Omtrent halvvejs i livet synes man måske nok, man har set det hele, men heldigvis tager man fejl. Tag nu bare det blomstrende københavnske miljø for moderne dans, som jeg har brugt et halvt liv på at overse. Det står klar til at gribe dig med sammenviklede kroppe og nye kompositioner, begge dele med akut antiblasert virkning.
Som nu for eksempel Immortal Summit i aftes, en denimbetrukket duoperformance med flosset musik af Holger Hartvig for forvrænget guitar, dunkende bas og dinglende saxofon.
Her fremmanede to stolte kroppe – BamBam Frost og Lydia Östberg Diakité – en paradoksal mandehørm af arrogant afsky og muskelpositurer, mens de gik i cirkler og kastede med sækkestole. Friskt prikkede Hartvig hul på attituden med en udstrakt rundgang af rockvræl, der langsomt blev centrifugeret til ukendelighed: punkteret testosteron.
Efterhånden indfandt sig i stedet en intimitet. Kroppene viklede sig gulvnært ind i hinanden, og afstumpet guitarstøj blev til famlende ro med nøgen, let ustemt bas i centrum og svag cikadeimitation i baggrunden. Til lyden af drømmende syntharpeggio og en saxofon så fri som et vindspil forvandlede hanekamp sig til akrobatisk tillid og fælles ømhed. Saligt!
Samme opløftende brainstorm mellem musikalsk og koreografisk tænkning har jeg de sidste måneder også set i andre danseprojekter som MYKA’s Regnbuen med absurdistisk MIDI-lyd af Christian Vogel og Antoinette Helbings The Mirror Project med suggererende elektronik af Mads Emil Nielsen.
Danseverden, jeg ser og hører dig nu!
En søgen efter mening gik igen i flere af de Wayne Siegel-værker, Athelas Sinfonietta lørdag opførte i Koncertkirken. Ikke mindst på et spirituelt plan, hvor særligt Hélène Navasses luftige solobasfløjte i Dive (2017) flugtede roligt med det meditative kirkerum.
Eller i den blanding af støjbrøl, glasklar thereminklang og intergalaktisk R2D2-rislen, der lød, når Siegels besjælede bevægelsessensorer gik i dialog med ensemblet i østligt influerede Shiva’s Dance (2019). Som om elektronmagikeren søgte svar i fjerne kulturer, og hvis de så udeblev: i verdensaltet.
Godmodig lød oftest denne søgen, ledsaget af venligsindede minimalistiske sløjfer, dansant valsende passager og afstemte gongslag. Men bag den imødekommende vilje lurede også sivende tuttibrøl og hektiske jagtmotiver, holdt i stram snor af strenge spejlstrukturer.
Hele tiden dette spil mellem nysgerrige spørgsmål, afklaret varme og varmblodet action, ikke mindst i den febrilsk omskiftelige strygekvartet Northern Shore (2014) med dagens hidsigste temperament.
Indtryk gjorde især uropførelsen af den lille basunkoncert Smooth Newt (2023), der lod Andras Olsens klagende messingmotiver ekkoe elegant gennem resten af det sværmende ensemble. Også her tegnede pludselig jagt og dans kontraster op, inden værket vendte tilbage til sit nænsomt glidende udgangspunkt.
Det var musik, man kunne finde rundt i, finde mening i og endda rocke med på: Westernhyldesten Reuben’s Train (2023) rundede festligt koncerten af med togrytmik og Siegel på banjo. Yee-hah!
Sommetider vælger en kunstner at sadle helt om og foretager en stilmæssig kovending. Som Rene Magritte, der pludselig begyndte at male surrealistisk, en bevidst og kreativ satsning, der gjorde ham til en af genrens bærende kræfter. Anders Skibsted, klassisk uddannet komponist og bandoneonist og altså udøver af musik langt fra lydgeneratorer, foretager netop sådan en satsning på secnerefer – hans første eksperimenter med et fuldt elektronisk lydbillede.
Fuldstændig talentløst er det ej. Der løber en rød tråd gennem værkets syv numre – alle båret af samples – der lyder, som et pibende læhegn, kombineret med tunge forvrængede beats. Det er ikke dårligt udført, og det er tydeligt, at Skibsted bruger erfaringen som komponist i sit arbejde med elektronikken.
Men, som presseteksten også nævner, er inspirationen fra IDM og andet elektronik bare virkelig stærk, i så høj grad, at Skibsted tit og oftest ender med at lyde som musik udgivet på Warp Records i slutningen af 90’erne. Specifikt lyder secnerefer enormt meget som Autechres mere kryptiske hovedværker, helt ned til beat-produktionen, og titlerne låner vist fra Aphex Twin. Bedst er »Sqeiwz Tekyrguv«, hvor de distortede trommehug er erstattet af en cool ambience og leg med effektfiltre.
Desværre lyder secnerefer som en lettere bedaget version af de britiske forbilleder. Albummet er ikke den succesfulde kunstneriske satsning, man kunne håbe på, men er dog interessant som et øjebliksbillede af en moderne eksperimentalists tur ind i en ny verden.
Komponist og pianist Christian Rønns seneste soloklaverudspil, det delvist komponerede og improviserede Travel Through Stones, lever i den grad op til sin titel – en musikalsk rejse gennem udfordrende og konstant foranderligt terræn fuldt af små, men smukke sanseindtryk for den opmærksomme vandrer.
Titelnummeret imponerer med en umiddelbart lidt dunkel start, med masser af sustain-tunge, dybe toner, der i lag danner den baggrund, hvorpå registrets højere toner springer frem og tilbage. Der sker en vekselvirkning mellem eftertænksomme stunder og øjeblikke af hektisk aktivitet, indtil stykket muterer til hurtigt perlende kaskader, der så ændres igen, og derefter igen. Således vedligeholdes min interesse, indtil vi ved slutningen når min eneste, i det større perspektiv ret lille, anke – det 18 minutter lange nummer, der er fyldt med abrupte stop og overraskende begyndelser, fader ud på en ret abrupt, åbenlys og uskøn måde. En ærgerlig afslutning på et ellers så dynamisk stykke.
Dette er dog vitterligt min eneste anke, og det faktum, at de tre følgende kompositioner, der udgør resten af albummets spillelængde, kan beskrives som mere af det samme, er til albummets fordel. Man finder en ro i det til tider hæsblæsende tempo, og den singulære instrumentering fordrer fokus på det væsentlige. Rønns klaver aktiverer det tomme blik, får tid og tanker til at gå i stå, indsnævrer min sanseverden, så jeg til sidst ikke lytter til musikken, men er i den.
Hverdag er det ikke, at et dansk ensemble uropfører ny musik af en af tidens mest efterspurgte komponister. Men Den Danske Strygekvartets udogmatiske koncertrække Series of Four er netop et sted for usædvanligheder, og i aftes bestod usædvanligheden så i uropførelsen af islandske Anna Thorvaldsdóttirs Rituals (2022).
Et 11-satset værk, der med flere passager af højlandsk følsomhed passede ganske eminent til de fire musikeres sensible, men ikke rørstrømske temperament. Med en grundtone af dyb mol og dronende nænsomhed tegnede Rituals igen og igen en nær intimitet op, som enten splintredes af knips og faldende buer eller langsomt saboteredes af knirkende overtryk, flimrende glidninger og snigende dissonans.
Thorvaldsdóttir søgte tydeligt at angribe ritualet som fænomen fra flere sider – fra det store, filmiske fællesskabssug til uafvendelige tvangsgentagelser. Mellem melodisk skønhed og desorienteret bølgegang skvulpede musikken omskifteligt, men nåede måske derfor heller ikke helt ind til et præcist formuleret favntag med psyken eller samfundet.
Værket satte sig mellem flere stole i en køn og nogenlunde dramatisk, men altså også fornærmelsesløs pendulering mellem harmoni og et let kaos, der sagtens havde tålt mere outreret teknik og brudvilje; at skildre tvangstanker med næsten dansante knips på strengene er vel til den mådeholdne side.
Den uforsonlighed, der trods alt stadig findes i Thorvaldsdóttirs musik – lyt bare til hendes seneste orkesterværk, Archora (2022) – måtte godt have indfundet sig på Frederiksberg.
Huse er fulde af lyd, selv om de står helt stille. Gulve, der knirker, brædder, der gi’r sig – lyde, man af og til er så vant til, at man slet ikke lægger mærke til dem. Men når man som den norske arkitekt og lydkunstner Gisle Nataas sætter geofoner på vægge og bjælker og optager de lyde, der er ikke bare i husene, men også i materialerne – beton, glas, sten, træ – så får arkitekturen bogstavelig talt en stemme.
Nataas installation Fehn/6 er skabt af lyde fra den norske arkitekt Sverre Fehns museumsbygning ved og omkring ruinen af Domkirken i Hamar lidt nord for Oslo, på en odde ved Norges største sø, Mjøsa. Ved åbningen af udstillingen improviserede Nataas med sine optagede lyde – beton, der rumler, en nøgle, der drejes om, træværk, der suser, trin over et gulv, der forsvinder i det fjerne. Musik af reallyd har lange traditioner, den her er organisk og rumlende, beroligende og billedskabende. Hvad er det, der dunker? Hvad er det, der suser? Og hvor forsvinder de skridt hen? Hvem er det, der går...? Det er ikke stort og vildt, men fortæller noget om den sanselighed, god arkitektur også rummer.