Astrid Sonne, Marie Louise Buch og Tobias Kropp indleder deres minikoncert a cappella. Trioen er indrammet af det blege lys fra vinduerne i baggrunden, og den flotte billedside, med sine nedtonede farver og lidt uskarpe kvalitet, skaber en nærmest sakral stemning.
De tre musikere både står og sidder i løbet af koncerten, og på samme måde, som de bevæger sig mellem instrumenter – mikrofoner, elektriske guitarer, violin, sampler – så bevæger de sig også gennem forskellige stilarter. Førnævnte smukke korsang afløses af simpelt, men effektivt dobbeltguitarspil, tempofyldt elektronisk og violinpassage.
Mens jeg finder alle de individuelle dele interessante og endda smukke, så frustreres jeg over manglen på en stærkere rød tråd igennem hele koncerten.
Den røde tråd viser sig også at blive min anke i Francesca Burattellis koncertvideo. Denne indledes af sangerinden akkompagneret på akustisk guitar. Dette første nummer er som folkesangens varme muld, og lyssætningen matcher med røde toner.
Da sangen er færdig, skifter alt dog karakter via et meget åbenlyst klip i både video og lyd. Den fjerde mur brydes, og fortællingen gør holdt og genoptages. Nu er Burattelli pludselig alene på scenen, og både musik og lys er mekanisk og koldt, endda til tider sørgende. Der er en interessant historie i overgangen fra den indbydende skønsang til den efterfølgende næsten forvirrende dissonans, som var Burattelli en sirene fra den græske mytologi.
Det abrupte skift er på sin vis et effektivt virkemiddel, men jeg ville ønske, at det kunne være blevet inkorporeret på en måde, der ville fremme indlevelsen i stedet for at hindre den.
Plukkede nerver
Københavnerne Kresten Osgood og Tomo Jacobson danner med de to New Yorkere Mat Maneri og Tanya Kalmanovitch en i jazzsammenhæng mildest talt ukonventionel konstellation. Trommer og kontrabas fra den gamle købsstad, plus to gange viola fra Det Store Æble. Her på andet udspil ud af to eksemplificerer kvartetten råstyrken i den musikalske samtale.
Albummets seks skæringer giver et indtryk af snak, en sludder for en sladder, fire personligheder, der taler i munden på hinanden, er både enige og uenige, skændes og enes. Denne følelse er hjulpet godt på vej af den meget menneskelige kontrast mellem de to violaers lyse, animerede stemmer, og kontrabassens og trommernes sløvere, dybere røster. Mens det ofte er de to violaer, der synes at diktere konversationernes gang, så er skellet mellem de traditionelt rytme- og melodibærende instrumenter i virkeligheden opløst.
De fire musikere skaber et postyr, der til at begynde med fik mig til at føle mig sat udenfor, men i takt med at jeg blev mere bekendt med materialet, fandt jeg mig selv til rette ved bordet, og kunne tage del i diskussionerne. Og hvilke diskussioner. Plukkede og strøgne strenge, positioner og kontrapositioner, klikkende og buldrende perkussion. Disse samtaler er fulde af liv og nerve!
Det er ikke kun luft, Jónas Ásgeir Ásgeirsson artikulerer med sit akkordeon – også land, natur og historie sættes i vibrationer. I de gletscher-tunge bevægelser og »piv-i-røv«-fugles lette og barnlige lyde opleves ikke kun velklang og fortælling. Man fornemmer også en søgen efter identitet. En søgen med fri bevægelighed mellem rødder og nyskabelse, det seriøse og legende, tungt og let… og naturligvis Island. Albummets kerne er netop denne søgen, der er indlejret i albumtitlen, som både refererer til middelalderens musikbegreb musica ficta og det islandske ord »fikta«, der betyder »at lege med«.
Fikta er et projekt om Island. Dels fordi tre generationer af islandske komponister er repræsenteret, og dels fordi landet har en lidt underkendt historie med akkordeonet. Et vidt omfavnende projekt med en lidt mangelfuld kuratering. For før pladen er slut, opstår tanken: Er den pluralitet, der fortælles om, helt afspejlet i musikkens spændvidde? Og hvor er kvinderne?
Med det sagt er Fikta ikke den typiske solistudgivelse, hvor et individ og instrument showcases, og pladen placerer sig i et krydsfelt mellem historie, æstetik og identitet på en måde, man sjældent ser i klassiske udgivelser. Der er noget på spil, når Ásgeirsson beskriver sit ophav, og som lytter forstår man både kompleksiteten og umiddelbarheden i det spørgsmål.
Få ting er dystre som døden, og netop afskeden er omdrejningspunktet for dette hyldestalbum til musiker Jóhann Jóhannsson, som gik bort i 2018 og efterlod Runar Magnusson med et tungsind, der er allestedsnærværende på denne tåreperser af et kunstnerisk velafbalanceret album.
Æstetiske forvrængninger af studier i orgel gennemborer det smukke og kompositorisk fuldendte Komplett Kollaps, som er én lang sørgemarch, en kærlighedserklæring af sorg over tabet af en ven.
Åbningstracket »Severed Voices« lyder som opgivende rørs langsomme åndedræt afspillet baglæns, mens orgelet træder i dronet karakter på det 11 minutter lange »Dr. Diablo Plays the Organ«. Kirkeklokkerne snegler sig afsted, og en elektronisk stemme repeterer ordene »A Star's Gone Dim«, før sidste nummer »Buried Treasures« afslutter værket i mørkegrå toner. Lydmanipulationen er afdæmpet, repetitiv, pauseløs samt rørende i al sin enkelhed, og budskabet står så klart, at der ikke kan sås tvivl om de følelser, der ligger til grund for musikken.
Albummet er måske det mest sørgelige, jeg har hørt i hele mit liv. Blottet for melodiøse sommerminder eller klange af forår. Til Komplett Kollaps kan man græde igennem i vintermørket og lade livets smerte passere revy.
På vej ind i Brønshøj Vandtårns brutalistiske rum af cementsokler og bjælker blev jeg indhyllet af et vedkommende og levende udtryk. Projektorer kastede farvet lys og vandteksturer ud på loftshængte skulpturer, der skabte animerede skygger rundt i vandtårnets cylinderform. Sådan er rammerne for Upserving 22 – Celebrating Water, en udstilling med en række workshops, koncerter – og så denne koncert med inoxfon, ensemble og digteren Liv Ea.
Inoxfonen er et instrument, der med sine 400 upcyclede fade og skåle i rustfrit stål tænder en lysende interesse i en. Den er bygget af Ian Brodersen, der også spillede på inoxfonen, som løftede sig til at være mere end et instrument; snarere en skulptur, legetøj eller anti-affald.
Der var en synergi mellem rummet, lyset og instrumentet, og jeg slap hverdagens banale forståelse af det rindende vand i min lejlighed og var klar til at hylde vandet som magisk, uundværligt og livgivende. Men min begejstring ville desværre en ende tage, for da Liv Ea tog mikrofonen og musikerne slog an, blev dette ellers skarpe udtryk sløret. Musikerne kunne ikke etablere en medrivende kontakt med hverken hinanden, musikken eller publikummet og var af nød afhængige af cues og improvisation.
Det ellers stærkt etablerede tema om vand slap op. Koncerten var en time uden særlige overraskelser, hvor man som publikum famlede efter en forståelse af, hvorfor man var der. Til sidst sad jeg bare og frøs.
Xenakis for alle sanser
Ville fejringen af den græsk-franske komponist Iannis Xenakis’ 100 års fødselsdag blot fremstå som et spøjst kuriosum fra efterkrigstidens modernisme? Det nåede jeg lige at frygte i begyndelsen af koncerten med hans ikoniske lydværk Concert PH fra verdensudstillingen i 1958. Historisk vigtighed til trods, så lød det, som når man puster i en mikrofon og smadrer en kasse med ølflasker. Sådan skulle det heldigvis ikke gå! Straks efter opførte Jack Quartet, nu som trio, stykket Ikhoor. Især i stykkets senere passager brillerede musikerne. Konstante glissandi – som udgør i omegnen af 80 procent af Xenakis’ tonesprog for strygere – skabte et smukt dynamisk spil, der skiftevis spændte op i nu-skal-der-laves-mord-i-gamle-filmklange og fandt hinanden i afstemte smukke harmonier.
En helt anden oplevelse var det elektroakustiske værk Bohor – langsomme metalliske toner, gav modspil til mere støjende elementer. De var eminent designet i et smukt lydlandskab og lød helt friskt og overhovedet ikke bedaget. Til slut en mesterlig opførelse af Psappha, hvor Ying-Hsueh Chen i en cirkel af trommer både skabte små hektiske rytmer og dramatisk kommunikation mellem stortrommer og wood blocks, der italesatte rummet.
Xenakis’ musik er helt sikkert krævende at opføre, men Det Kongelige Biblioteks fejring af ham viste, at når Xenakis spilles så eminent, er det ikke udfordrende musik. Det er bare utroligt smukt og sanseligt.