kortkritik

Danmark har fået en ny Matthæuspassion

Bent Sørensen: »Matthæuspassion«
© Lars Skaaning
© Lars Skaaning
29. march

»Alt hvad jeg komponerede fra da af, skulle være en vej mod en Matthæuspassion,« sagde Bent Sørensen i 2014, da han besluttede at påbegynde dette værk. Alle tænker på Bach, og komponister vil altid skrive i lyset/skyggen af dette mastodontværk. Men Matthæuspassionen er mere et musikalsk fænomen end en beskrivelse af et oratorium med lidelseshistorien som tekstforlæg. Eller måske er det en slags tilstand, hvor vi alle kan projicere vor smerte, sorg, tro eller kærlighed ind i – det sidste har Bent Sørensen især betonet: Den passionerede, menneskelige kærlighed, og resultatet er blevet ufatteligt smukt. Hele vejen igennem de 67 minutter kor og orkestermusik. Virkemidlerne er helt sarte vokalstemmer (verdensklasses udførelse af DR Vokalensemblet), ganske blid orkestrering, klassiske Bent Sørensen-virkemidler som små melodier, man tror, man har hørt før, men som er helt originale. Og en kompositionsstil som hverken er tonal eller atonal, men begge dele. De tonale flader skal ikke lede traditionelt videre til noget andet, men vi hører i stedet skønne klange, der skifter umærkeligt og til tider magisk. Og hvem skulle have troet, at helt dæmpede tromboner med wah-wah-effekt klinger så utrolig raffineret sammen med fire kirkeklokker? (de eneste slagtøjsinstrumenter i værket).

Teksten er lige så smukt sammensat af Jakob Holtze (Søren Ulrik Thomsen og Anna Akhmatova m.fl.), og der er faktisk relativt få uddrag fra Matthæusevangeliet. Men det gør ikke noget, for stemningen og tilstanden fra den berømte passion er i den grad grebet. Oslo-musikere har indspillet værket i 2023, men holdet fra Koncerthuset gør det meget bedre – og det kan høres i DR's app.

Sjældent har et 67 minutters pianissimo talt så kraftigt og stærkt til én.

kortkritik

Madonna som euforisk artpop? Ja tak!

Courtesy: »fra eufori« 
© PR
© PR
15. september

Idéen bag fra eufori, det nye album fra den danske lydkunstner og musiker Najaaraq Vestbirk alias Courtesy, er simpel: At tage en række af 90'ernes og start-00'ernes mest mindeværdige og – sagt på den kærligste måde – kitschede hits, dekonstruere dem, koge dem ned til deres mest basale bestanddele og finde frem til deres nøgne, synthbaserede kerne. Det er en simpel idé, men Courtesy får utroligt meget ud af den.

fra eufori er nemlig en ægte, uforbeholden kærlighedserklæring til en musikalsk æra, der alt for ofte bliver gjort til en punchline. Det bedste ved Courtesys fortolkninger er på den måde det, der oprindeligt gjorde sangene gode: deres totale mangel på kynisme og ironisk distance. 

Med et hold af nogle af tidens mest interessante pop-eksperimentalister er Courtesy en slags arkæolog, der finder guld i sangenes muld – guld, der altid har ligget der, men som måske umiddelbart ikke var til at få øje på: En ulmende uhygge gemt bag den triphoppede lækkerhed i Olives »You're Not Alone«; en knusende inderlighed i Lasgos hårdt pumpede »Something«; noget nærmest pastoralidyllisk i DJ Encores »I See Right Through You«; en sødme gemt bag det teatralske drama og den sireneagtige utilnærmelighed i Enyas »Orinoco Flow«. Jeg har aldrig før tænkt over, hvor besynderlig den hvirvlende klaversolo midt i Guru Joshs »Infinity« er. Eller at der er en nærmest skæbnesvanger aura over Madonnas »What It Feels Like for a Girl«.

fra eufori er som at vise sin yndlingsfilm til en ven, der ikke har set den før: Pludselig ser man filmen gennem deres øjne og får øje på ting, man aldrig havde forestillet sig. 

Playliste

My name is John Grant – would you like to see my playlist?

11. september
© PR

John William Grant is an American singer, musician, and songwriter who holds both American and Icelandic citizenship. He first became known as the co-founder, lead singer, pianist, and primary songwriter for the alternative rock band the Czars. After releasing six albums from 1994 to 2006, the band split up and Grant retired for four years before starting a solo career. He returned in April 2010 with a critically acclaimed debut solo album recorded with Midlake. Queen of Denmark was Mojomagazine's Album of the Year for 2010; it was also named as one of the best ten albums of 2010 by the Guardian's music critics and writers.

Playliste

My name is Anna Brønsted – would you like to see my playlist?

8. september
© Frida Gregersen

Anna Brønsted is a singer, composer and visual artist originating from Copenhagen. Operating under the moniker Our Broken Garden, she has released three albums. Her most recent work, the album BLIND (2023) received widespread international recognition. Her compositional work spans far and includes compositions for choir, such as acoustic choral piece »Nattens Ende« (2021 – a collaboration with Teater S/H and composer Kirstine Fogh Vindelev e.g.) performed at Glyptotekets Festsal. At the heart of Anna’s work lies an introspect exploration of our shared blind spots, driven by a desire to unveil a profound and simple beauty, concealed beneath society's preconceived notions of success and conventional aspirations. 



Anna Brønsted has collaborated with esteemed musicians and songwriters, while also engaging in various interdisciplinary projects, collaborating with actors, theater instructors, and poets.

kortkritik

Godt nyt fra krøllede finner

Paavoharju: »Yön mustia kukkia«
© PR
© PR
5. september

Med Yön mustia kukkia har finske Lauri Ainala og hans altid foranderlige mytisk-mystiske orkester Paavoharju udgivet, hvad de selv kalder tredje kapitel i en serie af albums, hvoraf de to foregående blev udgivet helt tilbage i 2005 og 2008. Der er altså løbet en anselig mængde vand under broen, siden man sidst kunne lytte til Paavoharju i denne type konstellation. 

Som tidligere lyder musikken, som er den hjemsøgt af venlige spøgelser. Man kan høre, at lydene kommer fra et land højt mod nord, hvor man lærer at være på god fod med mørket. Skurrende båndstøj, dirrende strenge, virrende samples og helt og halvt hviskede sangstemmer skaber en kalejdoskopisk melankolsk atmosfære. Som brudstykker af folkemusik fra flere forskellige verdner på én gang, der alle kæmper imod hinanden for at trænge igennem den kakofoni, de tilsammen skaber. Dette kan opleves i nummeret »Haihtuu« med Teemu Eerolas violin, der summer i stereo som en bi omkring lytterens hoved, mens rytmiske samples og Anniina Saksas vemodige sangstemme skaber en fremdrift, der tilnærmer sig en popsang. Mindre poppede er numre som »Marian kierto«, hvor en operaagtig vokal bølger frem og tilbage over en fugtigt skovbund af synths og samples. 

Lauri Ainala har stadig et helt særligt talent for at bakse lyde sammen, som i andres hænder bare ikke ville kunne fungere. Sammen med sine medsammensvorne har han med Yön mustia kukkia formået at skabe ikke bare et kærkomment genhør med fortidens spøgelser, men også et spændende nyt kapitel i Paavoharjus krøllede historie.

Playliste

Mit navn er Carl Bergstrøm-Nielsen – vil du se min playliste?

31. august
© Lene Duus

»Musik er lyd, som opleves med æstetisk interesse (hvilket igen vil sige et eller andet med en frivillig, intens opmærksomhed, eller lyd som er skabt med henblik derpå).«

Carl Bergstrøm-Nielsen har siden halvfjerdsernes begyndelse beskæftiget sig intensivt med alternativ komposition og fri improvisation, som flere artikler her i Seismograf vidner om. Han har virket dermed som lærer i gruppeimprovisation og lyttepartiturer ved Aalborg Universitet 1983-2014, som koncertarrangør i København med bl.a. Open Form Festival, som medstifter af European Intuitive Music Conference, som workshopholder internationalt, som udgiver af andres og egne arbejder, som formidler og som forfatter af forskningsarbejder og med opførelser i 25 lande.