kortkritik

Lydfar, se denne film!

CPH:DOX: »Sisters with Transistors«
Maryanne Amacher i »Sisters with Transistors«. © Anna Lena Films
Maryanne Amacher i »Sisters with Transistors«. © Anna Lena Films

Mellem støjen og musikken er musikerens hånd, citerer Jean-Michel Jarre Pierre Schaeffer i Lisa Rovners dokumentarfilm. Og den hånd har sjældent været kvinders. Wrong! Via sjældne fotografier og optagelser – bundet sammen af Laurie Andersons speak – fortælles en fascinerende historie om kvinder, der hørte radikale lyde i deres hoveder, indfangede lyden af en elektrificeret verden og så teknologien som en befrier.

Disse kvindelige komponister mærkede the sweet mystery of noise, lyden af fremtiden og ville skabe dialoger med elektroniske lyde. Kærlighed til Tolana-båndoptagere og en ARP 2500-synth kender ikke til køn. Kig bare på thereminmesteren Clara Rockmore og Maryanne Amacher, som ville spille med lytterens fysikalitet og fik sit ramponerede hus, stoppet med maskiner fra et fysiklab, til at vibrere. Eller Laurie Spiegel, der med sit projekt »Music Mouse« omdannede den menneskevenlige Macintosh fra 1984 til et rungende, pulserende musikinstrument. Og alle de andre elektroniske søstre, som ikke ville trækkes rundt af døde, hvide mænds næser, men aktivere nye indsigter og tænke uden for kompositioner, som vi kender dem. Bum. 

Samtidige kunstnere som Holly Herndon og Ramona Gonzalez (Nite Jewel) kommenterer bedrifterne. I dag siger én af de elektroniske pionerer, at de ikke revolutionerede, men blot ønskede at sætte musikken i kontakt med sig selv. Ja, men de så moderne magi i computerne – der i starten tilhørte bankerne, militæret, forsikringsselskaberne – og var med til at gøre magien til en kunstform. Og selvfølgelig har Pauline Oliveros ret: Hvordan du lytter, har betydning for, hvordan du udvikler en kultur. Look and learn – og lyt, lyt igen, Lydfar.

kortkritik

I en varm seng af mørke

Gintė Preisaitė, Drew McDowall
© Rene Passet
© Rene Passet
15. september

Rygtet vil vide, at det hedengangne britiske elektroniske band Coil engang lavede et soundtrack til kultgyseren Hellraiser – så urovækkende, at det blev afvist for at være for uhyggeligt. Med den historie i bagagen føltes det næsten som en naturlig åbning til efterårets mørke, da Drew McDowall, tidligere medlem af det mytiske band, onsdag aften indtog scenen på Alice i København. Den skotske musiker er kendt for at indgå i markante samarbejder – blandt andre med danske Puce Mary og senest den amerikansk-svenske komponist Kali Malone – og netop derfor gav det mening, at aftenen blev indledt af en intens koncert med Gintė Preisaitė. Ligesom McDowall evner hun at forvandle selv de mest enkle lyde til altomsluttende lydlandskaber.

Selv om begge musikere har et tydeligt elektronisk afsæt, fremstod deres lyduniverser bemærkelsesværdigt organiske, som om de arbejdede med levende materiale. Preisaitė skabte i sin alt for korte koncert en mosaik af reallyde, stemmefragmenter og kassettebånd – kaotisk det ene øjeblik, ordnet og gennemsigtigt det næste. Med samme kølige præcision førte McDowall sin koncert frem, som var den én lang harmonikadrone, der langsomt sneg sig ind under huden med gyserfilmens uafvendelige logik. Hos McDowall er mørket ikke en fremmed kraft, men en fortrolig ledsager, han kyndigt omskaber til lydlandskaber, der på én gang er urovækkende og trygt omsluttende – som at ligge i en varm seng med mareridtet ved siden af.

Både Preisaitė og McDowall bevægede sig ubesværet på tværs af grænsen mellem det akustiske og det elektroniske. Deres musik fremstod som en nutidig arv fra musique concrète-traditionen: en insisteren på, at elektronisk musik fortsat er blandt de mest eksperimenterende kunstformer – vital, organisk, og med en evne til at lade selv den mindste lyd åbne en hel verden i sig selv.

Playliste

My name is Nev Lilit – would you like to see my playlist?

12. september
Nev Lilit

»Music is so many things, and arises in so many different forms every day. Music is also an art form, which, like all art, needs to be constantly renewed and deepened in order to be relevant.«

As well as making music as Nev Lilit, Siri Jennefelt works full-time as a composer and sound designer, creating scores for theatre and dance.

kortkritik

Bro og Takada mødes i musikkens mest følsomme mellemrum

Jakob Bro & Midori Takada: »あなたに出会うまで / Until I Met You« 
© PR
12. september

Endelig, efter deres koncert i Den Sorte Diamant for tre år siden, er samarbejdet mellem den danske guitarist Jakob Bro og den japanske perkussionist Midori Takada ude i albumformat – og det skuffer bestemt ikke.

Deres venskab kan umiddelbart virke overraskende, givet deres forskelligheder, men あなたに出会うまで / Until I Met You viser, hvordan det bygger på en fælles evne til at lukke øjnene og lytte. De giver hinanden plads til at udfolde det, de gør bedst: Bros simple, men raffinerede melodier og Takadas magiske lydflader. På titelnummeret skitserer Bro med akustisk guitar og sparsomme noder stregerne, som Takada fylder ud med boblende marimba og gong. På »A Brief Rest of Sisyphos« vender rollerne – her skaber Takada rammerne, mens Bro tilfører detaljerne.

De sublime søsternumre »Landscape II, Simplicity« og »Landscape I, Austerity« er mere abstrakte end de foregående værker. »Landscape II« emmer af håb og længsel med klangfulde chimes og perkussion, mens et midterstykke med guitar og klaver folder sig ud i melodisk harmoni. »Landscape I« bærer samme længsel, men med en mere melankolsk tone; en blidt bølgende marimba understøtter et vidunderligt smukt guitarstykke. Begge numre rummer en tydelig respekt og ømhed mellem musikerne: Bro og Takada lytter til hinanden med sjælden nærvær, og sammen skaber de noget helt særligt.

Playliste

My name is Mads Emil Dreyer – would you like to see my playlist?

10. september
Mads Emil Dreyer

»Music to me is – having spent a lot of time listening, composing, and thinking about it – still, essentially, a mystery.«

Mads Emil Dreyer is a Danish composer working within the field of electroacoustic music.
 
Playliste

Mit navn er Jacob Anderskov – vil du se min playliste?

9. september
© Mike Højgaard

»Musik er et mange-dimensionelt sprog, hvor vi kan tale om og være i mange slags følelser og sansninger. Musik kan selvfølgelig handle om kærlighed, fest og glæde, men også om alle mulige andre, mørkere, mere komplicerede og uforklarlige følelser. Ved at vise os dette mørke giver musikken os lov til at have det som vi faktisk har det, på en umiddelbar, før-sproglig måde.«

Jacob Anderskov er pianist, komponist og bandleder fra København. Han har udgivet over 25 album, modtaget flere priser og er af den internationale presse anerkendt som en markant stemme i nutidig musik. Hans projekter spænder fra fri improvisation til komponerede værker for større ensembler, ofte med nye broer mellem det skrevne og det åbne. Siden 2019 er han professor ved Rytmisk Musikkonservatorium.