kortkritik

Meditative kraftudladninger

Klang Festival: »Xenakis 100« – Ekkozone

13. june

Tivolis Koncertsal var rammen for lidt af en begivenhed i dansk musikliv: Fem centrale kammermusikværker af den græsk-franske ærkeavantgardist Iannis Xenakis opført som jubilæumskoncert på dansk grund. Alt i alt af halvanden times varighed, fuldkommen suverænt kurateret og fremført af Ekkozone anført af Mathias Reumert.

Xenakis' værker regnes med god grund for noget af det mest komplekse, der er skrevet i 1900-tallets anden halvdel, men de virker aldrig til at være skrevet med kompleksiteten som et mål i sig selv, sådan som man ellers har kunnet mistænke andre i hans generation for.

Det indledende værk, en sats fra det marimba-dominerede værk Pléïdades (1978), fik mig til at ærgre mig over, at jeg ikke havde taget min fire år gamle dreng med: For han ville utvivlsomt have sat højlydt pris på værkets mylder af runde, mættede og meditative lyde, der lød som bløde kugler, som i en uendelig varm strøm flød hen ad gulvet.

De to efterfølgende soloværker for henholdsvis percussion og klaver, Rebonds B/A (1989) og Mists (1980), blev opført attacca efter hinanden, dvs. uden pause. Det bidrog til at gøre deres ellers fundamentalt forskellige klangverdener forbløffende beslægtede med hinanden. I de første minutter af det sidste værk var det endda som om, at klaveret var blevet et slagtøjsinstrument.

Koncertens ældste værk for klaver og fem koreograferede messingblæsere, Eonta (1964), blev her opført for første gang herhjemme. Dets tilsyneladende uforenelige modstilling mellem den pointilistiske, rationelle klaverstemme og de flydende, undertiden drømmende blæsere fik det næsten til at lyde som et kakofonisk remake af Charles Ives' The Unanswered Question. Værkets performative elementer, hvor blæserne ofte vandrede rundt på scenen, gav det samtidig et skær af noget fuldkommen uvirkeligt. Det værk ville jeg meget gerne se og høre opført igen.

Endelig gav Okho (1989) for tre djember koncerten en medrivende afslutning. Anvendelsen af dette vestafrikanske instrument kan muligvis ses i et postkolonialt perspektiv, det vil sige som en kritik af Xenakis' adapterede hjemland Frankrigs stærkt problematiske historiske relation til kontinentet. I så fald lød værket som en dyster formaning om at lade kontinentet helt i fred. Og derved fik instrumentationen en selvironisk farve, der her blev skærpet af en langt senere tids Black Lives Matter-bevægelse. Jeg krympede mig i stolen, samtidig med at jeg var revet med af musikken og fremførelsen: Det var tæt på at være ulideligt.

Efter koncerten var mine ører godt gennembanket af al den lyd, men det var som om, jeg kunne have fortsat hele aftenen med at lytte til Xenakis' univers, spændt ud som det er mellem på den ene side aggression og raseri, på den anden tilbagelænethed og resignation. Jeg var overloadet og forklaret på samme tid. Og den følelse har for mig ellers været sjælden efter en avantgardekoncert.

kortkritik

Gąsiorek ser sig aldrig tilbage

Cześćtet: »Polofuturyzm«

Kristoffer Møllegaard

7. august

Polskfødte Szymon Gąsiorek har gjort det igen – skabt et overflødighedshorn af et album, der både overvælder og begejstrer med sit endeløse væld af eklektiske ideer, stilarter og lydkilder. Som det ofte er tilfældet med denne slags udgivelser, hvor hvert nummer har sin helt unikke identitet, så vil man hurtigt kunne udpege yndlinge.

En klar favorit melder sig da også med det samme. Åbningsnummeret »TAK TAK NIE NIE« eksploderer med en energi, der vækker mindelser om tidligt Boredoms, en tung omgang støjrock med råbevokal, elguitar, saxofon, pistolskud, skrig, synths, klaver og m.m. Også tredje nummer »STRACH LĘK NIEPOKÓJ« brillerer med en zeuhl-agtig fremdrift drevet af militaristisk vokal, insisterende trommer, kantet guitar og saxofon. Og selv uden for de umiddelbart mest imponerende numre er Polofuturyzm så spækket med højdepunkter og sjove overraskelser, at det halve kunne være nok. Tag som eksempel »90s [NADZIEJA]«, med en trance-synth, der hurtigt og effektivt saboteres af free jazzede trommer og saxofon, eller »JEDNOKIERUNKOWY«, der lyder som klassisk disco polo smidt i en blender og tilføjet pitch-shiftede vokaler og klubbede keyboards. Ej at forglemme det otte sekunder korte falde-på-halen klaverspil på »RĘCE«.

Polofuturyzm er båret af en manisk insisteren på aldrig at se sig tilbage. Det eneste konstante er fraværet af konsistens. Gąsiorek har været her før, men det føles stadig lige radikalt og forfriskende.

Playliste

Mit navn er Sinne Eeg – vil du se min playliste?

6. august

Sinne Eeg. © Warny Mandrup

»Musik for mig er den stærkeste udtryksform, vi menesker har. Musik genererer fælleskaber, og giver os mulighed for at forstå hinanden på et følelsesmæssigt plan – også når ord ikke rækker.«

Sinne Eeg (f. 1977) er en dansk jazzvokalist med en markant karriere i både Danmark og udlandet. Hun har udgivet en række albums og modtaget flere priser, herunder fem Danish Music Awards for Bedste Vokaljazzudgivelse og Ben Webster Prisen i 2014. Siden sin debut i begyndelsen af 2000’erne har hun optrådt i store dele af Europa, Asien og USA. Eeg er kendt for sit arbejde med både egne kompositioner og fortolkninger af standardrepertoiret.

Playliste

My name is Seb Doubinsky – would you like to see my playlist?

29. july

»Music is the infinite sound of humanity, in all of its manifestations. It is the essence of who we are, what we fear and what we hope for. Nobody owns music, and yet it is absolutely who you are, the very DNA of your soul.«

Seb Doubinsky is a bilingual French dystopian fiction author and academic. His »city-states cycle« has put him on the map of notable authors of the genre. He has been long-listed for an Arthur C Clarke award, won the Foreword Reviews bronze award for Missing Signal and his latest novel is short-listed for the 2025 Foreword Reviews award. He lives in Aarhus, Denmark, where he teaches French history, literature and culture at the university.

Playliste

Mit navn er Vakuumpagten – vil du se min playliste?

12. july

»Musik for mig er en mærkelig ting. Jeg synes egentlig, at det er lidt underligt, at jeg ikke bliver mere træt af det, end jeg gør, når man tænker på, at det er overalt hele tiden. Men grunden er nok, at musik er en af de mest alsidige ting, der findes – to stykker lyd kan have fuldstændig forskellige stemninger, rytmer (eller ingen rytme) osv., og alligevel have dét tilfælles, at de begge er musik (hvilket så åbenbart er en form for egenskab, som gør dem begge fede af en eller anden grund). Det er imponerende nok.«

Mikkel Pilgaard producerer musik under navnet Vakuumpagten sideløbende med at prøve at finde ud af, hvordan man træner sig op til at dræbe en drone. Han forestiller sig, at han kender forskel på det virkelige og det uvirkelige. Men hvis selv store tænkere er uenige om alt, hvordan skal han så virkelig kunne vide, hvad der er rigtigt og forkert?

Playliste

Mit navn er Jacob Eriksen – vil du se min playliste?

11. july

»For mig er musik en særlig motor for diversitet, identitet, individualitet og fællesskab. Musik har en umiddelbar evne til både at skabe og forstærke trygge rum og at ekspandere og sønderrive grænserne for eksistens.«

Kunstner, kurator, underviser Jacob Eriksen arbejder mellem Struer og Berlin. Han er leder af Sound Art Lab, festivalleder for Struer Tracks, studieleder for 89 Sound Art School og underviser på Sound Studies and Sonic Arts på UdK Berlin.