New World kan indekseres under den måske lidet anerkendte undergenre »hyggejazz«. Musik til de afslappede stunder, bedst indtaget med morgen- eller aftenkaffen. Det er en utroligt velkomponeret og -spillet udgivelse, som i høj grad fortjener den interesserede lytters opmærksomhed.

Fabricius’ vibrafon har en meget syngende kvalitet over sig. Kompositionerne virker nynnede – som om kimen til dem har været et nynnet melodisk stykke. Der er noget folkevise ved det, som klæder det bundsolide fundament, leveret af Jacob Hatholts aldrig overspillede trommer og Andreas Markus’ føjelige akkompagnement og smagfulde soli på kontrabas. 

Overordnet set skaber de tre musikere et ret konsistent helhedsindtryk, der kun et par få gange forstyrres af nogle mærkbart anderledes, folkemusikalske indslag – derudaf-trommer i »Beef No More« og den strøgne kontrabas i »First Train Out.« Der er som sådan ikke noget i vejen med sådanne i det store hele ikke særligt imposante musikalske stilspring, men det springer i ørerne på en udgivelse, der ellers vinder på lige netop sit uniforme udtryk.

New World er stemningsskabende jazz, der ikke tilsigter at imponere med ild og soli, men derimod med en skarp sans for kompositioner, der briseagtigt kan glide køligt over dig, men også vil belønne den opmærksomme lytter med masser af små finesser. Det er let – men ikke på den kaloriefattige facon.

Vanessa Amara har overrasket mig. Jeg troede, at jeg havde rimelig godt styr på den danske gruppes lyd, men så ændrer de den radikalt. Fra rolige, afmålte kompositioner til dette nye udtryk – hektisk, rutsjebaneagtig musik.

En sand hydra af genrer og lyde bliver skødesløst klippet itu, halshugget og limet sammen på nye, forunderlige måder. Alt fra sørgmodig klagesang, kirkeorgel og mørke synthflader til popbrudstykker, håndklap og overdådige kor bliver på næsten ingen spilletid kontrasteret med hinanden. Det skaber upoleret dramatik, en punktilgang til musikken. Det lyder godt, at det ikke lyder alt for godt. 

Fonetica Amara er en overvældende rus af lydindtryk, som jeg simpelthen, som en af Pavlovs hunde, responderer ufatteligt positivt på. Jeg elsker den hastighed, alting sker i, den rastløshed, jeg kan genkende og finder mig så tilpas i. Hundredvis af følelser på en halv time. Fyldt til bristepunktet med øjeblikke, men stadig med en skarp sans for komposition, udvikling og forløsning. Blendermusik til blenderhjerner.

Selvom denne nye udgivelse på ingen måde var, hvad jeg havde forventet, så er den ikke desto mindre bemærkelsesværdig – endda netop det modsatte. Faktisk er det noget af det bedste, mest interessante musik, Vanessa Amara nogensinde har skabt.

Teaterrøg og elektronisk ambient svævede omkring os. Små, organiske lyde klikkede og klirrede fra alle sider i den grottelignende rumklang. Højttalerne var placeret hele vejen rundt om publikum, og over os rejste farvede lys gennem et LED-træ, der forgrenede sig ud i Radars mørke. Den rumlige oplevelse af Sophia Sagaradzes performance var sanseligt sitrende – men også trygt omsluttende. For målet var at skabe et rum »where you are you, with all your happiness, pain, and confusion«.

Der burde være flere steder som Lovely Spaces. Med plads til at græde eller danse lige så grimt og legende, som man har lyst til. I løbet af aftenen skabte den helt nye transmediale festival vidt forskellige rum under de lysende grene: Ewoud Van Eetveldes smukke exploring ROOM lod os give slip og rejse med vokaltrioens stemmer, der flød ud og sammen over blidt strengespil. Rummet skiftede til samme jordnære stemning som en stue i venners selskab, da fire bordrollespillere – her som komisk kaotiske karakterer – improviserede et skønt, kogt karnevalseventyr i Tanis »Silke« Nielsens Dungeons & Dragons-session, hvor vi fik del i den helt særlige evne, bordrollespil har til at tage os med ind i nye verdener. Anderledes tungt åbnede Andreas Brink Pedersen eksplicit plads til tårer i sin emo-ambient sorgmusik. Og til sidst blev gulvet plads for fri leg og dans, da zabutom gav os chancen for at gå rave-amok til Gameboy-musik under det legende lys i loftet. Lovely.

I anledning af Music City Aarhus 2022 sætter Seismograf fokus på musik, lydkunst og komponister i Aarhus. 

Sidst vi hørte fra Rune Glerup i en stor koncertsal, var i 2016. Da var han fremtidens mand blandt de unge komponister, men meget er sket i mellemtiden. Det danske komponistmiljø har fået en helt anden gejst, og da DR Symfoniorkestret uropførte hans nye violinkoncert, Om lys og lethed, virkede musikken pludselig lettere altmodisch.

En hektisk jagtsekvens omkransede værket. Dæmpede trompeter satte snigende udråbstegn, og lyse træblæsere standsede igen og igen krydsilden med udstrakte heller. Det lød autobiografisk: som en ørkesløs musik, der hele tiden blev krøllet sammen og smidt væk, indtil solisten Isabelle Faust omsider brød stilstanden med en solokadence.

Imellem de to ydersatser hørtes metodiske forsøg på at forme uvante melodiske forløb med langsomme triller. Det klingede mere af nøgtern kontemplation end nyvunden eventyrlyst, og linjerne endte da også med et karakteristisk knæk: måske en accept af det ufuldendte, for derfra flød musikken mere frit.

Først med en sprælsk scherzo, hvor orkestret lod sig drive fremad af herligt egensindige, langstrakte linjer fyldt med markeringer. Siden med en ekstremt sørgmodig soloviolin, hvis hvislende søgen indrammedes af stille, metallisk tuden i blæserne.

Her hørte man potentialet i Glerups distinkte, indadvendte tænkning, men den let sentimentale modernisme, man fornemmede i værket, havde en bismag af fortidig fremtid. Af noget, vi egentlig har lagt bag os. Violinkoncerten overbeviste ikke for alvor om, at det spor skal genopdyrkes.

»Tiden larmer,« lød det hen mod slutningen af Signe Lykkes værk Dødevande 1. Vokalensemble UngKlang var blevet generationsudvidet til anledningen med to ældre kvindevokaler. Det var lige før, man kunne nå at gribe fat om de to ord i Cisternernes 17 sekunders enorme rumklang. 

Koret var placeret foran den japanske kunstner Chiharu Shiotas glinsende spindelvævsinstallation, og på samme måde var værket også spændt op mellem det krystalklare og det tæt kondenserede. Formen blev spundet af melodiske sekvenseringer og imitationer, der egentlig tegnede en klar retning, men havde det med at fordufte i hjemløse, obskure klangsøljer. 

Der var lys i den svampede undergrund: Luminøse, pure klange i sopranerne virkede som et overjordisk kald. Abrupte kraftfulde klarsyn i det kalejdoskopiske univers af talte ord, luftige droner og jazzede tilsnit. Et citat tonede stille frem: vuggevisen »Pjerrot sagde til månen.« Nynnet ungdommeligt og forventningsfuldt og spejlet i det dybere register som en modnet refleksion. Et minde, måske, dirrende på tærsklen mellem forskellige tider. 

På meget elegant vis fik Lykke syet generationer sammen, så det adspredte kom til udtryk som noget fintmasket og uigennemtrængeligt. Egentlig var der ikke behov for, at koret til sidst skulle bevæge sig ud blandt publikum. Det endte som en lidt for tyk understregning af den stedspecifikke forankring, der allerede var klart defineret af den betagende kompositionelle dialog med Shiotas uendelige spindelvæv.