kortkritik

Ambient til den fjerde verden

Anton Friisgaard: »Teratai Åkande«
© Anton Friisgaard
© Anton Friisgaard

Gamelanorkestret Gamelan Salukats koncert på Roskilde Festival i 2018 gjorde øjensynligt ikke kun stort indtryk på denne anmelder. Samme år rejste ambientmusikeren Anton Friisgaard (tidligere Hviledag) til Ubud, Bali og optog musik med flere medlemmer af ensemblet. 

Dette er dette møde, som Teratai Åkande er vokset ud af. Et album, der i overensstemmelse med Jon Hassells koncept om fourth world-musik præsenterer en distinkt kulturel og etnisk forankret musikalsk tradition rekontekstualiseret gennem et vestligt perspektiv. I dette tilfælde balinesisk gamelan filtreret gennem Friisgaards klipning og efterbehandling. For mens gamelankompositioner ofte føles cirkulære med længerevarende rundgange, der afløser hinanden, så har Friisgaard med en dokumentarists sans for narrativ udvikling reduceret ned til mere fragmenterede, stemningsbaserede og i sidste ende vestligt letfordøjelige numre.

Det traditionelle perlende slagtøj, gonger og fløjter sættes på numre som »Lavitir« og »Havun« i et relief af henholdsvis insekt- og/eller fuglelyde og skvulpende vand, mens rumklang og ekko skaber en følelse af fjern tilstedeværelse. Andetsteds, fx på »Kampaka«, er den elektroniske musiks kompositionsteknikker mere fremtrædende. Fælles for alle otte numre er, at de repræsenterer et spændende møde mellem to vidt forskellige musikalske verdener. Friisgaards album emmer af en åbenlys stor hengivenhed for gamelanmusikken og dens ophavspersoner.

Playliste

My name is Deejay Unqanny – would you like to see my playlist?

20. august
© PR

»Unqanny can often prefer the dual extremities of hyper-dense volume-hiked overload-delivery and a somnolent barely-there faintness, where events are rationed to preserve any savouring opportunities...«

Deejay Unqanny used to oscillate between spinning in Old York (The Woolpack Inn) and New York (Nublu), but lately he's been tending towards an existence in the ethereal sphere. Many sonics form his grist. In the light (or dark) of current climes, he has drawn his cloak over a clutch of voices that are enfolded with a particularly distressed passion.

kortkritik

På et snusket hotelværelse mødes liv, traumer og musik

Emma O’Halloran, Irish National Opera: »Trade« / »Mary Motorhead«
© Ros Kavanagh
© Ros Kavanagh
19. august

To kammeroperaer af den irske komponist Emma O’Halloran, begge baseret på skuespil af hendes onkel, Mark O’Halloran. Den første, Trade, er fuldstændig fængslende og dybt bevægende: historien om to mænd, der mødes for at have sex på et snusket hotelværelse, hvis sammenfiltrede liv er tynget af traumer og kærlighed. Komponisten taler om det »smukke økonomiske sprog« i sin onkels tekst, og det samme kan siges om hendes musik, der lader teksten opbygge mere og mere spænding og intensitet uden at klemme den – men lige så ofte nærmest trækker sig helt tilbage og lader teateret og fortællingen få overtaget. Den vokale skuespilpræstation er fremragende.

Den stilistiske opfindsomhed i Trade, hvor de to karakterer tegnes så levende, vender tilbage i monologen Mary Motorhead, men med mindre held. Her kan de musikalske samples komme til at stå i vejen for vores blik ind i fangen, der fortæller om sit hårde liv, inden hun splittede sin mands hoved med en kniv. Sammen med Trade understreger det dog kun O’Hallorans talent for teater og hendes sikre musikalske håndelag. Ville det være for meget at håbe på en eller to virkelig teatrale, fortællende operaer som disse i den avantgardistiske del af Copenhagen Opera Festival?

Dansk oversættelse: Andreo Michaelo Mielczarek

Playliste

Mit navn er Rikke Frisk – vil du se min playliste?

16. august
Rikke Frisk. © Ida Guldbæk Arentsen

»Musik er for mig et enestående paradoks. Det er både chancen for at give slip og glemme sig selv – og vejen til en ultimativ, ordløs forbundethed med andre. Ligesom i naturen, kan man blive fuldkommen væk og finde sig selv igen. Og så er de to ting i øvrigt noget af det, der kan gøre mig allermest spontant lykkelig.«

Rikke Frisk er festivalchef for Copenhagen Opera Festival og bestyrelsesleder for spillestede ALICE på Nørrebro. Hun har tidligere været med til at skabe blandt andet Strøm Festival, det danske værtskab for WOMEX og den feministiske samtalefestival Talk Town. Og så spillede hun engang dårlig bas i rockbandet Learning From Las Vegas.

Playliste

Mit navn er Rasmus Bang – vil du se min playliste?

16. august
© PR

»Musik for mig er tilstede i stort set alt, jeg beskæftiger mig med. Hvis det skal deles op i statisk og flydende kunst, hører jeg musik, når jeg kigger på malerier, bygninger, madretter, mennesker og landskaber. Musik er en flydende kunst, der ikke kender rammer og grænser, det flyder ind og ud af ting, ind og ud af bevidstheden. Det er her bare – til at blive lyttet til, ikke nødvendigvis altid forstået, men altid registreret og følt. Nu bliver jeg hængt på torvet på Djursland for sådanne filosofiske holdninger, men jeg har det også fint med at lade dette ovenstående postulat være min svanesang.«

Rasmus Bang er trommeslager og sanger i bandet KATLA, som spiller doom med dødsmetal- og blackmetalinspirationer. Han tatoverer til dagligt og bor på Christianshavn i København med sin kæreste Marie, deres søn Kaj Anker og hunden Frank. Oprindeligt fra Djursland. 

Playliste

Mit navn er Julie Østengaard – vil du se min playliste?

12. august
© PR

»Musik er for mig en drivkraft og et sted jeg altid kan høre til, både alene og med andre. Den er en invitation ind i andres virkeligheder og forbinder på tværs af identitet og kultur. Meget magisk!«

Julie Østengaard arbejder med elektronisk lyd og komposition i installatoriske og performative formater. Hendes tidligere værker har inkorporeret elementer som advarselssirener, trafikstøj, mobiltelefoner, hjerneimpulser og indholdet af et gammelt skibsværft. I de seneste år har hun beskæftiget sig med identitet og kollektive idealer i vestlig kultur og hvordan sociale, teknologiske og psykologiske forhold former vores liv. Julie er aktuel med udstillingen MADE TO BREAK på Regelbau 411. Udstillingen er en installatorisk fortolkning af hendes kommende album Slug Barbie, som hun også optræder med i koncertformat på Struer Tracks 2025.