kortkritik

Godt nyt fra krøllede finner

Paavoharju: »Yön mustia kukkia«
© PR
© PR
5. september

Med Yön mustia kukkia har finske Lauri Ainala og hans altid foranderlige mytisk-mystiske orkester Paavoharju udgivet, hvad de selv kalder tredje kapitel i en serie af albums, hvoraf de to foregående blev udgivet helt tilbage i 2005 og 2008. Der er altså løbet en anselig mængde vand under broen, siden man sidst kunne lytte til Paavoharju i denne type konstellation. 

Som tidligere lyder musikken, som er den hjemsøgt af venlige spøgelser. Man kan høre, at lydene kommer fra et land højt mod nord, hvor man lærer at være på god fod med mørket. Skurrende båndstøj, dirrende strenge, virrende samples og helt og halvt hviskede sangstemmer skaber en kalejdoskopisk melankolsk atmosfære. Som brudstykker af folkemusik fra flere forskellige verdner på én gang, der alle kæmper imod hinanden for at trænge igennem den kakofoni, de tilsammen skaber. Dette kan opleves i nummeret »Haihtuu« med Teemu Eerolas violin, der summer i stereo som en bi omkring lytterens hoved, mens rytmiske samples og Anniina Saksas vemodige sangstemme skaber en fremdrift, der tilnærmer sig en popsang. Mindre poppede er numre som »Marian kierto«, hvor en operaagtig vokal bølger frem og tilbage over en fugtigt skovbund af synths og samples. 

Lauri Ainala har stadig et helt særligt talent for at bakse lyde sammen, som i andres hænder bare ikke ville kunne fungere. Sammen med sine medsammensvorne har han med Yön mustia kukkia formået at skabe ikke bare et kærkomment genhør med fortidens spøgelser, men også et spændende nyt kapitel i Paavoharjus krøllede historie.

Playliste

My name is Motis Necrojam – would you like to see my playlist?

6. october
© Motis Necrojam

»Music is the pursuit of original failure...« 

Motis Necrojam is the singer and collager with the Noseflutes and The Clicking Stick, a pair of combos from the old English Birmingham times, adorned with new-times dedication to derailment, approved by Sir John Peel, via their four live sessions for his mighty BBC Radio programme, occasional treaders of the boards, musicians with alias obsessions. One thing Necrojam has is a digit on the diminishing pulse. 

Playliste

Mit navn er Katrine Muff – vil du se min playliste?

6. october
Katrine Muff. © Ditte Capion

»Musik for mig er nøglen til, og en forlængelse af, mit ordforråd. Hvis det kniber med at sætte »taleord« på noget indeni, eller hvis jeg har brug for forløsning med en ordentlig tudetur, kan den rigtige sang få mig i rette gear med det samme. Det kan både være teksten, melodien eller begge dele, der giver direkte adgang til mine følelser, hvor hjernen bare kan sættes i frigear og lade sig rive med.«

Katrine Muff, født 1985, er komponist og sanger. Hun har sat musik til tekster af bl.a. Stine Pilgaard og Suzanne Brøgger, og i 2021 modtog hun Den Folkelige Sangs Pris. Sammen med Lone Hørslev er hun aktuel med udgivelsen af albummet Jeg ønsker mig og som sangskriver på teaterkoncerten STOLT (Folketeateret).

Soap Horse. © Malthe Folke Ivarsson
Soap Horse. © Malthe Folke Ivarsson
4. october

K Bech – kendt fra rockbandet Shiny Darkly – åbnede lørdagens koncert på Alice med en rå og upoleret melankoli. Et københavnsk storby-mismod trådte tydeligt frem, men det lidt nervøse sæt kom aldrig helt op at flyve. Trods et lovende setup med violin, guitar og elektroniske tracks forblev de følsomme tekster mere antydninger end gennembrud.

Soap Horse tog derefter scenen og satte for alvor fut i aftenen med et ægte chicken-picking riff. Spilleteknikken, hentet fra country, blev blot ét eksempel på det musikalske overskud, der gennemsyrer bandet, som netop har udgivet debut-EP’en Tooth Inside a Tooth. Intet virkede tilfældigt. Det rustrøde goth-vægtæppe, den nøje udvalgte instrumentering – violin, saxofon og pedalsteel side om side med guitar, bas og trommer – skabte en gennemført æstetik. Musikken var mørk og dragende, i skarp kontrast til forsanger Hans Gustav Björklund Moulvads kridhvide hår og intense tilstedeværelse.

Sangene var struktureret med en raffineret sans for balance. Enkle, gentagne motiver blev sendt på vandring mellem instrumenterne, og når massive støjflader og farverige klange væltede ind, blev indierockens allerede udviskede grænser strakt yderligere. Moulvad styrede suverænt helheden og bevægede sig karismatisk mellem musikkens mange lag.

Alligevel savnede jeg, at Soap Horse turde slippe tøjlerne helt. De svævende intermezzi, hvor den atypiske besætning for alvor kunne folde sig ud, blev ofte kvalt af et insisterende trommebeat, som trak musikken tilbage til et sikkert udgangspunkt. Soap Horse viste stor kontrol og et imponerende greb om både sit univers og sit publikum. Måske mangler de blot at bevise, at de også tør give slip.

Playliste

Mit navn er Holger Reenberg – vil du se min playliste?

2. october
© PR

»Musik er for mig et dagligt akkompagnement til mine mere eller mindre ligegyldige gøremål. Den kan sætte retningen eller aflede mig fra mit mål. Den skaber uerkendte længsler eller tilfredsstiller min umiddelbare tørst. Den giver mig euforisk energi eller hensætter mig i behageligt tungsind. Dens uhåndgribelighed og grundlæggende uforståelighed er måske det nærmeste, vi kommer noget himmelsk i religiøs forstand.«

Holger Reenberg er selvstændig kurator. Tidligere direktør på HEART Hernings kunstmuseum og kurator på Louisiana, Trapholt og Arken. Han har været kommissær for den danske pavillon på Venedig Biennalen.

kortkritik

En enkeltbillet til Illiyeen, tak!

Illiyeen x Thicket
29. september

Illiyeen er billedkunstner Eliyah Mesayers fiktive stat for de statsløse, en gruppe, som kunstneren selv tilhørte indtil for få år siden. Siden 2019 har hun løbende tilføjet nationalsymboler i Illiyeens karakteristiske sorte farve, og i dag har staten sit eget postvæsen, nationalsang, uniform, flåde – og en liste af samarbejdspartnere, der løbende udvides.

Det er et smart koncept, på én gang stramt og helt åbent. Fordi staten er normadisk og kollektiv kan den opstå overalt og inkludere en større gruppe ligesindede kunstnere, eksempelvis Angel Wei fra Haloplus+ og poeten Zahna Siham Benamour. Den er et state of mind.

På Den Frie er det trommeduoen Thicket – Adam »CCsquele« Nielsen og Dan Kjær Nielsen – der performede fra hver sin side af et todelt trommesæt. Gennem improviseret trommesolo så energisk, at trommestikker fløj gennem luften, udforskede de den fælles rytme, som opstod, faldt fra hinanden og ændrede karakter undervejs. Et passende symbol på Illiyeens fællesskab; en konstant forhandling og koordinering af tempo og bevægelse.

Undervejs afløstes tommerne af et indspillet lydværk, en sfærisk elektronisk komposition med lavmælt spoken words gemt i lydbilledet. Værket stammer fra én tidligere installation, men er blevet forlænget til lejligheden, hvor også akustiske elementer, indspillet af Cæcilie Trier og Xenia Xamanek, er føjet til. Det havde en sørgmodig, følsom vibe, der stod i stærk kontrast til heftigheden i trommernes buldren. Mesayers poetiske, sortklædte univers og Thickets på en gang stramme og improviserede energiudladning gled perfekt sammen til et fællesskab, man fik lyst til at blive en del af.