Gamelanorkestret Gamelan Salukats koncert på Roskilde Festival i 2018 gjorde øjensynligt ikke kun stort indtryk på denne anmelder. Samme år rejste ambientmusikeren Anton Friisgaard (tidligere Hviledag) til Ubud, Bali og optog musik med flere medlemmer af ensemblet. 

Dette er dette møde, som Teratai Åkande er vokset ud af. Et album, der i overensstemmelse med Jon Hassells koncept om fourth world-musik præsenterer en distinkt kulturel og etnisk forankret musikalsk tradition rekontekstualiseret gennem et vestligt perspektiv. I dette tilfælde balinesisk gamelan filtreret gennem Friisgaards klipning og efterbehandling. For mens gamelankompositioner ofte føles cirkulære med længerevarende rundgange, der afløser hinanden, så har Friisgaard med en dokumentarists sans for narrativ udvikling reduceret ned til mere fragmenterede, stemningsbaserede og i sidste ende vestligt letfordøjelige numre.

Det traditionelle perlende slagtøj, gonger og fløjter sættes på numre som »Lavitir« og »Havun« i et relief af henholdsvis insekt- og/eller fuglelyde og skvulpende vand, mens rumklang og ekko skaber en følelse af fjern tilstedeværelse. Andetsteds, fx på »Kampaka«, er den elektroniske musiks kompositionsteknikker mere fremtrædende. Fælles for alle otte numre er, at de repræsenterer et spændende møde mellem to vidt forskellige musikalske verdener. Friisgaards album emmer af en åbenlys stor hengivenhed for gamelanmusikken og dens ophavspersoner.

Det smukkeste ved cellist Cæcilie Trier (CTM) og danser Skjold Rambows gennemgående smukke performance Bow på en over- og sidedækket Platform-scene var ikke kun Rambows ophævelse af tyngdekraften i langsomme, baglæns flikflak og breakdancede positurer. Det var heller ikke, at celloen lød fuld af mørk krop i sin forstærkning, men samtidig også svævende med en lækker rumklang. Eller at de to performere virkede i total harmoni og holdt øjenkontakten, mens Rambow hvirvlede rundt i balletsko og skakternet joggingtøj. Nej, det smukkeste var selve gestussen: at Trier lod den klassiske musik stå så uforfængeligt til rådighed for en samlet kunstnerisk helhed, hvor sløve hiphopbeats og insisterende skælvebas fyldte lige så meget som hendes enkle, let forsirede buebølger og korte mønstre.

Det slog gnister. Næsten bogstaveligt, da Rambow undervejs samlede en trommestik op og slog den mod et bækken, så hele kroppen blæste bagud i en eksplosion. Eller i poetisk forstand, da Trier lod det voldsomme regnskyl udenfor spejle i et soundscape af dryp.

Men først og fremmest i en sublim finale, hvor et let beat og celloens lyse flimren ledsagede Rambows fald ud i publikum. Ikke et hvilket som helst publikum, dog. For straks rejste de syv mænd, han landede i, sig og løftede den døde krop mod loftet. Det gav et sug i maven. At Roskilde Festival kan opbyde den slags visuel-akustisk poesi på en torsdag ved frokosttid – i øsende regnvejr – er næsten for godt til at være sandt. Jeg bukker mig i mudderet.

Celloen er overalt på årets Roskilde Festival. Nogle bruger den som alt muligt andet – hov, så var den en elbas, eller hvad med et keyboard druknet i effekter – men i amerikanske Jasper Marsalis’ Marcela Lucatelli-værdige bomberprojekt Slauson Malone 1 blev celloen faktisk brugt som, ja, cello.

Marsalis stod selv for vokal og elguitar på den åbne Platform-scene, mens Nicholas Wetherell åbnede koncerten med et motorløb på sin forstærkede cello, men så slog over i knipsede meditationer, som Marsalis bidrog til med overtonespil på guitaren. Følsomme jazzfyre? Niks, pludselig: synkrone støjløb, intimiteten splintret, og inden længe kastede Marsalis sig ud i det siddende publikum med et rullefald – og et skrig.

Imens spillede Wetherell følsomme vibratoer. For kontraster lever på Roskilde og driver jo nærmest verden fremad i disse år. Så det var den, verden, der tonede frem i musikken: gennem voldsomme omslag mellem 8-bittet smølfevokal, ambient gnavende solocello, intim indie oven i ét sekunds sample af Cher – kulminerende i en vemodig vuggevise med slør af digitaltheremin.

Det var på mange måder peak hipsteræra. Men det var også intenst rørende, omtrent som at følge Mahler ude på kanten af afgrunden, mens han prøvede at tegne hele verden op i sine partiturer. Eneste forskel: Staffeliet ser lidt anderledes ud i dag.

Det er ikke første gang, Selvhenter viser Roskilde, hvordan en saxofon kan skråle. Selv de mest avantgardeparate lyttere hev efter vejret. Ja, det var svært ikke at lade sine egne lunger leve sig ind i de lange forløb og den balstyriske energi, som det eksperimenterende københavnske firkløver excellerede i med en instrumentpark bestående af to trommesæt, synth, basun, sax og diverse. Og jo mere bandet – placeret i midten af Avalon-teltet med publikum omkring sig – vævede på deres kollektive patchworktæppe, jo mere blev disse instrumenters egenart udvisket. Selvhenter kunne ligeså vel have spillet på helt andre instrumenter. Man så Sonja LaBianca stå og trykke tonerne ud af et blæseinstrument, men det lød mere som en harpe fra rummet. Det var forunderligt, hvordan hendes saxofonfanfarer lød som nødsignaler til outer space. Og imens kørte trommerne meget jordbundne rytmer: Steve Reich-agtig puls mødte mere free forløb. 



Selvhenter pustede fuldfed punket og jazzet noise op i det telt. Uden pauser (selv ikke da en lilletromme gik kold og skulle udskiftes undervejs) og uden vand til de fremmødte. Det var et plus, at vi kunne være så tæt på musikerne, som på deres lille scene i midten lignede kæmpere i en battle-arena, Det var ny musik, der i høj grad var kropslig. I en times tid trak vi vejret (og måske endda svedte?) synkront. Og det er vældig godt at gøre noget sammen på en festival. Selvhenter på Orange Scene næste år. Kom nu!

Det historiske symfoniorkesters akustiske vellyd bliver radikalt udfordret af synth og glitch på Øyvind Torvunds nye udgivelse. De første »Sweet Pieces« er en blanding af parodisk følelsesladet symfoniorkester og elektronisk ambiens, som tilsammen danner et temmelig syret og komplekst lydlandskab. Umiddelbart sødmefyldt og let tilgængeligt, næsten som stumfilm-akkompagnement eller en ballet – men noget foruroligende og komplekst er under opsejling, hvilket i den grad konsolideres af »Archaic Jam«. Her udsættes Oslo Philharmonic for både glitch, electronica og noise, som orkestrets akustiske instrumenter på bedste vis forsøger at akkompagnere, fx når en elektronisk melodi fra outer space i ny og næ titter frem.

Et taktfast og muntert tambourkorps slutter udgivelsen. Endelig lader det til, at nogen har tænkt sig at gå i samme retning, og Lettelsen melder sig. Men bip og knips afbryder illusionen, og pludselig laver det store orkester en samlet mørk melodisk bevægelse, som et akkompagnement til den mest tragiske del af en ballet. Så en række morsekoder, så tambourkorpset igen, nu en sagte melodi... Lytteren bliver kastet frem og tilbage mellem diverse musiktraditioner, som blander sig med hinanden.

A Walk Into the Future omfavner kaos og uforudsigelighed i et komplekst værk, der humoristisk og ubesværet leger med et væld af musiktraditioner. Torvund har skabt en musikalsk sci-fi om verdens vaklen mellem tradition og innovation. Samtidig er det også et klassisk symfoniorkesters spæde udforskning af scenarierne for sin egen fremtid.