So dextrous a musician is the flutist Laura Cocks that, at shows, their instrument occurs to the eye as merely another limb. A powerhouse New York-based collaborator and interpreter within new classical and experimental music, notably as director of the leading-edge new music group TAK Ensemble, Cocks now releases their first solo statement of improvised compositions with FATHM, an acrobatic intertwining of flute and voice that nods to strange and fleeting visions: among them, birds, string, seeds between the teeth. On FATHM, Cocks applies all the facility of their work as an interpreter of commissioned works – on extensive display in their last solo venture, 2022’s field anatomies – towards the development of an uninhibited, yet highly focused musical language. 

If the album’s mysterious tracklist reads as a sort of cryptogram, then listening to FATHM evokes a process of decoding, parsing the bounds between vocalization and instrument. The album’s opening track, »A thread held between your fingers«, finds Cocks as their own flickering shadow, simultaneously playing the flute and squealing in tones just slightly removed in pitch. »Illinois« is then reclaimed from Sufjan Stevens’ relentless grip as a furious mumble of half-blown notes with underlying trickles of voice. Cocks experiments further with these hoarse timbres on the three infinitive tracks: »To beget« and its later variations »To outstretch« and concluding track »To fly«, which trace the evolution of a dancelike triplet motif. »FAVN«, apparently a faithful depiction of an elephant with severe sleep apnea, may reconcile itself to the sensitive listener through its sheer commitment to the grotesque, while »A seed sucked between your teeth«, orbiting languidly around a major ninth, invites more celestial considerations. »A marsh wren« might take the titular bird as a point of departure, but it quickly imagines a species of its own, singing a song of bustle and snaps and smacks. On »YARN«, Cocks suggests another sort of animal song by making a counterpoint of mews and growls. The flutist’s skill with balancing these peculiar hybrids ultimately distinguishes FATHM as much as Cocks’ ferocious energy; this is an album as happy to shout as it is to slither. 

Det er den voldsomme og vilde tekst, der hænger som et massiv i det nøgterne scenerum på Sort/Hvid efter 80 minutters rasende, raserende monolog i forestillingen Animal. Skuespilleren Signe Egholm Olsen står tilbage som en dyrisk gudinde, der har gennemført sit eget renselsesritual. Et ritual om at være mor og om moral for dyr og mennesker – flankeret af de tre ordløse, klassiske sangere Katinka Fogh Vindelev, Nina Smidth-Brewer og Hávard Magnussen, der fungerer som et kor i en græsk tragedie. De illustrerer og iscenesætter teksten med præcise klange. 

Animal er baseret på Alexandra Moltke Johansens debutroman fra 2022 af samme navn og rummer et stort overskud af betydning, som kyles i ansigtet på publikum fra begyndelse til slutning. Bekymringer, angst, vrede aktivisme, sorg og tvivl, der knytter sig til det at være gravid og blive mor til et »unyttigt« barn med Downs syndrom i en verden med klimakatastrofer, krig, umenneskelig politisk kynisme og grådighed. Alt sammen flyder fra morens indre samtale som en lang moralsk overvejelse og udgydelse i en scenisk tour-de-force fra det klinisk rene og falske i en wellness spa – til et materielt kaos af jord, grene og sved.

Kirstine Fogh Vindelev har komponeret en lydside, som gør, at vi overhovedet kan ånde. Diskrete korklange, små elektroniske passager, lidt barbershop, skrig og en popsang får vi kilet ind i mellem ordene. Det er simpelt og ligetil. Musikken får lov at kommentere og tale med som en slagskygge til de mange ord, men får ikke på noget tidspunkt lov til at være hovedperson eller for alvor skabe sit eget rum i forestillingen. Vi kunne ellers sagtens trænge til en anden form for sanselig refleksion end den, ord og tale kan skabe. 

Mod fjender i det ydre rum er »musik det stærkeste våben vi har,« udtalte Mads Brügger forleden her i Seismograf. Snöleopard og musikalske venner gjorde dette meget konkret med musik direkte fra Planetariet i København ud i rummet for at ramme satellitter mellem 500 og 35.000 km væk. Tonerne returneredes tillagt forsinkelse, radiostøj og kosmisk interferens. På det store lærred kørte jordklodens overflade, set fra en satellit, med alle sine oplyste byer, og Theis Ørntoft læste op fra sin kommende klimabevidste roman med sætninger som: »Den dag, der ikke er mere olie, vil lyset slukkes i verden.« Imens kunne vi se de små grønne prikker af forvirrede satellitter fare hen over jordens smukke krumning og høre Lotte Anker, Kresten Osgood og Snöleoparden free-jazze på henholdsvis sax, trommer og sitar. 

De små skrattende bib-lyde fra satellitternes resonans skabte også musik, men mest interessant var koncerten, når musikerne fik deres egne motivstumper igen – kastet ned fra det ydre rum, og der opstod et lille internt sammenspil. Er der noget derude, eller taler vi blot med os selv? 

Kosmisk resonans fyldte kuppelrummet, men vi kunne godt have savnet noget mere intern resonans. Det er en smuk trend med en digter i et ensemble, hvor mange herligt kringlede formuleringer kommer frem, men musikerne skal være med til at tolke ordene. Indgå i den musikalske udlægning, som hvis det var en traditionel jazzsanger, ellers bliver musikken let baggrundstæppe eller sekundær. Hvor alle musikere er en grøn satellitprik i sin egen kredsløbsbane. Mange gode ideer var i spil – og musik er ikke et våben. Men kræver intern resonans. Ikke kun kosmisk.