kortkritik

Danmark har fået en ny Matthæuspassion

Bent Sørensen: »Matthæuspassion«

29. march

»Alt hvad jeg komponerede fra da af, skulle være en vej mod en Matthæuspassion,« sagde Bent Sørensen i 2014, da han besluttede at påbegynde dette værk. Alle tænker på Bach, og komponister vil altid skrive i lyset/skyggen af dette mastodontværk. Men Matthæuspassionen er mere et musikalsk fænomen end en beskrivelse af et oratorium med lidelseshistorien som tekstforlæg. Eller måske er det en slags tilstand, hvor vi alle kan projicere vor smerte, sorg, tro eller kærlighed ind i – det sidste har Bent Sørensen især betonet: Den passionerede, menneskelige kærlighed, og resultatet er blevet ufatteligt smukt. Hele vejen igennem de 67 minutter kor og orkestermusik. Virkemidlerne er helt sarte vokalstemmer (verdensklasses udførelse af DR Vokalensemblet), ganske blid orkestrering, klassiske Bent Sørensen-virkemidler som små melodier, man tror, man har hørt før, men som er helt originale. Og en kompositionsstil som hverken er tonal eller atonal, men begge dele. De tonale flader skal ikke lede traditionelt videre til noget andet, men vi hører i stedet skønne klange, der skifter umærkeligt og til tider magisk. Og hvem skulle have troet, at helt dæmpede tromboner med wah-wah-effekt klinger så utrolig raffineret sammen med fire kirkeklokker? (de eneste slagtøjsinstrumenter i værket).

Teksten er lige så smukt sammensat af Jakob Holtze (Søren Ulrik Thomsen og Anna Akhmatova m.fl.), og der er faktisk relativt få uddrag fra Matthæusevangeliet. Men det gør ikke noget, for stemningen og tilstanden fra den berømte passion er i den grad grebet. Oslo-musikere har indspillet værket i 2023, men holdet fra Koncerthuset gør det meget bedre – og det kan høres i DR's app.

Sjældent har et 67 minutters pianissimo talt så kraftigt og stærkt til én.

Playliste

Mit navn er Søren Michelsen – vil du se min playliste?

21. october

»Musik for mig er det mest kraftfulde, livsbekræftende, inspirerende, følelsesladede og uforudsigelige, der findes. Den har en enestående evne til at nå os på et dybt følelsesmæssigt plan og fungerer som en slags tidsmaskine, der forbinder os med vigtige begivenheder og minder i vores liv. Sange bliver trofaste følgesvende gennem tilværelsen, og selv når vi sent i livet måske rammes af demens og ikke længere kan genkende vores nærmeste, kan vi stadig synge med på de sange, vi lærte som unge. Musik er en nøgle til vores hukommelse og en dyb forbindelse til, hvem vi er – også når alt andet glider væk.«

Søren Michelsen er kendt som medlem af bandet Søn og trommeslager i Angående Mig. De seneste år har han arbejdet på sit soloprojekt, den netop udgivnedebut-EP I en brydningstid, der markerer en afgørende milepæl i Michelsens solokarriere. EP’ens fem sange er skabt i tæt samarbejde med producer Emil Emborg (Neon Priest, kingtommi, USSEL). Michelsens sange er en hyldest til den danske poptradition, fulde af nostalgitrips tilbage til 80'erne og 00’ernes evergreens. Med sin forening af dybtfølte temaer og popæstetik stræber han efter at skabe et univers, som både ærer fortiden og former fremtiden. Ambitionen er at skrive sange, som vi alle synger med på om 20 år. I 2023 færdiggjorde Michelsen sin bachelor på Det Rytmiske Musikkonservatorium.

Playliste

My name is Rei Nakamura – would you like to see my playlist?

16. october

»I can’t say what music is but I can say what music does: it is an experience, it travels through all my bodily senses, it brings energy (not only power but also tranquilizing and soothing, even peaceful energy); above all, it revives the memory of frozen moments, not unlike the scent of perfume, and yet it remains in the moment, the 'now' – in a recording a 'now' conserved from the past which we can relive whenever we press 'play' – and thus my playlist is a selection of moments related to person or event that was important to me.«

Rei Nakamura is a pianist specialized in contemporary music. Her career has a wide range as solo pianist, ensemble player, improviser as well as writer. Through her on-going project Movement to Sound, Sound to Movement for piano and multimedia, she has worked in close collaboration with composers as Annesley Black, Malin Bång, Christian Winther Christensen and Simon Steen-Andersen. Her observations and theoretical approaches are expressed in published texts in Neue Zeitschrift für Musik thematizing parallels in music, art and performance. 2021 she published the book Movement to sound, sound to Movement – Interpreting Multimedia Piano Compositions by Wolke Edition. As a Soloist she has premiered piano concertos with orchestras such as the SWR Symphonieorchester, WDR Synfonieorchester, RSO Berlin, Polish Nation Radio Symphony Orchestra and RAI National Radio Symphony Orchestra with conductor as Brad Lubman, Robert Treviño, Yaroslav Shemet, Michael Wendeberg and Bas Wiegers. She performed in Warsaw Philharmonic (Warsaw) and Arturo Toscanini Hall (Turin) and music festivals such as Eclat Festival Stuttgart, Ultraschall Berlin, Festival Acht Brücken Colon, MITO Festival (Turin), Warsaw Autumn (Poland) , Sound of Stockholm (Sweden), Monday Evening Concerts (USA). She was was born in Japan, grew up in Brazil and is based in Germany.

kortkritik

Man får lyst til at forsvinde i disse kosmiske horder af lyd

Christian Skjødt Hasselstrøm: »Myriader«

Andreo Michaelo Mielczarek

12. october

Britiske Burial skulle engang have sagt, at han i sin musik stræber efter at gengive oplevelsen af at stå uden for en klub og dér mærke rytmerne på asfalten. Afstande er fascinerende. Lydene i Christian Skjødt Hasselstrøms værk Myriader i en enorm vandbeholder ved Ole Rømer Observatoriet kommer langvejs fra. Det er regn fra rummet, kosmisk stråling eller højenergipartikler, som oversættes til lyd via tre detektorer. De blinker også med lys i søjlehallen, og når man famler sig vej til dem gennem mørket, »puffer« de blødt og uskyldigt. Men når man går rundt i det 1662 kvadratmeter store rum, virker lydene alligevel lidt faretruende – som artilleristiske pauker, lyde fra moderne krige eller varselssignaler fra oldgamle krigsherrer… Lydene er altid meget langt væk og buldrer lavfrekvent i rummet med en efterklang på 40 sekunder. Men det er jo bare fredelige fænomener fra fjerne galakser, og de vil os næppe noget ondt. De får os bare til at føle os så uendeligt små. Det gjorde Hasselstrøm også ved os med sit værk i en gammel kornsilo i Struer.

»Man kan få salt og mineraler på tøjet. Det kan vaskes af,« advarede guiden, som nu ringer med en klokke. Men hvad nu, hvis man slet ikke vil af med den lyd og ikke vil hjem til Aarhus, men blot vil blive dybt under jorden i mere end de givne 15 minutter og forsvinde i de kosmiske og meget lækre horder af lyd? Afstande er fascinerende, og Myriader er bedre – mere berigende – end en hvilken som helst klub i Latinerkvarteret.

kortkritik

Man mærker den ustoppelige strøm af inspiration

The Firebirds & Nordic String Quartet: »Adaptations«

Rasmus Weirup

11. october

På baggrund af en række af trioen The Firebirds’ improvisationer har seks komponister udarbejdet nye værker for strygekvartet, som så igen danner grundlag for nye jazzimprovisationer. Det er der kommet utroligt vellydende musik ud af. Og ikke mindst meget af den. Man mærker den ustoppelige strøm af inspiration, som den potentielt uendelige adaptionsmetode har foranlediget: Det i forvejen lange album har æren af at være den eneste udgivelse af ny kompositionsmusik, jeg kan huske at være stødt på, som fås i en deluxe-udgave med bonus tracks.

Et fascinerende aspekt af Adaptations er den stilistiske afsmitning mellem jazzen og den klassiske musik. The Firebirds har formentlig taget navn efter Stravinskys Ildfuglen, og det er passende, for hvis albummet minder mig om én ting, er det Stravinsky, når han var allermest jazzet (eksempelvis Koncert for klaver og blæsere fra 1923). Ét øjeblik gjorde særligt indtryk på mig: Det gælder overgangen fra improvisationen »Nocturnal Dance« – der med sin tunge, funkinfluerede basgang, sin nærmest dansable rytmik og sine lidenskabelige saxofonhyl lyder som fusionsjazz alla Herbie Hancock anno 1973 – til dens strygeradaption: komponisten Mauro Patricellis »Fato«. Et stykke musik, der overraskede mig dybt med sin storslåede dramatik og nærmest romantiske schwung (ikke ord, jeg ofte bruger til at beskrive ny musik). De to stykker musik har ikke meget til fælles, men alligevel er forbindelsen tydelig: Det er som om, de spejler hinanden i deres energiske fremdrift og maksimalistiske udtryk. Adaptations er fyldt med den slags overraskende, tankevækkende konstellationer.

Playliste

My name is Bára Gísladóttir – would you like to see my playlist?

30. september

»For me, music is all that vibrates.«

Bára Gísladóttir is an Icelandic composer and double bassist based in Copenhagen. Her work is generally based on thoughts regarding the approach and concept of sound as a living being.