Alessandro Cortini er bedst kendt som medlem af Nine Inch Nails, og da jeg inden koncerten smuglyttede til andres samtaler, var det da også tydeligt, at flere var mødt op på grund af relationen til det berømte band og dets larmende, konfronterende musik, der er er milevidt fra det fjerlette ambientunivers, der kendetegner størstedelen af Cortinis soloarbejde. 

På ALICE var det en helt tredje side af Cortini, vi fik at opleve: Cortini som filmkomponist. Kunstneren var placeret helt ude i scenens yderkant, hvor han kunne nørkle med sine synthesizere i fred uden at stjæle opmærksomheden fra den film, der blev projekteret op på scenens bagvæg. Kontrastfyldte, taktile billeder, der langsomt gled ind og ud af hinanden. Abstrakte, amorfe former, der i momenter lignede tågede erindringer fra den virkelige verden: regndråber på en bilrude, en storby set fra oven, stjernerne på nattehimlen; tjære, metalspåner, knust krystal. 

Cortini mindede mig om en slags elektronisk John Williams, der indsvøbte billederne i et usædvanligt storslået, nærmest symfonisk univers, som ophøjede de sort-hvide lysformer til hieroglyffer for uendelige visdom. Stemningen var så sakral og gribende, at man med lukkede øjne godt kunne glemme, at Cortini ikke var i gang med at besynge Michelangelos malerier bag orglet i Det Sixtinske Kapel, men derimod med at sætte analoge synthtoner til det, der lignede et billede af en granitblok. Nogle af Nine Inch Nails-fansene var, kunne jeg høre, en smule forvirrede over den følelsesfyldte, nærmest romantiske æstetik, men selv beundrede jeg virkelig Cortini for den kompromisløse maksimalisme. Der var ingen påtaget distance eller affekteret kølighed, kun ren, uforfalsket musikalsk vellyd. 

Den polske guitarist Raphael Roginskis koncert på Musikcaféen i HUSET mindede mig om tryllekunst. Som at se en oversavning og tænke »det må være et trick«. For hvad jeg hørte, virker stadig umuligt at frembringe på en guitar, og i en blindtest havde jeg svoret, at der var mindst fire instrumenter på scenen. Men det var ikke et trick. Med kun én guitar og fire pedaler blev vi tryllebundet på en måde, der føltes urmenneskeligt – som noget, mennesket altid har gjort.

Roginski er tydeligvis en berejst mand, der har fundet sit eget udtryk i folkemusik fra hele verden. Med sin absolutte mestring af guitaren, kombineres denne folkelige tone med en banebrydende komposition af klangfarver og teknik. Således skabes en kompleksitet med en salig umiddelbarhed, hvor hvert af de mange lag er smukke, individuelle og ikke insisterende.

Jeg var så medrevet, at jeg spontant hviskede for mig selv »fuck, det lyder godt«. Flere gange. Med sit beskedne setup fremstår Roginski som en slags »konservativ visionær«. Hans udtryk, kunnen og kreativitet finder han kun i instrumentet mellem hænderne. Roginski er ikke kun en teknisk mester, men også en mester i at have teknik. Tit oplever jeg, at virtuositet står i vejen for musikken, hvor koncerten bliver en magtdemonstration og ikke udtryk. Hos Raphael Roginski bliver instrumentet ikke domineret, men er symbiotisk til et punkt, hvor det er svært at stole på sine ører. Man må give sig hen til, hvad man hører. 

Alle kender de ubærligt kedelige toner, når en middelmådig musiker bruger lidt for lang tid på at stemme sin guitar på en amatørscene eller i en social sammenhæng. Der er bare INTET musik i det – men det opstod der her! Og det var skægt ovenikøbet, da de 30 musikere langs alle væggene langsomt stemte deres forstærkede guitarer fra bunden. De mange skæve toner gik i resonans, og fra alle hjørner af Metronomen opstod der med- og modklang i førstesatsen af værket Copenhagen Guitar Summit 2024. Musik skabt ud fra en triviel stemmesituation af lydkunstneren PJ Fossum, som selv ledte de fem satser.

I »Waves« spillede halvdelen en flageoletakkord oppefra og ned – modgruppen svarede med samme akkord, men nedefra og op. Uhyre simpelt, men stor effekt når alle disse let æteriske overtoner bølgede frem og tilbage mellem hinanden. I »Raindrops« faldt enkelttoner som perler, stemningsfuldt og musikalsk. Publikum gik rundt imellem det hele eller lagde sig ned i musikken, som omsluttende dem. 

Vildere gik det for sig i »Power Chords«, hvor guitaristernes magtfulde greb fik frit spil – men samlede sig til sidst i en fælles tone, der klart hørtes som en kvint i en overordnet akkord. Dominantakkorden måtte bare opløses og det skete i den afsluttende »Feedback«’ Alle instrumenter gik i rundhyl i et kæmpe lydinferno, og musikerne efterlod guitaren tæt på forstærkeren, så den klarede de destruktive feed-lyde helt selv. Guitaristerne gik så rundt mellem os andre, indtil PJ Fossum afsluttede det hele fra hovedafbryderen. Wauw. En times smuk, stemningsfuld og original guitardrøm.