kortkritik

Blæst over egoet

Maraton: »Maraton«
Maraton: »Maraton«. © Barefoot Records
Maraton: »Maraton«. © Barefoot Records

De har improviseret op til ni timer i træk. For at udmattelsen skulle slette egoet, for at transcendere. Simpelthen. Ekstraktet af bandet Maratons kollektive udforskninger af alverdens beats og freejazzet blæs høres på debutalbummet, hvor et bølgende Rhodes-klaver drømmer dybt under Maria Dybbroes totalt vågne sax.

På den fine, cinematiske tur – CD’en er pakket i en DVD-æske med palmetræer (eller er det bregner?) på coveret – deltager Jonathan Ludvigsen fra Athletic Progression, og numre som »Den japanske have« har farve af sådanne fritænkende og lidt spacede jazzerier.

»Indianerdoku« er helt i friland med trommerne i centrum. Andetsteds lyder ambience, percussivt tingeltangel og en synthesizer, der minder om noget fra 80’er-filmen Le grand bleu.

Musikken er spraglet – og rummer måske for mange forskellige udtryk til én CD. Men kunst behøver ikke være instant, og måske er det meningen, at lytteren (også) skal svede igennem sammen med Maraton. Undertegnede kunstudsultede ego er helt med. Kunstmuseet Aros siger, kunst er mental fitness. Og muligvis også transcendens.

Playliste

My name is Anna Roemer – would you like to see my playlist?

3. june
© Malthe Ivarsson

»Music is where my heart is. The place where I feel the most freedom and possibility to express myself. It's also the place I seek to when I need to calm down.«

Anna Roemer is a Danish guitarist and composer from South Zealand, now based in Copenhagen. She has performed with artists like Hannah Schneider, Jacob Bellens, and Guldimund. Together with saxophonist Cecilie Strange, she forms the acclaimed duo K A L E II D O, known for music that constantly evolves. The duo has received national and international praise and won the Carl Prize for »Jazz Composer of the Year« for their albums Elements and Places (2024).

kortkritik

Not the Royal Rock Star We Might Have Wished For

David M. A. P. Palmquist: »King Frederik X’s Honour March«
© Kongehuset
© Kongehuset

Surely, I can’t be the only one who nearly choked on my oyster on New Year’s Eve, when King Frederik X delivered his first New Year’s speech. What a modern take on the old tradition! Instead of sitting solemnly at a desk, he calmly walked into the room – a room demanding attention, where a futuristic mural stole the show. I could barely focus on the speech itself, distracted by the psychedelic imagery behind him: a visual nod to Yellow Submarine by The Beatles. Was this a sign of a rock star ascending the throne?

Wishful thinking, as it turned out. The speech turned into a parade of predictable platitudes. The same can be said about the King’s new Honour March, composed by David M. A. P. Palmquist, former conductor of the Royal Danish Life Guards Music Corps. A traditional and sluggish piece that plays it entirely by the book.

Since H.C. Lumbye gifted a march to Frederik VII in 1861, it has been a tradition for members of the royal family to be granted personal marches. Take the lively and self-ironic Parade March for Queen Margrethe, which includes quotes from both »I Danmark er jeg født« and »Daisy Bell«. Or Crown Prince Frederik’s brisk and quirky Honour March in 6/8 time – written by Fuzzy for the now-King’s 30th birthday – tipping its hat to Carl Nielsen’s »Som en rejselysten flåde«.

But where is the personal character in Palmquist’s march? The composer approaches the task far too conceptually, attempting to give the piece a musical signature with a kind of rebus at the beginning. The first note is an F, followed by one ten steps higher – thus spelling »Frederik the 10th« in musical code. The many references to other military music are just as internal. What’s missing is something that breaks with protocol – just like King Frederik himself has done in his most memorable and beloved moments. In the end, it sounds like a march that has forgotten who it was written for.

English translation: Andreo Michaelo Mielczarek. Proofreading: Seb Doubinsky

kortkritik

Ikke den royale rockstjerne, man kunne ønske sig

David M. A. P. Palmquist: »Kong Frederik X’s Honnørmarch«
© Kongehuset
© Kongehuset

Jeg kan næppe være den eneste, der var ved at få østersen galt i halsen nytårsaften, da Kong Frederik X holdt sin første nytårstale. Sikke en modernisering af den gamle tradition! I stedet for at sidde klar ved bordet, trådte han roligt ind i rummet – et opmærksomhedskrævende rum, hvor et futuristisk vægmaleri stjal fokus. Jeg kunne knap nok høre talen for bare at stirre på det psykedeliske motiv bag ham: en visuel hilsen til Yellow Submarine med The Beatles. Et varsel om en rockstjerne på tronen?

Ønsketænkning, skulle det vise sig. For talen var en parade af forudsigelige floskler. Det samme kan man sige kongens nye honnørmarch, komponeret af David M. A. P. Palmquist, tidligere dirigent i Den Kongelige Livgardes Musikkorps. En traditionsbunden og gumpetung sag, der følger alle kunstens regler. 

Siden H.C. Lumbye i 1861 forærede en march til Frederik 7., har det været en tradition, at medlemmer af den kongelige familie tildeles personlige marcher. Tag den livfulde og selvironiske Dronning Margrethes Parademarch – der både indeholder citater fra »I Danmark er jeg født« og »Daisy Bell«. Eller den tjeppe og skæve Kronprins Frederiks Honnørmarch i seksottendedele – skrevet af Fuzzy i anledning af kongens 30-års fødselsdag – der kipper med flaget til Carls Nielsens »Som en rejselysten flåde«. 

Men hvor er det personlige særpræg i Palmquists march? Komponisten går alt for konceptuelt til værks, når han indledningsvist forsøger at give marchen en signatur med en slags musikalsk rebus. Den første tone er et f, efterfulgt af en tone ti trin højere – sådan staver man til Frederik 10 med noder. Ligeså intern er marchens mange referencer til anden militærmusik. Man savner noget, som bryder med etiketten – præcis som Kong Frederik i sine mest mindeværdige og folkekære øjeblikke. Det ender med at lyde som en march, der har glemt, hvem den er skrevet til. 

Playliste

Mit navn er Jakob Kvist – vil du se min playliste?

29. may
© PR

»Musik er meget magisk. Når den er god, er den en direkte vej ind til hjertet, ud til det næste menneske, hen til Vorherre og tilbage igen. Det er glæde og smerte på en uforklarlig klinge, og fra mine yngste dage har musik været altafgørende for mig. Den har formet store klumper af min identitet og været et ubrydeligt kit til mange af de mennesker, jeg har holdt allermest af. I Danmark behandler vi ikke vores musikere særlig godt. Derfor har jeg valgt nogle usmarte sange herfra.« 

Jakob Kvist er journalist, forfatter og forlægger. Han var med til at grundlægge PeoplesPress, ArtPeople og Radio24Syv. I dag er han blandt andet bestyrelsesformand i Impact Press/Momenta, og han har udgivet en lang række bøger, senest Sidste udkald for rejsende Jørgen Leth. Han var gift med sanger og sangskriver Laura Illeborg, der døde sidste år under en koncert i Tisvilde. 

Playliste

My name is Alexandre Bazin – would you like to see my playlist?

29. may
© Clement Beauvais

»Music exploration and creation is not limited to notes, timbres and traditional structures, but extends to everything that shapes the listening experience.«

Alexandre Bazin is a French musician, and documentary producer, active in the experimental music scene at the fringes of GRM. His music is published by Important Records, Umor Rex Records, and Constructive. Bazin began his musical journey early, first studying classical piano at the conservatory before exploring jazz and electroacoustic music. The study of other musical languages has opened new perspectives and led him to rethink music beyond its traditional structures. He discovered a world where sound becomes raw material, and where production plays an essential part. This exploration revealed to him that music creation transcends notes and timbres, encompassing all elements that shape the listening experience, with sound engineering playing a pivotal function in this process. Bazin produces monthly documentaries for Radio France and GRM (Groupe de Recherches Musicales), chronicling the history of the experimental scene from its origins to the present.