kortkritik

Blødende positioner

Josefine Opsahl: »I Walk I Bleed«
© Martin Høyer
© Martin Høyer
13. december

»Tag et stykke kridt. I er alle i dialog med hinanden!« blev det annonceret i køen til en af Sort/Hvids musikdramatiske satsninger, I Walk I Bleed af Josefine Opsahl. Med kridtet fik vi stukket et publikumspartitur i hånden med tydelige instruktioner: »Gå ind i rummet … Skriv disse ytringer ned … Lad cellisterne afsløre ytringernes musik … Lyt sammen«. I den sorte teaterboks blev vi mødt af en mystisk kapellignende atmosfære, hvor ti hvidklædte cellister tårnede sig op langs væggen som skinnende marmorskulpturer eller en form for elitær broderorden. 

En bred sort tavle midt i rummet fyldtes langsomt op med de oplistede ord som »Walk«, »Run«, »Feed« og »Breathe«, før vi skulle sætte os ned for at blive omringet af celloernes stimulerende lyd. Det var overvældende at blive mødt af de ti vibrerende instrumenter. Først stod den på en kort improvisation med skiftende solistiske indslag over de nedskrevne ord, som cellisterne umuligt kunne læse fra så stor afstand, men det var dramatisk at følge deres blikke og individualitet. Størstedelen af værket var dog gennemkomponeret, og alle celloens muligheder kom i spil fra koreograferede percussive tik og hvallydende glissandi til tunge buestrøg og et genkendeligt tema, der blev udviklet fra sats til sats. 

»Ordene er dine, gulvet er dit«, stod der skrevet i vores lille partitur. Men var det sandheden? Ordene var jo ikke vores, vi kom aldrig i dialog, og interaktionen føltes så stramt iscenesat, at publikum forblev i den traditionel passivt modtagende rolle, som værket egentlig forsøgte at udfordre. Det føltes som et tabt potentiale i en ellers visuelt og musikalsk stærk performance.

Playliste

Mit navn er Søren Lampe – vil du se min playliste?

9. june
© PR

»Musik for mig er i høj grad et valg. Jeg er meget lidt fan af baggrundstapet eller musik til arbejdet, selvom jeg i mit virke, som både musiker og tekstforfatter, er dybt afhængig af det musiske element. Min smag er ret bred, som det tydeligt vil fremgå af min playliste, og mit valg af musik er i højeste grad afhængigt af mit humør. Lettere depressiv er det Bill Evans eller Mahler, solskinshumør, italiensk patospop eller Gino Vanelli. I det klassiske tankeeksperiment – vil du helst miste synet eller hørelsen – hælder jeg mod blindheden. Jeg har set rigeligt. Musikken må ikke forstumme.«

Søren Lampe er sanger, komponist og tekstforfatter. Hans nyeste udgivelse, The Lamp is Low, er hans sjette i eget navn – heraf to på dansk, den ene med udelukkende egne sange, undtagen ét enkelt nummer. Genren er jazz, men med tydelige aftryk af soul, blues, bossa nova, den danske sangskat og klassisk musik.

Playliste

Mit navn er Anders Filipsen – vil du se min playliste?

5. june
© Ditte Bolt

»Musik for mig er følelsernes sprog. Det er det sprog, der kommunikerer ting, der ikke indkapsles med ord. Det er et flydende udtryk, der kan indeholde modsætninger på smukkeste og mest naturlige vis, og som indeholder både fortid og fremtid på samme tid – mit andet univers.«

Anders Filipsen er komponist, musiker og lydkunstner, uddannet fra Rytmisk Musikkonservatorium i København i 2010. Han arbejder i krydsfeltet mellem improvisation og komposition, akustisk og elektronisk lyd, og trækker på genrer som avantgardejazz, moderne klassisk musik, vestafrikanske traditioner og eksperimenterende elektronik. Han har skabt værker for solister, mindre ensembler og storbands, samt en lang række installationskoncerter., hvor lyd møder dans, lys, mad, video og poesi. Medlem af kunstnerkollektivet og pladeselskabet ILK siden 2011. Kendt fra grupper og samarbejder med Anders Filipsen & The Black Nothing, MESMER, TEETH, AFT, The Firebirds, Jakob Kullberg Ensemble og Nastio Mosquito.

Playliste

Mit navn er Søren Lampe – vil du se min playliste? 

4. june
© PR

»Musik for mig er i høj grad et valg. Jeg er meget lidt fan af baggrundstapet eller musik til arbejdet, selvom jeg i mit virke, som både musiker og tekstforfatter, er dybt afhængig af det musiske element. Min smag er ret bred, som det tydeligt vil fremgå af min playliste, og mit valg af musik er i højeste grad afhængigt af mit humør. Lettere depressiv er det Bill Evans eller Mahler, solskinshumør, italiensk patospop eller Gino Vanelli. I det klassiske tankeeksperiment – vil du helst miste synet eller hørelsen – hælder jeg mod blindheden. Jeg har set rigeligt. Musikken må ikke forstumme.«

Søren Lampe er sanger, komponist og tekstforfatter. Hans nyeste udgivelse, The Lamp is Low, er hans sjette i eget navn – heraf to på dansk, den ene med udelukkende egne sange, undtagen ét enkelt nummer. Genren er jazz, men med tydelige aftryk af soul, blues, bossa nova, den danske sangskat og klassisk musik.

Playliste

My name is Anna Roemer – would you like to see my playlist?

3. june
© Malthe Ivarsson

»Music is where my heart is. The place where I feel the most freedom and possibility to express myself. It's also the place I seek to when I need to calm down.«

Anna Roemer is a Danish guitarist and composer from South Zealand, now based in Copenhagen. She has performed with artists like Hannah Schneider, Jacob Bellens, and Guldimund. Together with saxophonist Cecilie Strange, she forms the acclaimed duo K A L E II D O, known for music that constantly evolves. The duo has received national and international praise and won the Carl Prize for »Jazz Composer of the Year« for their albums Elements and Places (2024).

kortkritik

Not the Royal Rock Star We Might Have Wished For

David M. A. P. Palmquist: »King Frederik X’s Honour March«
© Kongehuset
© Kongehuset

Surely, I can’t be the only one who nearly choked on my oyster on New Year’s Eve, when King Frederik X delivered his first New Year’s speech. What a modern take on the old tradition! Instead of sitting solemnly at a desk, he calmly walked into the room – a room demanding attention, where a futuristic mural stole the show. I could barely focus on the speech itself, distracted by the psychedelic imagery behind him: a visual nod to Yellow Submarine by The Beatles. Was this a sign of a rock star ascending the throne?

Wishful thinking, as it turned out. The speech turned into a parade of predictable platitudes. The same can be said about the King’s new Honour March, composed by David M. A. P. Palmquist, former conductor of the Royal Danish Life Guards Music Corps. A traditional and sluggish piece that plays it entirely by the book.

Since H.C. Lumbye gifted a march to Frederik VII in 1861, it has been a tradition for members of the royal family to be granted personal marches. Take the lively and self-ironic Parade March for Queen Margrethe, which includes quotes from both »I Danmark er jeg født« and »Daisy Bell«. Or Crown Prince Frederik’s brisk and quirky Honour March in 6/8 time – written by Fuzzy for the now-King’s 30th birthday – tipping its hat to Carl Nielsen’s »Som en rejselysten flåde«.

But where is the personal character in Palmquist’s march? The composer approaches the task far too conceptually, attempting to give the piece a musical signature with a kind of rebus at the beginning. The first note is an F, followed by one ten steps higher – thus spelling »Frederik the 10th« in musical code. The many references to other military music are just as internal. What’s missing is something that breaks with protocol – just like King Frederik himself has done in his most memorable and beloved moments. In the end, it sounds like a march that has forgotten who it was written for.

English translation: Andreo Michaelo Mielczarek. Proofreading: Seb Doubinsky