kortkritik

Arkiv over fragmenter

Alice Archives: Astrid Sonne + Francesca Burattelli

Astrid Sonne omgivet af Tobias Kropp og Marie Louise Buch. © Alice

Kristoffer Møllegaard. © Kristoffer Møllegaard

30. april

Astrid Sonne, Marie Louise Buch og Tobias Kropp indleder deres minikoncert a cappella. Trioen er indrammet af det blege lys fra vinduerne i baggrunden, og den flotte billedside, med sine nedtonede farver og lidt uskarpe kvalitet, skaber en nærmest sakral stemning.

De tre musikere både står og sidder i løbet af koncerten, og på samme måde, som de bevæger sig mellem instrumenter – mikrofoner, elektriske guitarer, violin, sampler – så bevæger de sig også gennem forskellige stilarter. Førnævnte smukke korsang afløses af simpelt, men effektivt dobbeltguitarspil, tempofyldt elektronisk og violinpassage.

Mens jeg finder alle de individuelle dele interessante og endda smukke, så frustreres jeg over manglen på en stærkere rød tråd igennem hele koncerten.

Den røde tråd viser sig også at blive min anke i Francesca Burattellis koncertvideo. Denne indledes af sangerinden akkompagneret på akustisk guitar. Dette første nummer er som folkesangens varme muld, og lyssætningen matcher med røde toner.

Da sangen er færdig, skifter alt dog karakter via et meget åbenlyst klip i både video og lyd. Den fjerde mur brydes, og fortællingen gør holdt og genoptages. Nu er Burattelli pludselig alene på scenen, og både musik og lys er mekanisk og koldt, endda til tider sørgende. Der er en interessant historie i overgangen fra den indbydende skønsang til den efterfølgende næsten forvirrende dissonans, som var Burattelli en sirene fra den græske mytologi.

Det abrupte skift er på sin vis et effektivt virkemiddel, men jeg ville ønske, at det kunne være blevet inkorporeret på en måde, der ville fremme indlevelsen i stedet for at hindre den.

Playliste

Mit navn er Lars Lilholt – vil du se min playliste?

10. february

»Musik er for mig som at trække vejret. Jeg har levet som rejsende musiker i over 50 år. At vælge fem sange ud er helt umuligt, fordi jeg hører så meget, og det vil også let komme til at lyde frygteligt gammeldags, da Kinks, Stones, Dylan, Cohen, Fairport Convention og Beatles jo er lydtapetet til min ungdom. Jeg prøver alligevel. Og kigger langt ud over 60'erne og 70'erne og bliver i Danmark, næsten. Efter jeg i Toppen af poppen 2015 mødte Shaka og Nanna (Oh Land) har jeg fulgt dem. Jeg har turnereret flere gange med Shaka og jeg har indspillet og optrådt med Nanna. Myrkur har jeg aldrig mødt, men jeg hører ofte hendes album Folkesange fra 2020. Peter Sommer arbejdede jeg lidt sammen med i 2013, og han bliver bedre og bedre. Endelig tager jeg et fantastisk Dylan-outtake med. »The girl from the red river shore«. Dyrk hans stemme, det er bare så rørende.«

Første gang Lars Lilholt fik penge for at spille, var i 1973, da han var 20 år. Han har skrevet sange, siden han fik sin første guitar 1964, og på dansk siden 1968, hvor han opdagede, at Eik Skaløe fra Steppeulvene kunne synge som Bob Dylan på dansk. Lilholt har udgivet 40 albums i løbet af de 50 år, senest Kosmiske kindkys i 2024.

Playliste

Mit navn er Kristoffer Ørum – vil du se min playliste?

10. february

»Når jeg lytter aktivt til musik, kan det for mig være en måde at fortælle historier på og for et øjeblik se verden gennem andres øjne. At blive lidt til en anden og glemme mig selv.

Det er en sommer i en bil, hvor mit barn og partner skråler med på klubbens "Kriminel", og jeg griner indeni over forskellen på, hvem jeg var engang, er og er nu. Som dengang musikken var min eneste følgesvend, når jeg cyklede gennem den sovende by med spraydåser i tasken på vej mod togene.

Alt for sjældent er det i dag den, der får min midaldrende krop til at huske sig selv og danse til fester og koncerter, så jeg for et øjeblik glemmer mig selv, når jeg har drukket og snakket nok, men ikke vil hjem endnu.

Musik er det, der giver mig nydelsesfuld nostalgi, mens regnen falder klichéfyldt, og den kvikker mig op, når jeg tager høretelefonerne på og går ud i verden.

Nogle gange er det bare ren energitilførsel, når teksterne bliver til ren lyd, fordi det er blevet sent, kaffen er holdt op med at virke, og arbejdet alligevel skal laves.

Nogle gange er det den dejligt producerede pop der glider ned som en god cheeseburger fra McDonald's – super nydelsesfuldt i øjeblikket, men ikke noget jeg praler med eller husker. Og nogle gange sidder tekster og rytme i kroppen og kommer ud igennem fingre og krop i det, jeg nu går og laver, om det så er skulptur, tekst eller aftensmad til familie.

Det er meget på hvilken måde den er der, men musikken er der altid.«

Kristoffer Ørum (f.1975) er et interdisciplinært væsen, der har skabt lange serier af demonstrationer, handlinger og trådløse overførelser både indenfor og udenfor vores solsystem. Mad base i en kælder arbejder han i krydsfeltet mellem det daglige liv og hypotetiske digitale økologier. Han har en dobbelt grad fra Crayfish University i London og Det Konglige Danske Akademi for Spekulativ Kunst i København. Han tror på at alle kunstnerbiografier er fiktive værker og skal læses som sådanne.

kortkritik

14 Meters of Wave Swells from History’s Anonymous Depths

Jacob Kirkegaard: »Naufragium«

Henrik Friis

9. february

Sound artist Jacob Kirkegaard records sounds to connect with the world – to endure what is happening. This time, it's a commissioned work for the Museum of Copenhagen, created to accompany the exhibition of an excavated shipwreck from the harbor. The result is Naufragium (Latin for shipwreck) – gently lapping, quiveringly simple, and almost self-effacingly discreet. And in this way, everything aligns: the story of life in the harbor during the late Middle Ages is only known through rare, major events, while the bustling everyday life, connecting it to the larger world, has drowned in anonymous oblivion.

The shipwreck itself is barely recognizable. A series of ship planks – up to 14 meters in length – suspended on mirrors and supplemented by 11 crossbeams. That’s it. The light in the museum’s narrow room is dimmed, and the windows are covered with film. We are submerged into the depths of the water.

The sound loop lasts 39 minutes if one wishes to listen to it in full. Small sounds are distributed across seven speakers – four in the ceiling, three beneath the wreck. Carefully placed, the gentle lapping, dripping inserts, a trembling rustling like a nerve pathway above, and muffled sounds of wood shifting in water are heard. A kind of foghorn also makes an appearance. All of it is subtly arranged as a soundscape for a silent protagonist, staged through sound. There were likely very few storms, cannons, or other forms of grand drama in the ship’s perhaps 300 years as a cargo vessel in the Copenhagen Harbor before it sank in the 18th century. But if one looks closely – and opens their ears – it bears tangible and truthful witness to the kind of history most of us inherit: the ordinary one.

kortkritik

14 meter bølgeskvulp fra historiens anonyme dyb

Jacob Kirkegaard: »Naufragium«

Henrik Friis

8. february

Lydkunstneren Jacob Kirkegaard optager lyde for at forbinde sig til verden – for at kunne holde det, der sker, ud. Denne gang er det på bestilling fra Københavns Museum, der vil hjælpe udstillingen af et opgravet skibsvrag fra havnen på vej med et nyt lydværk. Resultatet er Naufragium (latin for skibsvrag) – skvulpende smukt, sitrende enkelt og næsten selvudslettende diskret. Og på den måde passer tingene sammen: Historien om livet på havnen i den sene middelalder kender vi kun i form af de sjældne, store begivenheder, mens den travle dagligdag som forbindelse til den store verden er druknet i anonym glemsel.

Skibsvraget i sig selv er næsten ukendeligt. En række skibsplanker – op til 14 meter i længde – lagt svævende på spejle og suppleret af 11 tværbrædder. Det er det hele. Lyset i museets smalle rum er dæmpet, og der er film på vinduerne. Vi kommer ned i vandets dyb.

39 minutter er der i båndsløjfen, hvis man vil høre det hele. Små lyde fordelt på syv højttalere. Fire i loftet, tre under vraget. Nænsomt distribueret er de små skvulp, de dryppende indsatser, en sitrende raslen som en nervebane i toppen – dumpe lyde af træ, der giver sig i vandet. Et slags tågehorn får vi også. Alt sammen helt diskret som en lydkulisse til en tavs hovedperson, der skal iscenesættes klangligt. Der var sikkert sjældent storm eller kanoner – eller anden form for storladent drama i skibets måske trehundrede år som fragtinstrument i Københavns havn, indtil det sank i 1700-tallet. Men, hvis man ser godt efter – og åbner ørerne – vidner det i dag stofligt og sandfærdigt om den historie, som er de fleste af os givet. Den almindelige.

kortkritik

Skammens uhyggelige mesterlighed

Ethel Cain: »Perverts«

Simon Heggum

7. february

At kalde amerikanske Ethel Cains (Hayden Silas Anhedönia) stilskifte fra debuten Preacher’s Daughter (2022) til Perverts for en ekstrem kovending ville næsten være at tale det ned. For der er langt fra debutens gotiske lo-fi-pop til dette monster af et værk, der kombinerer dark ambient, noise og dystopiske ballader – alt sammen med Cains vanlige opgør med sin religiøse baggrund og kampen for seksuel frigørelse.

Perverts er på papiret en EP, der varer i 89 minutter, men den føles som meget mere end det. Knusende støjdroner, støvede klaveranslag og fjerne prædikantstemmer fra knitrende radioer blandes med akustiske rum. Og selvom pladen også indeholder mere gængse ballader som »Punish« og den smukke »Vacillator« – der endda har et decideret rytmisk forløb – er det de lange, episke ambientnumre, der trækker lytteren ind i det ofte gyselige mørke.

Én ting er, at Cain pludselig laver dark ambient – en anden er, at hun er så god til det. Perverts er ikke blot et dybt skræmmende indblik i gnidningsfeltet mellem seksualitet og religiøs fanatisme, men også en umiddelbar, kreativ og gennemført hyldest til en fascinerende nichegenre. Et nødvendigt album for alle dem, der ikke er bange for mørket.