Absurd skønhed i støjens teater
Begrebet dadaisme må bruges med varsomhed – det risikerer let at blive en kliché og trampe respektløst på sin oprindelse. Alligevel er det svært at komme udenom netop dadaismen, når man hører The Swamp, skabt af de norske eksperimentalkomponister Maja Ratkje, Thorstein Slåen og Sigurd Ytre-Arne. Albummet er et 40 minutters kaotisk spejl af samtiden, formet af nådesløs improvisation, støjdroner og Ratkjes absurde vokal.
Musikken er rå, harsk og direkte uskøn – en konstant strøm af manipulerede reallyde, som leder tankerne hen på et foley-studie fra en horrorfilm. Klokker, metalklange, hvid støj og industrielle lyde warpes ind over hinanden, mens en synkoperet, truende rytme og en gennemgående fuzz-drone driver musikken fremad. Mest fascinerende er Ratkjes vokal, som fremstår som et mysterium: synger hun på keltisk, norsk eller blot volapyk? Det sidste virker mest sandsynligt og vækker mindelser om Kurt Schwitters’ dada-poesi, især Ursonate fra 1932. Samtidig trækker hendes vokalteknikker tråde ned i nordisk muld – mod vølvesang og vikingeviser.
Kombinationen af kontrolleret støj og målrettet kaos løfter det meste af albummet, hvor åbningsnummeret og den komplet ustyrlige »Discomanic« bør fremhæves. Førstnævnte er det tætteste, trioen kommer på noget konventionelt; sidstnævnte grænser til rendyrket lydkunst. Kun de to langsommere numre – den syv minutter lange »Oligarchification« og »Lullaby for Trembling Hearts« trækker lidt ud. Ellers formår gruppen at holde materialet fokuseret, skarpt og ekstremt syret. Det er imponerende, hvor effektivt det hele virker, når udtrykket samtidig er så nådesløst og udfordrende.
Kom ind i kampen, P2
Et af de ord, jeg lærte i 2020, var dydssignalering. At man udadtil bakker op om en aktivistisk sag, men i praksis fortsætter sit liv som hidtil. Og tak for det ord, 2020, for det beskriver fuldstændig P2’s føljeton om kvindelige komponister, som blev sendt i december.
Landets på papiret mest patriarkalske radiokanal portrætterede navne som Hildegard af Bingen, Else Marie Pade og Louise Alenius. Kvindelige komponister findes, var budskabet. De seks minutter lange montager lød imidlertid, som det ville lyde, hvis Wikipedia stod i spidsen for en folkeopstand.
Ud over en let indigneret intro blev en vigtig kulturpolitisk agenda renset for den mindste smule aktivisme og selvkritik. P2 spiller en nøglerolle i den ulige repræsentation, men tilrettelæggerne greb ikke chancen for at gå mere vovet og konfronterende til værks i serien.
Og effekten udeblev: Mens P2 signalerede fokus på kvindelige komponister, fortsatte kanalen hele december med at spille musik, der i mere end 90 procent af tilfældene var skrevet af mænd.
Men verden er blevet blød
Da verden skrumpede ind, gik kunstnerne ind på deres værelser. I denne samling tekster, grafik og lydkunst om pandemiens kunstneriske, eksistentielle og politiske perspektiver er der fadt føleri a la øget-afstand-binder-os-tættere-sammen.
Måske er det for tidligt at forstå et »nyt nærvær«, som Joalane Cecilie Laurberg Mohapeloa beskriver: »Jeg forsøgte, men mit liv kan ikke være på mit værelse, det er for stort. Vi har brug for hinanden på en anden måde nu.«
Men Giuseppe Pisano går direkte til det pessimistiske stål i essayet »Being an Artist Is Horrible«, og langtidsholdbart er også lydværket Italienske tilstande, hvor poeten Morten Søndergaard telefonerer fra Toscana, så vi fornemmer det kollektive Angsttjernobyls usynlige mælkede lydtåge, mærker Virustonen og Støjsenderen overtage alle frekvenser. Og vi erfarer til sidst, at »den bløde verden kan modelleres til en anden verden«. Præcis.
Usynlige smittedråber lyder ikke af sørgelig elegi i Astrid Sonnes Tread. Hun rapporterer elektronisk, så vi mindes alle de aflyste fester. Fest er denne samling ikke – nærmest sadcore. Men mindst lige så oplysende public service som fællessang hver for sig på DR1.
De mest mystisk dragende strygekvartetter
Siden jeg hørte Dead Wasps in the Jam Jar (iii) ved Gong Tomorrow i 2019, har Iannottas luftigt skrabende strygekvartet ligget og ulmet i min erindring som noget mystisk dragende.
Med de metalliske lyde og den svævende struktur er det som at være fanget på en hjemsøgt asfaltlegeplads en mørk vinteraften. At de her ekstremt detaljerede og nænsomt glitrende støjklange nu findes i en god indspilning med den ellers normalt lidt firkantede Jack Quartet, er tæt på genialt.
Det er længe siden, jeg har været lige så optaget af en strygekvartet. Iannotta er virkelig en af de mest delikat skrivende kammerkomponister i dag, når det gælder blandingen af subtil elektronisk ambiens og støjpotentialet i akustiske instrumenter. Og så er der altså også noget ved hendes uvaklende collageformer, der virker fængende selvsikkert og nutidigt.
Når jeg sidder og hører værkerne på albummet, glemmer jeg næsten, hvad vi overhovedet skal med traditionelle tonehøjder og klangidealer. Skibet er ligesom sejlet, og hvordan er det nu: If you jump, I jump?
While my guitar gently speaks
Det er ikke altid synderlig interessant at vide, hvad kokken har gjort for at få maden til at smage. I to lækkert indbundne bøger – en »poetik« – åbner Solborg sit værksted og reflekterer over guitaren som instrument og akustisk/elektrisk stemme.
Det gør ingenting, at teksterne af og til vil ligne digte. Men almindeligheder, såsom at magien ligger i uperfekthederne og det uforudsigelige, irriterer og skygger for Solborgs udmærkede idé: Hvad gør elguitaren i et ensemble? Hvordan taler den? Hvad er nærvær og resonans, når lyden af sarte strenge presses ud gennem en højttaler?
»The workshop is a good place to be,« står der. OK. Men hvordan lyder slide med trækøkkenredskaber modsat porcelæn? Og på hvilken måde er en bestemt Justin Vernon-teknik inspirerende?
Musikken på de to CD’er – sologuitar eller med de frie jazzsjæle Simon Toldam, Lars Greve og Francesco Bigoni – er dog en gur ganerenser. Guitarpoetikken bliver poesi: frenetisk støjende, eksotisk free, og den stikker helt af på »Tokyo«.
Jeg vil også opløses
Jeg ville så gerne leve i en verden, hvor det her album havde vundet alle jazzpriserne i år. Hvis det er rigtigt, at vi befinder os i en tid præget af opløsning, så viser Peter Bruuns opstandsende og halvstemte kompositioner, at opløsning kan være en ret underfuld bevægelse.
Jazzmodernistiske og fusionshippe temaer uden sikre tonale ankre hænger som en lang, flagrende rød tråd i værkerne, hvor guirlander af syntetiske lyde og akustisk-cool blæserstemmer glider collagelet ind og ud af hinanden. Jeg tror, jeg bliver lidt ør, lidt opstemt, lidt melankolsk på kryds og tværs af pladen.
Allerbedst er det selvfølgelig de gange, hvor temaerne løber ind i så heftig krydsild fra resten af den udvidede kvartet, at coolnessen splintrer og ormehullerne åbner sig. Det er især i begyndelsen af albummet – »All Too Disko« og »The If Machine« er jo ét langt wow – for senere tager værkerne en mere spaced-out drejning. Men jeg vil med derud, jeg vil også opløses.