kortkritik

Blødende positioner

Josefine Opsahl: »I Walk I Bleed«
© Martin Høyer
© Martin Høyer
13. december

»Tag et stykke kridt. I er alle i dialog med hinanden!« blev det annonceret i køen til en af Sort/Hvids musikdramatiske satsninger, I Walk I Bleed af Josefine Opsahl. Med kridtet fik vi stukket et publikumspartitur i hånden med tydelige instruktioner: »Gå ind i rummet … Skriv disse ytringer ned … Lad cellisterne afsløre ytringernes musik … Lyt sammen«. I den sorte teaterboks blev vi mødt af en mystisk kapellignende atmosfære, hvor ti hvidklædte cellister tårnede sig op langs væggen som skinnende marmorskulpturer eller en form for elitær broderorden. 

En bred sort tavle midt i rummet fyldtes langsomt op med de oplistede ord som »Walk«, »Run«, »Feed« og »Breathe«, før vi skulle sætte os ned for at blive omringet af celloernes stimulerende lyd. Det var overvældende at blive mødt af de ti vibrerende instrumenter. Først stod den på en kort improvisation med skiftende solistiske indslag over de nedskrevne ord, som cellisterne umuligt kunne læse fra så stor afstand, men det var dramatisk at følge deres blikke og individualitet. Størstedelen af værket var dog gennemkomponeret, og alle celloens muligheder kom i spil fra koreograferede percussive tik og hvallydende glissandi til tunge buestrøg og et genkendeligt tema, der blev udviklet fra sats til sats. 

»Ordene er dine, gulvet er dit«, stod der skrevet i vores lille partitur. Men var det sandheden? Ordene var jo ikke vores, vi kom aldrig i dialog, og interaktionen føltes så stramt iscenesat, at publikum forblev i den traditionel passivt modtagende rolle, som værket egentlig forsøgte at udfordre. Det føltes som et tabt potentiale i en ellers visuelt og musikalsk stærk performance.

Playliste

Mit navn er Hanne Boel – vil du se min playliste?

29. january
© PR

»For mig er musik en stadig påmindelse om, at der er så meget mere til livet end det, jeg lige her og nu tror – men det kræver, jeg opsøger og lytter. Her er fem sange, som jeg nyder at høre pt. De ligger alle og roder i perifirien af tracks, jeg ville ønske, jeg var en del af...«

Gennem knap 30 år har Hanne Boel befundet sig på toppen af den danske soulpopscene, og hendes kartotek tæller alt fra rock- og pophits til jazz og gospel. Med sin dybe, soul-inspirerede stemme og særprægede røst har Hanne Boel også markeret sig unikt på livefronten, hvor hendes koncerter er i høj kurs. Boel har netop udgivet albummet Norwegian Recordings med de to guitarister Jacob Funch og Jens Runge.

kortkritik

Jazzmusiker går hybrid 

Nikolaj Hess: »Melody«
© PR
© PR
26. january

Hybridmusik er en mærkelig størrelse. Engang hed partiturmusikkens møde med improvisationsmusikken crossover. Jazzpianisten Nikolaj Hess genopliver denne genre med sin nyeste udgivelse Melody – skrevet til violinisten Cæcilie Balling og indspillet med Danmarks Underholdningsorkester, komponisten selv og hans faste jazztrio. 

De to forskellige genrer udvander tit hinanden, for hvor jazz/pop/rock ofte kræver et tight beat, gør kompositionsmusikken det netop ikke – en for mekanisk rytme kan ødelægge det hele her. Men i »Birds« og »Waves«, der indleder det halv time lange værk, lykkes det faktisk Hess ikke at falde i denne genrefælde. Trommesættet bruges som percussion eller stille baggrund med whiskers og Ballings violinstemme står stærkt og mere klar af kontrasterne. Udtrykket er svævende og stemningsskabende, men i de tre satser med betegnelsen Melody er de musikalske ideer ikke stærke nok i et symfonisk partitur. De rytmiske dele forvirrer mere end de bidrager til helheden, og det bliver for rodet og mister retning, hvor Hess lader alle musikere improvisere frit. Cæcilie Balling fanger dog noget intenst med sin violintone, særligt i den lange cadenza. 

I den afsluttende »Choral« opstår der pludselig en helt anden kvalitet. Hess har gennemkomponeret en lille koralmelodi, som både er enkel men også kompleks i stemmeføringerne. I smuk, nyromantisk stil bruger han både orkestret og soloviolinen, så rørende og sårbare musikalske øjeblikke opstår. Mere af det en anden gang! Det er godt at eksperimentere og bryde genrerne op – det har vi brug for i øjeblikket. Så indspilningen bydes velkommen, om end det er en svær størrelse. 

Playliste

Mit navn er Camilla Dayyani – vil du se min playliste?

23. january
© Asbjørn Kragh

»Musik er for mig at være i kontakt med noget større. Jeg er ikke religiøs, men med musikken kommer jeg i kontakt med noget spirituelt eller åndeligt, både som musiker og lytter. Samtidig kan musikken skabe unikke møder mellem mennesker. Det nonverbale er en perfekt ramme for kulturmøder, fordi vi med det samme connecter med noget større og vigtigere, som alle mennesker på jorden forstår.«

Sanger og komponist Camilla Dayyani er vokset op i Danmark med sine søskende, sin danske mor og iranske far. Hendes vej ind i musikken er gået via skolekor, violin timer på musikskolen og soulbands m.m. i gymnasietiden. Senere forelskede hun sig pladask i Billie Holiday og de store klassiske jazzsangerinder. Herfra var det jazzens tonesprog, der optog hende i årene på musikkonservatoriet og de første år af hendes karriere. Det udgangspunkt kan man høre på hendes tidligere udgivelser: Silver and Gold (2005), Anadyomene (2007), Come My Way (2009) og Rummet Fyldt (2013).

På det aktuelle album Mine Miniaturer sætter Camilla Dayyani både danske og persiske digtere stævne på tværs af århundreder og store geografiske afstande og samler på den måde både sine kulturelle og musikalske rødder i sine kompositioner. Albummet er tænkt som et samlet værk for ensemblet, som består af strygekvartet, jazzkvartet og to persiske musikere. Hun synger og reciterer på dansk, persisk og engelsk.

Hun har før kredset omkring musikken i lyrikken, og bl.a. skrevet musik til og indspillet digte af Pia Tafdrup, Dan Turéll, Johannes Jensen og Piet Hein. Nysgerrigheden har ført Camilla Dayyani rundt i genrerne. Hun har sunget moderne klassiske værker af Morten Olsen med Athelas Ensemblet, indspillet moderne jazz med sine egne kvartetter, sunget børnemusik på YouTube-succesen Sangskattekisten, sunget iransk popmusik fra 70’erne og meget andet.

Playliste

My name is Charlotte Rowan – would you like to see my playlist?

18. january
PR

The English choir conductor Charlotte Rowan took over the position as conductor of the Danish Girls' Choir in August 2023 and is the eighth conductor in the choir's history. She grew up as a chorister at Liverpool Metropolitan Cathedral, where she later became an Organ Scholar, at the same time as she studied singing and conducting at the Junior Royal Northern College of Music in Manchester.

At the age of 19, Charlotte Rowan began studying music at University of Cambridge, where she continued her education as a singer and conductor of The Chapel Choir of Sidney Sussex College. Since 2018, Charlotte Rowan has lived in Denmark, where she has partly continued her education himself as choir conductor at the Jutland Music Conservatory, partly as conductor of Herning Church's Boys' Choir for three years before she became conductor of the DR Girls' Choir.

Playliste

My name is Bill Frisell – would you like to see my playlist?

1. january
Bill Frisell. © Carole D'Inverno

Bill Frisell’s career as a guitarist and composer has spanned more than 40 years and many celebrated recordings. From Aaron Copeland and Charles Ives to Bob Dylan and Madonna. His mantra is simple: »I like when it's impossible to tell at first if something is black or white, or country or blues, or whatever«. 

Born in Baltimore, Bill Frisell played clarinet throughout his childhood in Denver, Colorado. His interest in guitar began with his exposure to pop music on the radio.