kortkritik

Blændende Femme

Equinox Chamber Music Festival: »No Man's Land«
© PR
© PR

Equinox Chamber Music Festival sætter i år fokus på glemte stemmer og tabte skatte. Helt oplagt var derfor torsdagens kammerkoncert No Man’s Land, fuldt dedikeret til kvindelige komponister, hvilket tiltrak et stort og ualmindeligt ungt og hipt publikum til Musikhusets støvede rammer. Ny musik af Jessie Montgomery og Caroline Shaw gav koncerten særlig relevans og nerve, hvor instrumenternes klange blev sat yderligere i bevægelse af dansere på scenen. Som historisk modspil stod den på ældre værker af de tidlige pionerer Louise Farrenc og Amy Beach.

Den energiske Strum af Jessie Montgomery fungerede perfekt som koncertåbner. Som et ustoppeligt kraftværk spurtede strygerne frem med livlige folkerytmer, dybe strøg og grov pizzicatostrumming, og danserne spejlede hinanden i en koreografi fuld af nydelse og frihed.

Farrencs brusende sekstet bød på intens farvespil og dynamisk variation, hvilket til dels skyldtes den usædvanlige besætning for klaver og fem blæserinstrumenter, hvor den franske klavervirtuos Yannick Rafalimanana var blændende på tangenterne. Hos Beach flød senromantisk nostalgi tykt og overmættet, så det til tider føltes klaustrofobisk, og det havde måske været oplagt at erstatte et af hendes værker med endnu en ny komponist.

Caroline Shaws Entr’acte blev koncertens absolutte højdepunkt. På fineste vis åndede en strygekvartet Shaws cirklende suk, intime pauser og kollapsende harmoniske strukturer. De to dansere forstærkede musikkens varme poesi i Matteo Di Loretos dirrende smukke koreografi, der var umulig at fjerne blikket fra. Jeg hungrede efter mere, og må jo blot vente til næste år.

kortkritik

Musikformidling med fikse idéer

DR2: »Her er dit hit«
Carsten Holm og L.O.C. © Thomas Behrndtz/DR
Carsten Holm og L.O.C. © Thomas Behrndtz/DR
25. october

Holdet bag DR’s nye musikprogram – der højst usædvanligt faktisk handler om musik – når lige at balancere på kanten af det fortænkte i første afsnit om L.O.C.-baskeren »Frk. Escobar« (2005).

Pligtskyldigt og overfortolkende analyseres temamelodien af en jazzkomponist ved flyglet, studentikost blæser vært Carsten Holm en skoleopgave om lyrikkens »dualitet« op på en containervæg, og fordi hjerneforskeren må være på hurtigkald hos alle kulturredaktioner, får Peter Vuust også lov at fortælle en anekdote om savlende hunde.

L.O.C. griner måbende hver gang, men bærer heldigvis over med redaktionens fikse idéer, tager engageret invitationen til musikalsk næranalyse op, og pludselig sidder rapperen og siger »crescendo« i bedste sendetid lørdag aften. Det er faktisk ret godt gået i sidste ende.

Lad dette være startskuddet til mere lydnær musikformidling på de store medier, også gerne af den mere kritiske slags end her.