i call and response. Langsomt vokser et ambient lydlandskab frem som et stormvejr man kan se på lang afstand. 

Black Box 3 viser tydeligt en komponist, der kan andet end at lege med fortidens maskiner.