»Tiden larmer,« lød det hen mod slutningen af Signe Lykkes værk Dødevande 1. Vokalensemble UngKlang var blevet generationsudvidet til anledningen med to ældre kvindevokaler. Det var lige før, man kunne nå at gribe fat om de to ord i Cisternernes 17 sekunders enorme rumklang. 

Koret var placeret foran den japanske kunstner Chiharu Shiotas glinsende spindelvævsinstallation, og på samme måde var værket også spændt op mellem det krystalklare og det tæt kondenserede. Formen blev spundet af melodiske sekvenseringer og imitationer, der egentlig tegnede en klar retning, men havde det med at fordufte i hjemløse, obskure klangsøljer. 

Der var lys i den svampede undergrund: Luminøse, pure klange i sopranerne virkede som et overjordisk kald. Abrupte kraftfulde klarsyn i det kalejdoskopiske univers af talte ord, luftige droner og jazzede tilsnit. Et citat tonede stille frem: vuggevisen »Pjerrot sagde til månen.« Nynnet ungdommeligt og forventningsfuldt og spejlet i det dybere register som en modnet refleksion. Et minde, måske, dirrende på tærsklen mellem forskellige tider. 

På meget elegant vis fik Lykke syet generationer sammen, så det adspredte kom til udtryk som noget fintmasket og uigennemtrængeligt. Egentlig var der ikke behov for, at koret til sidst skulle bevæge sig ud blandt publikum. Det endte som en lidt for tyk understregning af den stedspecifikke forankring, der allerede var klart defineret af den betagende kompositionelle dialog med Shiotas uendelige spindelvæv. 

For 150 år siden var fangerne isoleret døgnet rundt i Vridsløselille fængsel, med en brun lædersæk over hovedet når de kort var uden for cellerne. De skulle have mulighed for at angre deres synder og forlige sig med Gud... Torsdag aften var vi ikke indsatte, men musikelskere, i det nedlagte fængsels skræmmende fascinerende indre. »Panoptikon« hedder overvågningsarkitekturen, men nu var elektronik, mixere og pladespillere placeret i midten, sammen med de uhyre begavede musikere fra duoen Den Sorte Skole til lysinstallationer af kunstnerkollektivet Vertigo. 

Vi var stadig anonyme overfor hinanden – for en diffus røg lagde sig mellem alle, så laserlys og rytmisk skær fra LED-stængerne kunne få frit spil – lykkeligt fanget på tre etager i helheden af lys og lyd. 

Samplingerne var især stemme-orienterede: Fra manipuleret småsnakken der speedes op, til fraserede stemmeskrig over de tunge rytmer. Var det tidligere tiders indsatte der skreg til os i mørket? Den genreløse duos musik rev læderhjelmen af individet og gav det stemme. Med etnisk sang fra verden over, som Den Sorte Skole også benyttede i deres forrige projekt Refrakto, og især den flerstemmige afrikanske korsang gjorde indtryk. Måske fordi den i sin kerne er frihed/slavebunden-orienteret. Måske fordi det bare lød afsindig godt, her reflekteret af fængslets mure og forstærket af en varieret og musikalsk lysinstallation, som lod hvert track få sin helt egen visuelle iklædning. Individualitet. Duoens symfoniske elektronics er så stramt komponeret med sin helt egen klang-æstetik, at man i den grad kunne forlige sig med at være i fængsel.

På spillestedet Mayhem præsenterede tre kunstnere nye værker, der legede med forholdet mellem lyd og teknologi. Julie Østengaards Emergence mindede – med glasskårsskinger fuglekvidder og fjederagtige cikader – om en dystopisk udgave af de der »rainforest sounds to sleep to«-videoer på Youtube. Meget passende blev værket delvist livestreamet på publikums telefoner, der samlede sig til en stor organismisk højttaler. 

Senere – med Piece for Ears – placerede Sandra Boss og perkussionisten Irene Bianco bittesmå højttalere i deres ører og ophøjede – endelig – stemmegaflen til et selvstændigt musikinstrument. De vibrerende gafler var værkets primære lydkilde, og publikum var kun i stand til at høre dem, når de nærmest var i berøring med musikernes ører. På den måde var værket en lille påmindelse om, at det at skabe musik også er at lytte. 

Til sidst forvandlede Camille Roth elektromagnetiske bølger fra telefon- og wi-fi-signaler til industrielt klingende støj i værket Transmissions. Indrømmet: Kombinationen af stråling og den demonstrativt dystre, uheldsvangre æstetik gav mig i momenter en lidt anstrengende association til sølvpapirshatte og anti-5g-demonstrationer. Hvorfor, spurgte jeg mig selv, kan lyden af et wi-fi-signal ikke lige så godt være smukt? 

Ingen af værkerne vil jeg huske som uforglemmelige lydlige oplevelser. Derimod var de fascinerende og sjove på nogenlunde samme måde, som når James Bond pludseligt fisker en eller anden besynderlig, lidt fjollet, men uden tvivl højteknologisk gadget frem fra sin smokings inderlomme. 

Centralt i Radars mørklagte rum, omkranset af en ring af højttalere – et såkaldt akusmonium – står fem bækkener oplyst i violet. Som fra et timeglas i loftet daler en sagte strøm af sand, der knitrende rammer bækkenerne, og modsvares af en rungende, lavfrekvent, metallisk dronende gong fra de omkringstående højttalere. Udspændt mellem det tidløse og det flygtige møder sand metal; knitren som eroderende regn og fygende sand, buldren, som jordskorpens tektonik eller havets rasen. Det er saktralt, langsommeligt, nærmest kosmisk: Lyden af tiden, der rinder ud.

Bag Tilflugt står billedkunstner Signe Klejs og trommetæmmer Christian Windfeld. Klejs har i en årrække arbejdet med sandets flygtige natur, og Windfelds eksperimentale tilgang til slagtøjets materialitet og klangmæssige potentialer er et både frugtbart og originalt match.

Der er dog ingen tvivl om, at værket først for alvor folder sig ud, hvis man tager turen til Thy, hvor den anden halvdel af installationen udfolder sig i kunstbunkeren Regelbau 411. Dén oplevelse er det desværre langtfra alle besøgende på Radar undt, og det er en skam, for det er først i samspillet mellem de to lokaliteter, hvor lydlige og visuelle spejlinger og ekkoer resonerer på tværs af tid og sted, at udstillingens egentlige tematik åbenbarer sig for publikum. Uden denne oplevelse efterlades den gennemsnitlige besøgende i Aarhus lidt uforløst med den ledsagende introduktionstekst.

Når det så er sagt, udgør installationen på Radar isoleret set stadig et velfungerende moment of zen, og absolut blandt de mere interessante og poetiske indslag i Aarhus lige nu.

Hviledag (Anton Friisgaard) har muligvis lanceret en ny elektro-akustisk genre »silence«, idet ambiente elektroniske flader flettes sammen med mekaniske optagelser og tilsammen skaber et lydtapet, som er det omvendte af noise.

De ni tracks bevæger sig ubesværet fra et til det næste, og til tider sendes tankerne i retning af en støvet pickup, som hviler på sin vante plads. Sandsynligvis fordi de er indspillet med to spolebåndsoptagere med hovederne mod hinanden med en båndsløjfe (fysisk loop), der kører imellem dem og muliggør løbende optagelse. 

Tekniske detaljer er vigtige, fordi analoge indspilninger og fravalget af overproduktion er en lise for øret i en tid, hvor wall of sound kombineres med et digitalt resultat, der er så finpudset, at lyden bliver kold og detaljeløs. Pausen er central på »Trancient Bodies«, der roligt skifter imellem korte intervaller af keys på en base af blød knitren og den hvide støj i sig selv, imens et nummer som »Enveloping« er én lang gentagelse af et kort melodistykke. 

Album Found er den tiltrængte slidte og bløde lænestol, man sætter sig tilrette i efter en lang dag med mennesker, trafik, digitale apparater og deres lyde. En ren fornøjelse.