Solbjerg Plads – bindeled mellem Frederiksbergcenteret, Frederiksberg Bibliotek og CBS – er en af Københavns mere anonyme pladser. Den slags plads, der gerne findes nær institutioner, men, trods bordbænkesæt og arkitekttegnet space, sjældent er en oplevelse i sig selv. Mere transitrum end opholdsrum. Det forsøger Aquasonica at udfordre. 32 højttalere gemt væk i samme antal brønde, tre musikalske værker. For tiden strømmer techno/noise-DJ’en Schackes toner bogstaveligt talt op fra undergrunden.

Det starter med en insisterende strygerstaccato, der forstyrrer en CBS-tutor i at forklare reglerne til en teambuildingleg. Så bliver det maritime mere tydeligt: elektroniske bølgeskvulp og en dronelignende rumlen, der lyder af tektoniske forskydninger på havbunden. Sonisk flyder værket desværre heller ikke gnidningsfrit. Noget i ind- eller afspilningen hakker og glitcher utiltænkt forstyrrende. Den subtile, men konstante rytmiske intensivering, som selvfølgelig har fundet vej til Schackes ellers overraskende symfoniske udtryk, drukner. Så fungerer værkets anden, mere meditative halvdel bedre, roligt tranceinducerende.  

Det er ellers fint, som omgivelserne omdannes: To børn går på skattejagt efter den mystiske musik, forbipasserende stopper og klør sig i håret, og som værket toner ud, har ørerne stillet sig ind på pladsens frekvens: En akustik af beton, roterende cykelhjul og samtaler om pensumlister. Livet startede i havet og har siden kæmpet sig frem til Solbjerg Plads. 

Det er simpelthen et henrivende aparte stykke musik, Martin Stauning har bikset sammen her. Et opgør med ideen om, at harper er noget, der tryller folk i søvn – Zachary Hatcher river og flår til tider i instrumentet – men samtidig også et værk, der har en fundamentalt drømmende karakter.

Første sats genstarter sig selv to gange og lader distinkt opmålte instrumentgrupper gennemleve en slags urolig drøm: små, diskret hektiske fragmenter, måske fra musik, de engang har spillet, som nu hjemsøger dem. Det er et spindelvæv af strengespil, pludselige bjælder, pizzicato som minutur og brogede, udstrakte klange – små drømmemaskiner, der peger i hver sin retning, men ender med at finde hvile.

Omvendt med andensatsen, der går ind i roen og lader den udvikle sig. Først i en drypstenshule af træblokke, vandrende harpe og DR Symfoniorkestret som en fjern tåge. Siden stille dansende til en maracas-tango næsten uden bevægelse, en genfærdsballet. Ekstremt nøgne, men forførende klangrum.

Er vi vågne, eller sover vi? Tredjesatsen lyder af et vågent mareridt med sinistre alarmbølger og et omklamrende orkester. Og så, for første gang, harpen som blid, men også drilsk drømmebebuder. Lykkes det den at bryde ud af rædslen? Hvem ved, for i samme nu er værket ovre.

Martin Stauning sætter ikke punktummer, lader ikke forløsning give sig ud for sandhed. Han lader os skimte en hemmelig lydverden og abstrakte situationer, som nok skal hjemsøge os tilstrækkeligt. Formidabelt! 

Bestræbelsen er den samme i de to erindringsbilleder, der som en uhørt luksus materialiserer sig her gennem DR Symfoniorkestrets adrætte arbejde. Nemlig at stille et nostalgisk vemod – romantiske strygere, klagende glissandi – op over for moderniteten.

Hvordan lyder nuet? Enten som storbyens susende trafik i L’isola della città med Trio con Brio som fremskudt hovedperson eller som et vedvarende skrig af skiftevis klanglig opfindsomhed og monoton udstrakthed i Second Symphony.

Mest fortællende virker mødet i den raffineret konstruerede trippelkoncert, hvor et spilledåseenkelt klaver klinger af fugal barndomslængsel, men afbrydes af kontrabassernes støjende borebehov: erindringsflugten saboteret af vejarbejde, Bent Sørensen som underspillet – og uventet – humorist.

Hører man værket som et møde mellem nostalgi og nutid, lægger man også mærke til, at de to kombattanter forsones. En stammende, snurrende uro sætter sig i den erindrende, der til sidst indser støjens potentiale og ender med at skabe endnu skønnere klang ved at invitere dissonansen indenfor.

Det er et finurligt og betagende erindringsspil, Sørensen tegner op. Det er også albummets stærkeste værk, for sekundsymfonien føles som indspillet musik mere forceret i sin dualisme, end den gjorde i koncertsalen, der bedre understøttede klangens rumlige vandring og den dramatiske vekselvirkning med slagtøj.

Ikke desto mindre: to fantastiske eksempler på, at Bent Sørensens nostalgiske drift er absolut moderne, ekvilibristisk og foreløbig uden udløbsdato.

Halli, hallo, og har I lige fået hørt det her album fra januar? Nok ikke, men det er en fejl, for den litauiske komponist Algirdas Martinaitis viser sig som lige den klassiske spøgefugl, vi har brug for, hvis vi nu – måske bare for en stund – dumstædigt har besluttet os for, at Simon Steen-Andersen ikke helt er sjov nok længere.

Hør bare det humoristiske hovedværk på udgivelsen, Serenade for Mistress Europe for strygeorkester, komponeret i 1999 som en postmoderne satire over den vestlige musiktradition, som de identitetsmæssigt splittede litauere kun kunne forholde sig legende og autoritetskritiske til fra deres grøft mellem Vesten og Sovjet.

Ligesom Steen-Andersens gigantværk Trio begynder Martinaitis’ serenade med at ironisere over en storladen symfonisk målstreg og hangen til at sætte to – eller i Beethovens tilfælde ti – streger under facit. Det enormt fikse og vellydende ensemble, litauiske St. Christopher Chamber Orchestra, river og flår derefter i senromantisk længsel og dekonstruerer Vivaldi-klingende barokfragmenter til hakkende vinyl.

Musikken sættes i stå, falder fra hinanden i lykkelige uheld, danser skælmsk med Marsellaisen i horisonten og lægger an til et skævvridende bagholdsangreb på romantisk inderlighed, der som minimum aktiverer smilerynkerne og måske endda lattermusklen.

Det kan godt være sjovt at gå til symfonisk koncert. En 72-årig litauer viser her, at det endda kan være rigtig sjovt. Kære danske orkesterchefer: Mor os!

Equinox Chamber Music Festival sætter i år fokus på glemte stemmer og tabte skatte. Helt oplagt var derfor torsdagens kammerkoncert No Man’s Land, fuldt dedikeret til kvindelige komponister, hvilket tiltrak et stort og ualmindeligt ungt og hipt publikum til Musikhusets støvede rammer. Ny musik af Jessie Montgomery og Caroline Shaw gav koncerten særlig relevans og nerve, hvor instrumenternes klange blev sat yderligere i bevægelse af dansere på scenen. Som historisk modspil stod den på ældre værker af de tidlige pionerer Louise Farrenc og Amy Beach.

Den energiske Strum af Jessie Montgomery fungerede perfekt som koncertåbner. Som et ustoppeligt kraftværk spurtede strygerne frem med livlige folkerytmer, dybe strøg og grov pizzicatostrumming, og danserne spejlede hinanden i en koreografi fuld af nydelse og frihed.

Farrencs brusende sekstet bød på intens farvespil og dynamisk variation, hvilket til dels skyldtes den usædvanlige besætning for klaver og fem blæserinstrumenter, hvor den franske klavervirtuos Yannick Rafalimanana var blændende på tangenterne. Hos Beach flød senromantisk nostalgi tykt og overmættet, så det til tider føltes klaustrofobisk, og det havde måske været oplagt at erstatte et af hendes værker med endnu en ny komponist.

Caroline Shaws Entr’acte blev koncertens absolutte højdepunkt. På fineste vis åndede en strygekvartet Shaws cirklende suk, intime pauser og kollapsende harmoniske strukturer. De to dansere forstærkede musikkens varme poesi i Matteo Di Loretos dirrende smukke koreografi, der var umulig at fjerne blikket fra. Jeg hungrede efter mere, og må jo blot vente til næste år.