Musik er i sin essens en form for historiefortælling, og sjældent er baghistorien for et værk vigtigere, end den er for William Basinskis famøse albumrække The Disintegration Loops. Derfor var det da også med en vis overraskelse, at jeg kunne konstatere, at David Wexlers dokumentar i virkeligheden ikke handlede synderligt meget om musikken, men snarere om musikeren bag.
I realiteten er filmen et gennemgribende menneskeligt portræt af en af de mest mytiske figurer inden for ambientmusikken. En personlig fortælling om at være søn af en Nasa-videnskabsmand, den mærkelige dreng i skolen, homoseksuel, om at flytte til New York med kæresten, ægte bohemetilværelse. Nu sidder han der, Billy Basinski, foran computeren i hjemmet og lader sig interviewe i intet andet end et par underbukser.
Dokumentaren er dog også i høj grad centreret omkring tragedie. Terrorangrebet på World Trade Centers tvillingetårne for næsten 20 år siden. Den igangværende coronapandemi. Dækbilleder fra et nedlukket New York, interviews via videoopkald afbrudt af dårlige internetforbindelser. Der er noget sørgeligt poetisk over det faktum, at Basinski og hans musik igen kædes sammen med katastrofe.
Men filmens grundstemning er trodsigt opløftende. Basinski er et ovenud charmerende væsen, og begejstringen for selve musikken skinner stærkt igennem. The Disintegration Loops er et skoleeksempel på, hvordan vi som mennesker finder mening i tragedien gennem kunsten, og dokumentaren er en kærkommen påmindelse.
Centralt i Radars mørklagte rum, omkranset af en ring af højttalere – et såkaldt akusmonium – står fem bækkener oplyst i violet. Som fra et timeglas i loftet daler en sagte strøm af sand, der knitrende rammer bækkenerne, og modsvares af en rungende, lavfrekvent, metallisk dronende gong fra de omkringstående højttalere. Udspændt mellem det tidløse og det flygtige møder sand metal; knitren som eroderende regn og fygende sand, buldren, som jordskorpens tektonik eller havets rasen. Det er saktralt, langsommeligt, nærmest kosmisk: Lyden af tiden, der rinder ud.
Bag Tilflugt står billedkunstner Signe Klejs og trommetæmmer Christian Windfeld. Klejs har i en årrække arbejdet med sandets flygtige natur, og Windfelds eksperimentale tilgang til slagtøjets materialitet og klangmæssige potentialer er et både frugtbart og originalt match.
Der er dog ingen tvivl om, at værket først for alvor folder sig ud, hvis man tager turen til Thy, hvor den anden halvdel af installationen udfolder sig i kunstbunkeren Regelbau 411. Dén oplevelse er det desværre langtfra alle besøgende på Radar undt, og det er en skam, for det er først i samspillet mellem de to lokaliteter, hvor lydlige og visuelle spejlinger og ekkoer resonerer på tværs af tid og sted, at udstillingens egentlige tematik åbenbarer sig for publikum. Uden denne oplevelse efterlades den gennemsnitlige besøgende i Aarhus lidt uforløst med den ledsagende introduktionstekst.
Når det så er sagt, udgør installationen på Radar isoleret set stadig et velfungerende moment of zen, og absolut blandt de mere interessante og poetiske indslag i Aarhus lige nu.
Hviledag (Anton Friisgaard) har muligvis lanceret en ny elektro-akustisk genre »silence«, idet ambiente elektroniske flader flettes sammen med mekaniske optagelser og tilsammen skaber et lydtapet, som er det omvendte af noise.
De ni tracks bevæger sig ubesværet fra et til det næste, og til tider sendes tankerne i retning af en støvet pickup, som hviler på sin vante plads. Sandsynligvis fordi de er indspillet med to spolebåndsoptagere med hovederne mod hinanden med en båndsløjfe (fysisk loop), der kører imellem dem og muliggør løbende optagelse.
Tekniske detaljer er vigtige, fordi analoge indspilninger og fravalget af overproduktion er en lise for øret i en tid, hvor wall of sound kombineres med et digitalt resultat, der er så finpudset, at lyden bliver kold og detaljeløs. Pausen er central på »Trancient Bodies«, der roligt skifter imellem korte intervaller af keys på en base af blød knitren og den hvide støj i sig selv, imens et nummer som »Enveloping« er én lang gentagelse af et kort melodistykke.
Album Found er den tiltrængte slidte og bløde lænestol, man sætter sig tilrette i efter en lang dag med mennesker, trafik, digitale apparater og deres lyde. En ren fornøjelse.
Under den korsfæstede Jesus stod SKY H1 og Mika Oki ved deres mixerpulte indhyllet i en to-tre meter høj cirkel af semitransparent hvidt stof. Elektroniske orgeldroner strømmede ud i rummet, blandede sig med lyden fra en røgmaskine. Over os bredte sig blåt lys.
Industrielle trommer og breaks blandede sig med det flydende soundscape tilsat fuglefløjt og melodisk synth indtil tunge basbeats tog over. Kunstnerne lignede pixelerede sort/hvide figurer i det runde tårn over en himmel skabt af lyskegler og røg. Angelisk synthkor afløstes af en basdrone, imens en solopgang brød frem i blå, røde og grønne nuancer.
Blåt lys og røg dannede lammeskyer, Jesus lyste op i glimt, kegler af stroposkoplys kastede sig ud over publikum, og det, som begyndte med orgeldroner og fuglefløjt, udviklede sig til et technorave med hårde og hurtige slag på elektroniske olietønder.
På tre kvarter havde SKY H1 og Mika Oki opbygget, gennemført og afsluttet et technorave. En imponerende bedrift, der rejser spørgsmålet om, hvorvidt man skal høre hård house i en kirke, hvor flere kan være med, imens de kunstneriske og æstetiske aspekter af genren fremhæves og bevæger musikken fra lyssky undergrund til kunst i de hellige haller. Principielt: Ja. I praksis skabte de hvidkalkede vægge og hvælvinger en hård refleksion af lyd og lys, og det var usikkert, om kunstnerne havde taget højde for, at de ikke længere optrådte i en mørk natklub.
Et komprimeret kunstværk, der dog ikke kan konkurrere med sine rødder i deres naturlige habitat, hvor tid, bevægelse og rum er vigtige faktorer for den fulde oplevelse.
I anledning af Music City Aarhus 2022 sætter Seismograf fokus på musik, lydkunst og komponister i Aarhus.
Efter en operauge med eksotiske udflugter til Glostrup Stadion og Østerbro Skøjtehal føltes det unægtelig meget mandagsagtigt at være tilbage på kontoret – institutionen – stuvet sammen under trappen på Metronomen. Moderne Mandag er tilbage fra ferie med, måske, sidste sæson.
Trioen Kimi Ensemble havde sammen med guitarist Mikkel Schou ellers taget opgaven alvorligt: den islandske modernisme skulle mingle med den danske. En bridgeblanding af påståelig serialismelieder, løjerlig legeaftale mellem børnemaracas og pseudo-rockguitar og drømmende heltonevibrafon.
BANG! – lød det pludseligt fra førstesalen midt i Gudrun Lunds kække vokalise Destruction (1982). Noget væltede, tænkte man nervøst. BANG, BANG, BANG – blev det senere ved: Puha, hammerslagene var gudskelov en del af værket. Skønt at få banket Lund fri af arkivdvalen, så hun kan minde os om, hvor ængstelig en lyttesituation den modernistiske kube sætter for sit publikum.
Jeppe Ernsts Bønnebog (2022) fortsatte performancesporet. Ernst var til at genkende i performernes overåbne, sjælsforladte øjne. Hvad var det for et ventilerende mekanisk suk, der kom fra dem? Menneskeballonerne blev fyldt op og tømt, men det var ikke liv, der strømmede igennem dem.
Tænker man på modernisme som betydningstømning, passede Ernsts køligt udhulende – og noget forsigtige – værk forbløffende godt ind. Det kan man næppe sige om Hugi Guðmundssons marimba-varme Medea Verses (2022). Heldigvis! Sagnpoppen ankom afslutningsvis til det modernisme-tunge rum med befrielser som 2-og-4 tamburin og popkor. Herligt.
Nu har Politiken ganske vist lige kåret Matias Vestergård til den varmeste ting inden for klassisk musik siden Mozart, men det er alligevel tæt på overmodigt med et debutalbum bestående af intet andet end musik, man har skrevet som ung studerende. De fem værker her er bogstaveligt talt stiløvelser.
Men hov, der er måske noget om snakken. For hør, hvor elegant komponisten tegner de seks karakterstykker undervejs: istapper af horn, koklokke og obo, der falder og splintres, alarmerede strygere og elastisk klanglig variation i hurtige flugtsekvenser. Sindsoprivende præcist sat i lyd af Esbjerg Ensemble med stor billedkraft.
Albummet fungerer som en lille lommebog, man kan tage med sig, når man går i operaen for at se Vestergård folde sig ud på den store scene, hvor han har hjemme. De tre idyller mestrer antydningens kunst med kvalte fuglefløjt på strygernes åbne strenge kontrasteret af lette, boppende motiver i ensemblet, inden værket udarter til drilsk og stadig vildt staccato bongorytmik.
Underligt fersk er det eneste vokalværk, de to Løppenthin-sange med oversubtilt akkompagnement og stædige vokalmønstre. Her fordamper energien, og Signe Asmussens universalskuespillende stemme står afklædt tilbage. Lige til den tørre side, hvad?
Men ellers cementerer udgivelsen det, som jeg egentlig var lidt i tvivl om: at Vestergård har en kæmpe værktøjskasse at arbejde med, og at der er meget at glæde sig til, selv hvis han, trods Politikens ode, viser sig at være i kategorien lige under Mozart.