0.666
08.12.2024

Den perfekte forestilling om den perfekte kærlighed

toaspern-moeller: »Liebe«
© Kirsten Nijhof
© Kirsten Nijhof

Liebe er en forestilling, hvor alt går op i en højere enhed, på en måde man kun sjældent oplever. Selv krusningerne på scenens gulvtæppe, skabt af performernes aftryk, er ømt og elektrisk at se på. Musikken er sparsom, stilren, som moderniseret renæssance-vokalmusik, mens dansen har afsats i det traditionelle og er lige så nøgtern og afmålt.

De to performere, Alma Toaspern og Mathias Monrad Møller – der også er henholdsvis koreograf og komponist – synger og danser alene på scenen, imens uddrag af den franske forfatter Annie Ernaux’ erindringer om en altomsluttende forelskelse og ønsket om den »perfekte kærlighed« bliver projiceret på bagtæppet.

Skulle jeg beskrive Liebe med et ord, ville det være kontrapunktisk – en stram måde at skrive musik på med en særlig opmærksomhed på, hvordan melodier i flerstemmighed påvirker hinanden. Det er forbløffende, hvordan det er lykkedes at revitalisere denne ellers gamle idé så overbevisende. Materialet er nøje udvalgt og gennembehandlet – musikken, scenografien, lyset og kostumerne føltes som den blødeste overraskelse og største selvfølge. 



Møller og Toasperns minutiøse synkronisering uden nogen støtte udover hinanden er lige så forbløffende. Duoens stramme kompositionsstrategi og kompromisløse koreografi er mere end blot værktøjer i værktøjskassen. Det er en del af undersøgelsen af det erotiske og forelskede: At være underlagt, undersøgt og begæret. Liebe er en af de forestillinger, man er taknemmelig for at have oplevet.

1.502
05.02.2022

Krængebøgen har ordet!

Louis André Haugaard Jørgensen: »Sol op og sol ned«
© Louis André Haugaard Jørgensen
© Louis André Haugaard Jørgensen

Sproglig elegance udsmykker Louis André Haugaard Jørgensens podcast-installation Sol op og sol ned, der fortolker verden fra en bøgs perspektiv, skildrer en togrejsendes refleksioner igennem historiske perioder og introducerer bulmeurtens kulturhistorie. 

Krængebøgen sender med sin naivitet og åbenhed tankerne i retning af Frances Hodgson Burnetts børneroman, The Secret Garden (1911), hvor man for en stund får en pause fra hverdagen og ved hjælp af sprog og lyd drømmer sig væk i oplevelsen af at være en aldrende bøg. Den reisende er en ordrig beskrivelse af en togpassagers refleksioner fra kupéen, men man bliver ikke blæst bagover af historiens vingesus eller lydelige overraskelser. Djævleøje og ulvebønne er – ligesom Krængebøgen – en sprogligt formfuldendt fortolkning af livet som bulmeurt og en kulturhistorisk analyse af plantens mange kæle- og øgenavne.. Djævleøje, Pigelort og Fandens Nosser…

Lydsiden egner sig som underlægning til de poetiske passager – følger dynamikken i sproget og fortællingernes progression – men hvor ordene i sig selv kan stå alene og ville fungere storartet på tekst, ville det auditive bidrag ikke stå stærkt alene. Det havde klædt den litterære graciøsitet med en stærkere lydside, flere reallyde og håndholdte instrumenter.

Når det er sagt, er der stadig tale om et kærkomment break fra storpolitiske problemer og energipriser, som i al sin enkelhed er værd at opleve – især foldet ud i sin helhed på udstillingen, der forløber på Museum Skanderborg, Perron 1.

1.011
26.01.2022

Marcherende sørgesang

SVIN & Århus Sinfonietta: »ELEGI«
© Århus Sinfonietta
© Århus Sinfonietta

Elegi; sørgesang. Musikhistorien er fuld af dem. Helt uforglemmelig er eksempelvis Stravinskys ultrakorte, men knusende »Elegy for Solo Viola« (1944), hvor hver eneste tone er ved at briste af smerte. Smerten er også til stede i ELEGI, et samarbejde mellem den eksperimenterende rocktrio SVIN og Århus Sinfonietta, men værket er uden tvivl mest interessant i de allermest sangvinske af dets ti satser. 

Som for eksempel i fjerde sats, hvor en Sarangi – et indisk strygerinstrument – igen og igen punkterer den sparsomme og meditative atmosfære med en lyd, jeg bedst kan sammenligne med en svirpende klinges. Og i femte sats, der stort set udgøres af en enkelt, uigennemtrængelig trommehvirvel, som synes uendeligt at tiltage i intensitet uden nogensinde at nå et klimaks inden den, uden varsel, kollapser – tilsyneladende under sin egen vægt. Allerbedst er syvende sats, der med buldrende slagtøj og staccato blæsere lyder som et militært marchorkester, der trodsigt og heltemodigt kæmper sig gennem kraftig modvind. 

I øjeblikke som disse siger SVIN og Århus Sinfonietta noget vigtigt: At det kan være et lige så kraftfuldt udsagn om sorgen at holde den ud i strakt arm – at marchere videre gennem vinden på trods af den – som det kan være at overgive sig til den. I sine bedste øjeblikke lyder ELEGI som et forsøg på at finde et sprog for sorgen hinsides melankoliens klichéer – og dermed at udfordre, hvad en elegi overhovedet kan være. 

1
23.01.2022

Finsk rumfærd

Tomutonttu: »Hoshi«
© Tomutonttu: »Hoshi«
© Tomutonttu: »Hoshi«

Den finske multikunstner Jan Anderzén har med albummet Hoshi, udgivet under solonavnet Tomutonttu, begået en i sandhed lille stjerne. Ikke kun fordi 'hoshi' bogstaveligt talt betyder 'stjerne' på japansk, men tillige i særdeleshed i kraft af selve musikken. Der er noget kosmisk, men samtidig uendeligt småt, over de lyduniverser, som Anderzén skaber. Som en galakse reflekteret i en vandpyt eller en rumrejse i en raket udformet af en hul træstamme. Synths afgiver travle, varme blip og blop, mens ultrakorte stemme- og instrumentsamples skaber en genkendelig uklarhed. På samme tid artificiel og organisk, blød, rund, kantet, skrattende.

Anderzén har en legesyg tilgang til lyd, som jeg simpelthen knuselsker. Hans musik er underlig på en utroligt behagelig måde. Den hensætter mig i en form for farverig trancelignende tilstand, som kun forstyrres, når jeg, adskillige gange i løbet af albummets spilletid, kommer til at trække på smilebåndet i begejstring over en virkelig god lyd. Synthsene på »Katse osuu sähköön!« Korsamples på »Kesä oli äkkiä ohi!« Milo Linnovaaras fløjte på »Malta lausua ‘AH’!« Og mange flere. Hoshi er et album spækket med mikroskopiske øjeblikke, der tilsammen udgør et flosset, eksploderende, farvestrålende idiosynkratisk hele. En stjernestund på knap 38 minutter. 

1
18.01.2022

Twin Peaks og skattesnyd

Emil Friis: »I Skattely«
© Emil Friis
© Emil Friis

Emil Friis’ musik til DR-dokumentaren I Skattely fra 2013 er netop blevet genudgivet som enkeltstående album. Friis benytter en sparsom men ekstremt effektiv orkestrering, hvor guitaren, der nogle steder giver associationer til introtemaet fra Twin Peaks, er i partnerskab med en synth.Guitaren kan ofte klare sig med enkle akkordbrydninger over intuitive akkordprogressioner, mens synthen tager sig af de underliggende droner. Musikken er herved alt andet end dominerende og kompleks og resulterer effektivt i en dyster atmosfære. Men der mangler alligevel noget… de billeder, den voiceover, det narrativ, musikken skal skabe stemningen til. Og dette er styrken ved musikken.

Særligt pladens sidste nummer, »Chasing the Man« gav mig et stød. Nummerets intro havde ikke været helt fremmed på et The Weeknd-album, og det drive, der pludselig kommer. skaber en smuk kontrast til resten af Friis’ album. Det er lige før, jeg ikke ønsker, at de nogensinde skal fange ’the man’. Denne jagtmusik er mesterlig! Tror det er første gang, jeg har oplevet, at det at lytte til musikken, har givet mig lyst til at se en dokumentar – jeg ønsker at opleve helheden!

1
17.01.2022

Vokalbruset skærer i hjertet

Halvcirkel & Dekorum: »Yearning to Breathe Free« (værker af Caroline Shaw)
© »Yearning to Breathe Free«
© »Yearning to Breathe Free«

Na’na’n’n’naa… Tungen slår smut med konsonanter, der strømmer ud af ganen og bliver til et korisk bølgehav. Den panoramiske vokaleffekt er én af multikunstneren Caroline Shaws yndlingslyde. Et skummende brus om de mest intense øjeblikke i hendes kompositioner. »We will be your refuge«, synger vokalensemblet Dekorum dramatisk håndsrækkende i slutningen af tredjesatsen på liveindspilningen af Shaws To the Hands, der også citerer fra Emma Lazarus’ sonnet til Frihedsgudinden. I toppen pibler sopranerne lysende som en fakkel over det frygtsomme ocean. 

Endelig en hel koncert herhjemme, der portrætterer den Pulitzervindende amerikanske komponist. Sammen med strygekvartetten Halvcirkel, udvidet med kontrabas, giver Dekorum et sitrende liv til nogle af de mest interessante nedslag i Shaws oeuvre. De to ensembler rammer hver for sig og sammen akkurat den enkle klarhed, som gør at Shaws kompositioner virkelig kan skære sine længsler i hjertet. 

Tag bare præludiet til To the Hands. Her forvandler en nynnende chant, der bader i lysende stråler fra overtonestrygere sig pludseligt til et stort tutti – leveret patosfyldt som i en Spielberg-film. Selvfølgelig efterfulgt af na’na’n’n’naa. Hårene rejser sig! 

Desværre drukner en del af de mere subtile detaljer i rumklangen fra Musikhusets sal. Det er specielt synd for strygekvartetterne. Det imponerende pizzicatostillads, som Halvcirkel bygger med milimeterskarphed i den svære triodel i menuetten Entr’acte, fornemmer man først rigtig, når det bliver væltet til sidst. Udgivelsen ender altså på godt og ondt som lyden af noget, man er gået glip af.