Et nyt oratorie af Hugi Guðmundsson giver Maria Magdalene en klar stemme som apostel med et tæt forhold til Jesus. Med oldgamle apokryfer som tekstligt udgangspunkt består The Gospel of Mary af en række korte satser for sinfonietta, kor og solosopran. Hypnotiske meditationer spilles af blot et enkelt blæserinstrument med strømmende melismer og fungerer som en slags auditiv søjlescenografi, der rammesætter fortællingen i et mellemøstligt univers. Ligesom hovedpersonen selv står de helt alene, og det er smukt og ekstremt nærværende. Fra den første basklarinetmeditation stiger pulserende strygere op til ivrige xylofonstrømme og et svævende lydtæppe af menneskestemmer. Hele satsen bliver mere og mere højtregistreret og dirrende, til musikken næsten splintrer.
Som en græsk tragedie har koret både en kommenterende og en dramatisk rolle, hvor herrerne agerer Jesu disciple og kvinderne en slags forlængelse af Maria Magdalenes eget væsen. Schola Cantorum Reykjavicensis lægger stemme til og klinger flot over Århus Sinfoniettas flydende teksturer. Maria Magdalene synges af norske Berit Norbakken med en sopranstemme af drømmende vægtløshed og intens skønhed. På en gang stærk og sårbar er Norbakkens stemme omsluttet af kor og instrumenter, først nærende og beskyttende og siden mere voldelig, rå og klaustrofobisk. Hugi Guðmundsson skriver fantastisk for stemmer, og særligt værkets stille momenter er de mest magiske. Den rene menneskelighed eksisterer som et barn i os alle, bliver der proklameret, men Maria Magdalene bliver dog næsten for ren i sin godhed til for alvor at inspirere til radikal humanisme, for hvad er hun mere?
Sound artist Jacob Kirkegaard records sounds to connect with the world – to endure what is happening. This time, it's a commissioned work for the Museum of Copenhagen, created to accompany the exhibition of an excavated shipwreck from the harbor. The result is Naufragium (Latin for shipwreck) – gently lapping, quiveringly simple, and almost self-effacingly discreet. And in this way, everything aligns: the story of life in the harbor during the late Middle Ages is only known through rare, major events, while the bustling everyday life, connecting it to the larger world, has drowned in anonymous oblivion.
The shipwreck itself is barely recognizable. A series of ship planks – up to 14 meters in length – suspended on mirrors and supplemented by 11 crossbeams. That’s it. The light in the museum’s narrow room is dimmed, and the windows are covered with film. We are submerged into the depths of the water.
The sound loop lasts 39 minutes if one wishes to listen to it in full. Small sounds are distributed across seven speakers – four in the ceiling, three beneath the wreck. Carefully placed, the gentle lapping, dripping inserts, a trembling rustling like a nerve pathway above, and muffled sounds of wood shifting in water are heard. A kind of foghorn also makes an appearance. All of it is subtly arranged as a soundscape for a silent protagonist, staged through sound. There were likely very few storms, cannons, or other forms of grand drama in the ship’s perhaps 300 years as a cargo vessel in the Copenhagen Harbor before it sank in the 18th century. But if one looks closely – and opens their ears – it bears tangible and truthful witness to the kind of history most of us inherit: the ordinary one.
Lydkunstneren Jacob Kirkegaard optager lyde for at forbinde sig til verden – for at kunne holde det, der sker, ud. Denne gang er det på bestilling fra Københavns Museum, der vil hjælpe udstillingen af et opgravet skibsvrag fra havnen på vej med et nyt lydværk. Resultatet er Naufragium (latin for skibsvrag) – skvulpende smukt, sitrende enkelt og næsten selvudslettende diskret. Og på den måde passer tingene sammen: Historien om livet på havnen i den sene middelalder kender vi kun i form af de sjældne, store begivenheder, mens den travle dagligdag som forbindelse til den store verden er druknet i anonym glemsel.
Skibsvraget i sig selv er næsten ukendeligt. En række skibsplanker – op til 14 meter i længde – lagt svævende på spejle og suppleret af 11 tværbrædder. Det er det hele. Lyset i museets smalle rum er dæmpet, og der er film på vinduerne. Vi kommer ned i vandets dyb.
39 minutter er der i båndsløjfen, hvis man vil høre det hele. Små lyde fordelt på syv højttalere. Fire i loftet, tre under vraget. Nænsomt distribueret er de små skvulp, de dryppende indsatser, en sitrende raslen som en nervebane i toppen – dumpe lyde af træ, der giver sig i vandet. Et slags tågehorn får vi også. Alt sammen helt diskret som en lydkulisse til en tavs hovedperson, der skal iscenesættes klangligt. Der var sikkert sjældent storm eller kanoner – eller anden form for storladent drama i skibets måske trehundrede år som fragtinstrument i Københavns havn, indtil det sank i 1700-tallet. Men, hvis man ser godt efter – og åbner ørerne – vidner det i dag stofligt og sandfærdigt om den historie, som er de fleste af os givet. Den almindelige.
At kalde amerikanske Ethel Cains (Hayden Silas Anhedönia) stilskifte fra debuten Preacher’s Daughter (2022) til Perverts for en ekstrem kovending ville næsten være at tale det ned. For der er langt fra debutens gotiske lo-fi-pop til dette monster af et værk, der kombinerer dark ambient, noise og dystopiske ballader – alt sammen med Cains vanlige opgør med sin religiøse baggrund og kampen for seksuel frigørelse.
Perverts er på papiret en EP, der varer i 89 minutter, men den føles som meget mere end det. Knusende støjdroner, støvede klaveranslag og fjerne prædikantstemmer fra knitrende radioer blandes med akustiske rum. Og selvom pladen også indeholder mere gængse ballader som »Punish« og den smukke »Vacillator« – der endda har et decideret rytmisk forløb – er det de lange, episke ambientnumre, der trækker lytteren ind i det ofte gyselige mørke.
Én ting er, at Cain pludselig laver dark ambient – en anden er, at hun er så god til det. Perverts er ikke blot et dybt skræmmende indblik i gnidningsfeltet mellem seksualitet og religiøs fanatisme, men også en umiddelbar, kreativ og gennemført hyldest til en fascinerende nichegenre. Et nødvendigt album for alle dem, der ikke er bange for mørket.
Som det ofte er tilfældet med soundtracks, navigerer musiker og komponist Søren Gemmer og den grønlandsk-danske billedkunstner Jessie Kleemann på en hårfin balance på Lone Wolf Runner, hvis musik oprindeligt blev skrevet som soundtrack til Kleemanns performances af samme navn i 2023 på Nationalmuseet. Hvor meget af det oprindelige formål (her Kleemanns performances) kan og skal man tage ud af ligningen, for at en udgivelse i albumformat giver mening?
Albummet præsenteres via PR-materiale som bl.a. en postkolonial kritik og en undersøgelse af transkulturelle spørgsmål, hvilket umiddelbart virker meget fængende – ikke mindst pga. den nuværende geopolitiske situation, som Grønland pludselig befinder sig i midten af. På det rent musikalske niveau er udgivelsen ikke så gribende, som man kunne have håbet på. Dertil mangler der en stærkere forankring i en følelse af formål med musikken. Uden at have oplevet Kleemanns oprindelige performance, er det mit indtryk, at netop manglen på dette aspekt har efterladt for store huller, til at den ellers på mange måder spændende musik kan fylde dem ud alene. Lone Wolf Runner er fyldt med henvisninger og antydninger til dramatik og historiefortælling, som ikke kommer til deres ret.
Interessante og spændende øjeblikke er der ellers mange af: Kleemanns digteriske stemme, der skifter mellem ikke bare grønlandsk og dansk, men også tungt præget af vocoder og tilsyneladende ubehandlet vokal. De atonale, tøvende, men flotte klavermelodier som bl.a. »The Dancer« og »Marble«, der skaber rolige øjeblikke iblandet spænding. Den industrielle »The Skin« sår midtvejs gennem albummet tvivl om, hvilken retning, musikken fører lytteren i. Men i sidste ende mangler Lone Wolf Runner netop det, der er blevet skåret fra i albummets tilblivelsesproces: en performance, der kan binde det hele sammen.
Den københavnske duo Blaumes EP, excess air, er et feltstudie i vejrtrækningens fælles puls, der beroligende tager et dybt åndedrag. EP’ens luftige lyd er som en cyklisk udfoldelse af åndedrættets fysiske betingelser, og med hæse korstemmer og kvidrende tværfløjte snor de to kunstnere, Laura Zöschg (IT) og Mette Hommel (DK), sig rundt om åndedrættets helende og kunstneriske egenskaber.
Måske er det den underlige varme vinter eller de blomstrende skikkelser på coveret, men det er, som om excess air gemmer på en spinkel forårsstemning. De sparsomme instrumenter famler sig improviserende frem over de tre numre, og de mange korstemmer tilsætter en vedkommende fysisk fornemmelse af musikere, der arbejder, hvilket understreger en fornemmelse af spinkel spiring.
Det elektroniske, i form af vokaleffekter og musikprogrammet Ableton, er en vigtig del af Blaumes udtryk. Vokaleffekter virker ofte meget fremtrædende, men når den processerede vokal på nummeret »vivus tremus« driver over i en hæs raspen, opløses det kunstige skel mellem stemme og effekt, og det elektroniske bliver en åbenlys forlængelse af Blaumes fælles åndedræt.
Blaumes excess air er en dejligt levende EP. Det er musik, der har overskuddet til at strække sig langt fra et enkelt og nærliggende udgangspunkt, og med få simple virkemidler udgør Blaumes debut en kærkommen forårsbebuder.